Prøv avisen

Politisk ukorrekt professor er såmænd bare ukorrekt

Professor Helmuth Nyborg er ukorrekt, fejlagtig og videnskabelig uholdbar, skriver dagens kronikør. Foto: ERIK JEPSEN

Videnskabelig uredelighed Det bør ikke skjules bag poltiske diskussioner, at Helmuth Nyborgs forskning ganske enkelt er fejlagtig og videnskabeligt uholdbar, mener dagens kronikør

Kristeligt Dagblad bragte torsdag den 5. januar på side 12 under overskriften Politisk ukorrekt professor et portræt af tidligere professor Helmuth Nyborg. Selvom overskriften for så vidt er korrekt, indeholder den imidlertid et overflødigt ord: politisk.

LÆS ARTIKLEN: Politisk ukorrekt professor

Sagen er, at Helmuth Nyborgs forskning simpelthen er ukorrekt, det vil sige fejlagtig og videnskabeligt uholdbar, og at det er den reelle baggrund for universitetets afstandtagen fra ham. Det er det primære i sagen. At Nyborgs optræden i offentligheden tillige er politisk betændt, er en anden sag, som det desværre er lykkedes for Helmuth Nyborg og hans allierede i medieverdenen at få til at overskygge det primære i sagen, og det åbenbart i et omfang, så det primære helt forsvinder fra synsfeltet.

Min personlige afstandtagen fra Helmuth Nyborgs arbejde er blandt andet baseret på, at den daværende fagstatistiker på Psykologisk Institut allerede for adskillige år siden gjorde opmærksom på, at de statistiske fremgangsmåder, som Helmuth Nyborg anvendte, var videnskabeligt problematiske, idet de indviklede matematiske beregninger ikke i sig selv sikrer mod vilkårlige påstande, fordi de svar, man regner på, og resultaternes betydning naturligvis afhænger af, hvor fornuftige de spørgsmål er, som man har stillet.

Den sag, offentligheden kender til, startede formelt, da Helmuth Nyborg i 2003 nægtede at udlevere dokumentation for sine resultater til en anden forsker, der betvivlede en af de konklusioner (læs: vilkårlige påstande), som Helmuth Nyborg diverterede med i medierne, nemlig den, at kvinder skulle være 27 procent mindre intelligente end mænd.

Afvisningen af at udlevere dokumentation for resultater er uhørt, idet adgangen til at krydstjekke forskningsresultater er en af de mekanismer, som er med til at sikre videnskabelig objektivitet.

I videnskabelig sammenhæng er det utilladeligt at nægte andre forskere adgang til at tjekke data og forskningsresultater, som anvendes til at fremsætte videnskabelige konklusioner. Det var dette forhold, som var indgang til den sag, som endte med universitetets påtale af Helmuth Nyborg, der modtog en alvorlig irettesættelse fra Aarhus Universitets rektor 21. september 2006. Irettesættelsen blev senere ændret til en advarsel, fordi de påviste fejl og mangler i Nyborgs forskning ikke kunne bevises at være begået bevidst.

I FORBINDELSE MED sagen mod Nyborg blev der nedsat et fagkyndigt udvalg til vurdering af kvaliteten af hans forskning. I dette udvalg deltog folk med indsigt i de anvendte statistiske metoder. Deres bedømmelse er værd at bide mærke i, og det undrer mig i høj grad, at komiteens krystalklare konklusion som jeg nedenfor har oversat dele af har undgået journalisters opmærksomhed:

Nyborg giver utilfredsstillende få detaljer om sine konkrete valg af metoder i de yderst komplekse statistiske teknikker til faktoranalyse. Som dokumenteret i vores hovedtekst kunne der have været truffet mange andre fornuftige valg af metode, der ville have givet andre resultater, og det ville have været udtryk for passende omhu, hvis disse blev beskrevet adækvat, motiveret og diskuteret. Det udgør et specielt problem, at den centrale beregning af effekt viser sig at give langt mindre imponerende resultater ved alle andre valg af metode end det, som Nyborg træffer. Hvis dette var intenderet, ville det være særdeles alvorligt. Komiteen har imidlertid ikke noget grundlag for at konkludere, at Nyborg valgte sin version med henblik på at maksimere effekten. (Side 4).

Dette kan opsummeres således, at der findes en række forskellige metoder til at beregne kønsforskelle i intelligens. Den metode, Nyborg vælger at benytte, er den eneste, som viser en bemærkelsesværdig forskel mellem kønnene. Da Nyborg ikke omtaler de andre metoder og heller ikke begrunder, hvorfor han vælger lige netop den, som viser en forskel, kan komiteen ikke bevise, at metoden blev valgt for at få det størst mulige resultat. Hvis valget var truffet bevidst med denne hensigt, ville der have været tale om svindel.

Der pågik en diskussion om, hvorvidt de metoder, Nyborg og andre benyttede til udregning af intelligens og intelligensforskelle, overhovedet var anvendelige. Den diskussion ville komiteen ikke blande sig i, men skrev som følger: Vi ønsker at fastholde to matematiske kendsgerninger, som Nyborg ikke synes at være bekendt med. For det første er der i den g-faktor-metode, som benyttes af Nyborg, en iboende uidentificerbarhed, som gør det umuligt at beregne kønsforskelle i den gennemsnitlige g-faktor til forskel fra kønsforskelle i de primære faktorer. For det andet hævder Nyborg, at hans version af g-faktor metoden undgår det problem, at konklusionen vil afspejle bias i sammensætningen af testbatteriet. Imidlertid har Nyborgs g-faktor-metode, som påvist i appendix D, den samme uheldige egenskab. (Side 5).

Sammenfattet skriver komiteen her, at man ikke kan beregne en generel intelligensforskel mellem kønnene med den anvendte metode, og at Nyborgs metode ikke sikrer sig mod, at de anvendte intelligenstest rummer spørgsmål, der favoriserer mænd. Og man kan derfor ikke afgøre, om resultaterne blot skyldes, at der er valgt test, som favoriserer mænd.

Komiteen omtaler, at der er foretaget tendentiøse udvalg fra hele mængden af de indsamlede data med henblik på at opnå et ønsket resultat på grundlag af de udvalgte dele af data, som imidlertid ikke er repræsentative for den almindelige befolkning. Endvidere omtaler de, at der er valgt metoder, som giver et størst muligt resultat i retning af det ønskede. Komiteen konkluderer dog, at den ikke kan bevise, at de omtalte fejl er foretaget bevidst (side 5).

De forhold, komiteen har fundet, peger på, at der kunne være tale om forsøg på vildledning ved at benytte dele af datamaterialet og ganske bestemte beregningsmetoder, men det kan ikke bevises, at det er gjort med forsæt.

Når Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed senere hen konkluderede, at der ikke var grundlag for at betegne Nyborgs arbejde som uredeligt, var denne konklusion således kun møntet på spørgsmålet om, hvorvidt de påviste fejl og mangler var fabrikeret med bevidst forsæt om at vildlede, eller de var fremkommet uforsætligt. Kvaliteten af de fremsatte påstande blev der ikke taget stilling til.

Der er altså ikke tale om, at universitetets afstandtagen fra Nyborgs arbejde var baseret på afsløringen af, at hans støtter havde nær tilknytning til højreradikale og racistiske organisationer, og at han selv gentagne gange har optrådt i sådanne sammenhænge. Men at det forholder sig således, er måske nok værd at lægge mærke til alligevel.

Der verserer i øvrigt endnu en sag vedrørende Nyborgs forskning, idet det for øjeblikket undersøges, om videnskabelige resultater, han har fremsat i en ny artikel, i realiteten er afskrift af påstande fremsat på en højreradikal hjemmeside.

At Helmuth Nyborg har politiske meningsfæller i dansk presse kan ikke overraske, men det må beklages, at disse har været i stand til at præge offentlighedens kendskab til sagen i den udstrækning, det har været tilfældet.

At Kristeligt Dagblad blot følger trop, og ganske ukritisk bringer de samme tendentiøse og vildledende historier til torvs, som figurerer i andre medier, er yderst beklageligt! Man kan jo for eksempel starte med at sætte sig ind i sagen, hvis akter er tilgængelige via internetsiden http://eugenik.dk/.

Klaus B. Bærentsen er lektor, cand.psych., ph.d. ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet