Populismen er svar på menneskers kedsomhed

Er Trump, Brexit og Europas voksende højrepartier eksempler på de ekstremer, der kan vokse frem i kedelige, komfortable samfund? Er der en sammenhæng mellem kedsomhed og den populisme, som forenkler og forarger og taler, så man ikke er i tvivl?

Pernille Vermund.
Pernille Vermund. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

MAN SKAL IKKE ØNSKE at leve i spændende tider, siger et kinesisk ordsprog. Det er dramatiske tider, i værste fald med krig og ødelæggelse. Kedelige tider, derimod, er fredelige perioder i historien med tryghed, velstand og orden.

Da den amerikanske politolog og forfatter Francis Fukuyama i 1989 udråbte historiens afslutning og det liberale demokratis endelige sejr, var han ikke blind for demokratiets sprækker. Med afsæt i Friedrich Nietzsches tanker om det sidste menneske, der visnede væk i det middelmådige demokratiske samfund, beskrev Fukuyama, hvordan man kunne frygte, at folk i fremtiden ikke længere ville have noget at kæmpe for. Ingen konflikter, blot økonomiske kalkuler, praktiske løsninger på hverdagsproblemer og stadig nye måder at tilfredsstille forbrugsbehov på. Tilværelsen kunne blive så triviel, at borgerne ville ønske sig tilbage til mere udfordrende tider, til konflikterne, til bedrifterne. Perhaps this very prospect of centuries of boredom will serve to get history started once again,” som Fukuyama formulerede det.

I sin bog ”Kedsomhedens filosofi” argumenterer den norske filosofiprofessor Lars H. Svendsen for, at kedsomheden er et udpræget moderne fænomen. Førhen havde man sjældent tid eller overskud til at kede sig, og tomheden var forbeholdt samfundets øverste lag. I dag skal der ske noget, helst hele tiden, men livsiveren ender med at gøre tilværelsen endnu kedeligere. Tomheden skyldes nemlig ikke mangel på stimuli, men mangel på mening, som Søren Kierkegaard sagde. Midt i adspredelserne, hvad er så meningen med det hele? Hvis adspredelserne ikke har et dybere formål, hvad har så? Det moderne velordnede samfund gør tilværelsen svær for mennesket, der finder livet ulideligt let.

Ifølge sociologen Anthony Giddens kan tomheden i senmoderniteten vække en nihilisme, som på sigt kan true den sociale, demokratiske orden. Det handler om den velfungerende borger, der synker ned i kedsomheden, fordi komfort og forbrug ikke kan tilfredsstille eksistentielle behov for formål og retning. I moderne traditionsfattige samfund er mennesket for alvor overladt til sig selv, og uden faste holdepunkter bliver tilværelsen frustrerende hul. Mennesker vil gøre næsten hvad som helst for at undslippe tomheden, og så flyver låget af Pandoras æske.

En række undersøgelser udgivet i det anerkendte tidsskrift European journal of social sociology antyder en sammenhæng mellem kedsomhed og markante politiske holdninger. Over 800 personer blev delt i to grupper og bedt om at udføre et intetsigende copy-paste -arbejde. Den ene gruppe skulle udføre dobbelt så meget kopiering som den anden, hvorefter personerne skulle angive, hvor højre- eller venstreorienterede de var på en skala fra 1 til 7. Det viste sig, at gruppen, som udførte mest kedeligt arbejde, var væsentligt mere skarptskårne i deres politiske overbevisninger.

Kedsomhed, tomhed, eksistentielt vakuum som katalysator for yderliggående politik?

Udviklingen viser, at kynikeren og den politiske flab har en forfriskende effekt på mange mennesker, det være sig Trump, Farage, Geert Wilders eller hjemlige Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.
Udviklingen viser, at kynikeren og den politiske flab har en forfriskende effekt på mange mennesker, det være sig Trump, Farage, Geert Wilders eller hjemlige Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Foto: Jens Welding Øllgaard

ER DONALD TRUMP, Brexit-chokket og Europas voksende højrepartier, senest Alternative für Deutschland, eksempler på de ekstremer, der kan vokse frem i kedelige, komfortable samfund?

Er der en sammenhæng mellem kedsomhed og den populisme, som forenkler og forarger og taler, så man ikke er i tvivl? Kan politisk engagement kompensere, hvis hverdagen bliver for triviel? En tro på, at man beskytter fædrelandet, en mission, et kald? Er det populismen, som kommer til at genstarte historien?

Ganske vist har Donald Trump hverken startet nye krige i Mellemøsten eller ny finanskrise og gør det næppe heller, men valget af ham markerer en tendens. Udviklingen viser, at kynikeren og den politiske flab har en forfriskende effekt på mange mennesker, det være sig Trump, Farage, Geert Wilders eller hjemlige Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Måske kan overdramatiseret politik tilfredsstille behovet for lidt indhold i tilværelsen, for lidt blod på tanden? Når integrationsproblemer bliver til muslimernes overtagelse af Europa? Når eliten udråbes til en undertrykkende magt?

DET HANDLER OM, hvordan man håndterer det tomrum, som et gnidningsløst demokrati kan åbne for. Om man kan administrere kedsomheden eller forfalder til længsel efter skibskatastrofer og pludselig død, som Tom Kristensen sagde. Har vi ligefrem et behov for katastroferne? Når man betænker, hvordan samfundsproblemer synes at ryge ud af proportioner, så ser det sådan ud. Måske kan ikke engang de nære relationer, familie og kærligheden til ens børn redde folk herfra. Muligvis fordi man ikke investerer nok kræfter heri. Måske fordi man bare længes efter mere end de trygge rammer.

Francis Fukuyama blev udskældt for sin tese om historiens afslutning, men ikke for sit blik for problemerne i det liberale demokrati. Kedsomhedens problem er også også ældre end Fukuyama, ældre end Nietzsche og først artikuleret ved historiens begyndelse, så at sige. Adam og Eva kedede sig i paradis, og det gik galt.

Kedsomheden er måske den værste af alle dødssynder, nemlig ladheden. Filosoffen Pascal mente, at det eneste, som kunne redde os fra kedsomheden, var Gud, og Kierkegaard hævdede, at kedsomheden var tegn på, at man ikke forholdt sig til sig selv, ikke gik i dybden med sig selv. Javist, man har også set kedsomheden som kilde til kreativitet og originalt arbejde, men det kan være svært at stå for de nemme løsninger, stimulanserne, spændingen, volden?

Hvis det moderne liv kan åbne for en afgrund af populisme og skæbnesvanger politik, så er tomheden ikke eneste årsag til populismen. Der er problemer med muslimske parallelsamfund, ja, men det berettiger ikke Marine Le Pen til at sige, at Frankrig er besat. Der er religiøs fundamentalisme, men sagen køres voldsomt op i en spids, når Geert Wilders hævder, at islam vil destruere Vesten.

Kedsomhed som roden til al populisme. Når behovet for noget større viser sig i det komfortable demokrati. Når politisk ukorrekthed bliver forvekslet med vovemod. Når det politiske tilhørsforhold gør én mindre usynlig. Når man hævder sig selv i kraft af de politiske fællesskaber. Når man ser større værdi i konflikter end i den afdæmpede hverdag. Når hverdagen bliver så forudsigelig, at de eneste eventyr udspiller sig i ”Game of Thrones”. Når selv familien bliver et rutinepræget projekt. Når valget står mellem ekstremsport og ekstrem politik. Når det hele bliver så ligegyldigt, at man lige så godt kan stemme på Trump – så sker der i det mindste noget.

De første mennesker levede i brutale tider, de sidste mennesker sygner hen i middelmådighed. Sådan lyder Nietzsches modernitetskritik. Lige så meget frihed og velstand det liberale demokrati opbyder, lige så indgående krav stilles der til det dybere formål med tilværelsen. Hvis de store bedrifters tid er forbi, hvordan affinder man sig så med hverdagens trummerum? Vil behovet for at vise sig som rigtige mænd og stærke kvinder atter antænde konflikter og sætte gang i historien? Og hvordan kommer det til at se ud.