MED FILMATISERINGEN af ”Lykke-Per” er interessen for en af dansk litteraturs absolutte mastodonter blomstret op. Det er glædeligt, for Henrik Pontoppidans forfatterskab er højaktuelt. Ikke blot for det moderne menneske, der vakler måbende rundt og har vanskeligt ved at finde fodfæste i tidens absurdteater af krænkelseskultur og kønsdebat, men sandelig også for det kirkelige landskab, der er genstand for Pontoppidans kærlige behandling. Vi skylder derfor Bille August tak for at sætte fokus på netop den forfatter, der forstod at spidde tidsånden, og som så gennem den moderne syge, uden at blive rundtosset af det.
PONTOPPIDANS VÆRK har levet en noget anonym tilværelse trods dets aktualitet. Muligvis påvirket af de beskyldninger, han var genstand for både blandt sine samtidige, men i endnu højere grad fra eftertidens kulturelite. Blandt de mest vedholdende anklager mod ham er den, at hans person og forfatterskab er gennemsyret af antikristne og antiklerikale holdninger.
Hovedparten af den sekundærlitteratur, der er udkommet om forfatterskabet, har rødder i en ideologisk marxistisk tolkningstradition, og andet igen er præget af den kulturradikale litteraturhistorieskrivning. Her har det været belejligt at nedtone kristne træk i forfatterskabet eller helt undlade at nævne dem. Men det yder ikke Pontoppidan retfærdighed.
Han rammer nemlig sin hvasse pen ned dér, hvor det gør allermest ondt – i forholdet mellem kirke og samfund,
mellem præster og lægfolk. Mellem individ og ideologi. Derfor er Pontoppidan fortsat en højaktuel forfatter, og de meninger, der brydes i hans romaner, er som taget ud af tidens verserende debatter om kirkens rolle i samfundet, om præstens embede, og menneskets uforløste længsel i den moderne verden.
LÆSER MAN ROMANTRILOGIEN ”Det forjættede land”, ”Lykke-Per” og ”De dødes rige” kronologisk, ser man den udvikling, der sker både med forfatteren og hans romanpersoner. Samtidig står det tydeligt frem, at Pontoppidan har blik for mennesket udspændt mellem det moderne gennembrud og den traditionsbestemte kristendom. Georg Brandes hældte benzin på modernismens bål med de berømte forelæsninger i 1871, og Pontoppidan stod klar til at behandle det nye skred i åndeligheden litterært gennem sine romaner. Det førte til en voldsom kritik af det bestående – såvel kirke som samfund – men aldrig til en kritik, endsige et opgør med kristendommen i sig selv.
Hovedanliggendet er derimod en kirke og en præstestand, der udviser eklatant mangel på fornemmelse for den tid, den befinder sig i, og insisterer på en selvretfærdig hævdelse af en autoritet, der for længst er smuldret. Grundtvigianerne, missionsfolkene og tidens spirende liberale teologi tages under kærlig behandling.
Gang på gang viser Pontoppidan det misforhold mellem idé og virkeliggørelse, der udspringer af en manglende evne til at finde fodfæste i et samfund, der ikke længere kan påberåbe sig en iboende autoritet.
Den store udfordring for kirken, dengang og nu, er netop at finde fodfæste i en virkelighed, der ikke venter på, at kirken skrinlægger sine interne stridigheder. Derfor retter Pontoppidan blikket mod den enkelte præst og fordrer ubetinget autenticitet i omgangen med det andet menneske. Og det går ikke stille for sig, når højrefløjens fromme og selvgode åndelighed spiddes, som med kommentaren til den selvretfærdige mand, der vil bekræftes i, at han i al fald lever i overensstemmelse med troen: ”De må synde noget mere! Med det liv, de fører, kan de aldrig blive en rigtig overbevist kristen.”
I romanen ”Det forjættede land” findes en eminent ironisk skildring af tidens teologiske forvirring. På et stort anlagt højskolemøde stemmer man ved håndsoprækning, om helvedesstraffene skal bibeholdes eller afskaffes, og om Bibelens guddommelige oprindelse. Mødet er et teologisk cirkus med deltagelse af både politikere, teologer og lægfolk. Pontoppidans personlige holdning til den religiøse forvirring kommer frem igennem skildringen af et ældre ægtepar, der er rejst den lange vej fra Jylland til Sjælland for at deltage i mødet. De er, som ganske få karakterer i romanen, skildret positivt. De er måbende tilskuere til den teologiske hanekamp, der udspiller sig foran dem. De har på forhånd læst nogle af de skrifter, de fremtrædende talere på mødet har udgivet om helvedesstraffene og om agitationen imod Bibelen som Guds åbenbarede ord, og er blevet så rystede, at de nu vil have syn for sagen. Pontoppidan skildrer deres bestyrtelse: ”De havde sagt til hinanden, at når der ingen djævel var længere og ingen evig straf og altså heller ingen evig løn; når endog præsterne ikke mere turde udtale sig om livet efter døden; når troen ikke var en forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da kristendom? Hvad var da tro?”.
Kommer man de seneste års teologiske debatter om opstandelsen, reinkarnation, dyreclairvoyance i kirken og andet godt i hu, er det tydeligt, at Pontoppidan har noget at sige – også om vores samtid. Spørgsmålet er, om man skal grine eller græde over, hvor lidt der er sket på de mere end 100 år, der er gået, siden Pontoppidan spiddede sin tids teologiske forvirring.
PONTOPPIDAN UNDERGÅR en afgørende udvikling, idet han skriver sig gennem sin religiøse undren, og giver sit bud på kristendommens rolle i det moderne samfund. Afgørende er, at Pon-toppidan ser kristendommen som det fundament, der ikke kan undværes. Hans anliggende er menneskets udfoldelsesmuligheder i den virkelighed, det er sat i. Den virkelighed favner i Pontoppidans optik såvel det åndelige som det verdslige, såvel kristendom som fremskridtstro.
Undervejs kommer de forskellige kirkelige retninger under kærlig behandling. Grundtvigianerne gør Gud til en kammeratlig Vorherre, de konservative, bibeltro præster (vore dages Tidehverv) kritiseres for en middelalderlig, sort og usamtidig forkyndelse, der ikke kan udløse det moderne menneskes sammensatte religiøse følelser, men tværtimod forsøger at fastholde folk i et utidssvarende moralsk magtgreb. Og endelig får liberalteologerne et fur for deres tendens til relativering, der skaber babelsk forvirring og definitivt fjerner menigmands mulighed for at knytte an ved kristendommen som fundament for en tilværelsesforståelse.
MED AL KRITIKKEN står det klart, at Pontoppidan peger frem mod noget andet. Hans bekymring er individets udfoldelsesmuligheder i den moderne virkelighed. Han kritiserer den gejstlighed, hvis forvaltning af kristendommen ikke leder individet hen imod virkeligheden, og som ikke har indset, at kristendommens fundament er afgørende for det enkelte menneske. Dermed er det ikke kristendommen som sådan, han kritiserer, men derimod den måde, den forvaltes på.
Pontoppidan viser med sin romantrilogi, at det moderne, sekulariserede, fremskridtsorienterede samfund og kristendommen begge er nødvendige betingelser for menneskets udfoldelsesmulighed. Det er en interessant og fremsynet pointe, også i dag, hvor fronterne præsenteres af en dybest set uinteressant, pseudointellektuel ateisme, en grundtvigsk midtbane, der er så politisk korrekt, at den hverken tør være fugl eller fisk, og en kirkelig højrefløj i herlig forening mellem Indre Mission og Tidehverv, der er stagneret i gold moralisme.