Politisk korrekthed er vor tids totalitære ideologi

Østlandene overlevede kommunismen, fordi menneskene havde bevaret deres virkelighedssans og deres vilje til sandhed. I dag står det værre til, for med krænkelseskulturen er skellet mellem fakta og fiktion udvasket, mener mag.art. Monica Papazu

"Ligesom den gamle totalitære ideologi forsøger den politiske korrekthed at opnå magt over sindene gennem magt over sproget," skriver Monica Papazu
"Ligesom den gamle totalitære ideologi forsøger den politiske korrekthed at opnå magt over sindene gennem magt over sproget," skriver Monica Papazu. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

30 ÅR EFTER kommunismens sammenbrud er man nødt til at konstatere, at den længe ventede frihed, som østlandene havde tørstet efter, ikke er kommet. Hverken i Østeuropa eller i Vesten. I dag kender vi en ny ufrihed, som er beslægtet med den gamle. Dens navn er politisk korrekthed.

Politisk korrekthed har et utal af påbud og forbud. Den dekreterer, hvad man må tænke og sige. Den er en del af statsideologien igennem love og institutioner, men den udbreder sig også gennem private aktører, for eksempel Google, Microsoft og mainstreammedierne. Den har sine lobbyister, sine partisoldater og sine frivillige.

Ligesom den gamle totalitære ideologi forsøger den nye at opnå magt over sindene gennem magt over sproget. Virkeligheden er fjenden, for systemet fornægter, som Orwell skrev, ”selve den ydre virkeligheds eksistens”. Derfor definerede han friheden som ”friheden til at sige, at to og to er fire”. Friheden forudsætter en forankring i virkeligheden.

Uden bevidsthed om den objektive virkelighed uden for os, uden vilje til sandhed og uden et fælles sprog, hvor ordene har deres faste betydning, ville der ikke have været nogen modstand mod totalitarismen overhovedet, for den totalitære magt behøver, som Hannah Arendt skrev, ”mennesker, for hvem skellet mellem fakta og fiktion (…) ikke længere eksisterer”. Derfor så hun med bekymring på den nedbrydning af virkelighedssansen, som foregår i Vesten.

Efter Anden Verdenskrig har der været en massiv tilpasning til ufrihed i Vesten. Den banede vejen for den politiske korrekthed, som i disse år bliver stadig mere omfattende. ”Man ville ikke have underkastet sig den politiske korrekthed så hurtigt og så totalt,” skriver nobelpristager Doris Lessing, ”hvis de dannede klasser (…) ikke i forvejen havde tilegnet sig de strenge kommunistiske dogmer.”

Det drejer sig ikke kun om at være vant til at underkaste sig, men også om ideologiens indhold. Tankeskemaerne fortsætter. Klassekampsmønstret projiceres nu over på stadig nye kategorier: ikke-europæere over for europæere, indvandrere over for den lokale befolkning, kvinder over for mænd, homoseksuelle over for heteroseksuelle og så videre.

Den gamle klassekamp havde som mål at sprænge fællesskaberne, og lige sådan sættes nu mistænkeliggørelse og had i stedet for sammenhold. Med kommunismens erfaring i bagagen ved vi, at fællesskaberne er individets værn mod den totalitære magt.

I DAG ER DET NOK, at den ene eller den anden mere eller mindre tilfældige kategori påberåber sig prædikatet ”offer”, og alle ressentimentets og hadets kræfter bliver mobiliseret i dets tjeneste. Det er, hvad man kalder for ”krænkelseskulturen”. Drivkraften er anklageånden, Djævelen, den, som sår splid, bagvasker, lyver og til sidst dræber.

Den uafbrudte anklage og selvnedværdigelse gør overleveringen af kultur umulig. Hvis en kulturs højeste frembringelser er noget, man skal skamme sig over, hvis de største litterære værker, kun er et udtryk for ”falsk bevidsthed”, som stedfæster den ene kategoris magt over den anden (den borgerlige udbytterklasse, europæerne, de hvide heteroseksuelle mænd og så videre), er der ikke længere noget, der kan viderebringes. I Østeuropa i kommunismens første, radikale fase var det forbudt at læse bøger skrevet før 1945. Vi kender det nu fra den censur, som øves over biblioteker og over universitetspensummet især i USA, hvor overleveringen af den europæiske kultur inkrimineres som skadelig eurocentrisme og som bærer af ulighed og diskrimination.

MAN BLIVER SÅLEDES AFSKÅRET FRA det store fællesskab, der strækker sig gennem tiderne, og hvor generationerne videregiver erfaringer til hinanden. Individet bliver taget til fange af sit korte, blinde øjeblik uden at kunne bedømme sin situation ud fra verdens store baggrund – en verden, som har eksisteret før en og vil fortsætte efter en. At være efterladt alene i et landskab, hvis stier og veje er blevet udvisket, er ufrihed. Sådan skaber man det lydige, manipulerbare menneske, som ikke engang kan erkende sin ufrihed mere.

For det drejer sig ikke blot om at fabrikere et nyt samfund, men et nyt menneske. Dette er også en fortsættelse af den revolutionære marxisme i en ny form. Kommunismen var statens projekt om at ”forandre verden” og mennesket med og ”at erstatte virkeligheden med en fiktion”, som Hannah Arendt skrev, men staten viste sig ude af stand til at opretholde den skinverden, den forsøgte at gennemtrumfe.

I dag i Vesten spiller statsmagten tilsyneladende en mindre rolle. Projektet er sivet ud i samfundet – hvilket det aldrig lykkedes i kommunistlandene – og er nærmest blevet hvermandseje. Enhver kan have sit projekt og føre det ud i livet, endda i sit eget kød – for ”skellet mellem fakta og fiktion” eksisterer ikke mere i ens bevidsthed.

KARAKTERISTISK FOR den aktuelle politiske korrekthed er nemlig påstanden om, at alt er subjektivt, der findes ikke nogen objektiv virkelighed, noget sandt og noget falskt, noget, som objektivt er godt eller ondt, hvilket er selve totalitarismens forudsætning. Det eneste, der nu gælder, er, hvad individet føler – om følelsen er en adækvat respons på virkeligheden, får ikke lov til at blive stillet.

Denne omdefinering af subjektiviteten står i den grellest tænkelige modsætning til den måde, subjektiviteten er blevet forstået siden oldtiden og gennem kristendommen. Subjektiviteten betød selverkendelse. Den var bundet til erkendelsen af den fælles, objektive virkelighed (”kend dig selv!”) og var kendetegnet ved respekt for sandheden, selvbeherskelse, kamp mod lidenskaberne, pligt og ansvar.

I dag er der opstået en subjektivitet, som fornægter den objektive verdens eksistens og fællesskabet, og som forsøger at tvinge omgivelserne til at tilpasse sig dens fantasifostre.

Advarslen om, at dette ville komme, findes allerede hos Dostojevskij. Det drejer sig om Raskolnikovs drøm om en verdensomspændende epidemi, hvor mikroskopiske dyr, ”med intellekt og vilje udstyrede ånder”, kapslede sig ind i menneskenes krop og indgød dem en urokkelig tillid til sig selv, til deres visdom og domme:

”Aldrig endnu havde menneskene anset sig for klogere, for ufejlbarligere, end når de blev smittet af denne pest. Aldrig havde nogen været så urokkelige i deres domme (…). Ingen vidste, hvem og hvorledes man skulle domfælde, ingen kunne blive enige om, hvad der var ondt, og hvad der var godt (...), hvem man skulle anklage, og hvem der skulle gå fri. Menneskene dræbte hinanden i blindt raseri.”

Til sidst er eksistensen reduceret til et fangenskab i en isolationscelle uden vinduer.

Østlandene overlevede kommunismen, fordi der under overfladen stadig var et fællesskab, en fælles kultur og et fælles sprog, fordi menneskene havde bevaret deres virkelighedssans og deres vilje til sandhed. I dag er kampen for at sige, at to og to er fire, langt vanskeligere.

Vil den enkelte og fællesskabet, som kun er to sider af samme sag, overleve den politiske korrekthed? Måske bør netop kommunismens erfaring indgyde os håb.

Én ting er sikker: Det nye tanke- og sprogtyranni er et ganske alvorligt problem. Antologien ”Den politiske korrekthed og virkelighedens forsvinden”, som Marie Krarup (DF) og jeg har redigeret, og som er udkommet for nylig på Forlaget Hovedland, gør opmærksom på det.8