Det er en skam, at lektor og klummeskribent Bjørn Thomassen ikke holdt en pause fra reformationsdebatten, sådan som han havde planlagt. Han er både forsker og debattør. Hans emne er hele verden – globale studier. Og derfor ved han meget om Luther og bondeoprøret, det vil sige de oprør, der fandt sted overalt fra de baltiske lande til Alperne. Luther selv var som alle andre rystede over hændelserne. Da han vendte tilbage til Wittenberg i marts 1522, gik bander rundt og ødelagde billeder. Han forsøgte at få det stoppet, men kunne ikke gøre noget i andre byer. Det var lidt som islamister i dag.
I Thomassens univers findes to fænomener: historiske kendsgerninger og ”vores” (altså ikke hans) forestillinger. Disse forestillinger karakteriserer han som ”selvgode erindringer”. De er en del af ”nutidens dansk-nationale selvforståelse”. Hvem har denne dansk-nationale selvforståelse? Præsidiet for reformationsjubilæet. Thomassen hylder den forestilling, at historien handler om kendsgerninger, der er løsrevet fra forestillinger. Thomassen skelner skarpt mellem faktum og værdi. Han er positivist. Det er jo fornøjeligt at se, hvordan forestillingen om den værdifri videnskab er vendt tilbage på det universitet, RUC, hvor man ellers gjorde op med forestillingen om den værdifri videnskab.
Hvordan ser værdifrie fakta ud? For eksempel sådan her: Luther gjorde det til en kristen pligt at slå ihjel. ”Jo flere oprørere man kunne dræbe, desto saligere blev man.” Sådan taler videnskaben på RUC. Sådan ser fakta ud. Thomassen hylder Joe Fridays ”Just the facts, Ma’am” (bare kendsgerningerne, frue). Han er af den opfattelse, at hvis Reformationen ikke var kommet – altså hvis Danmark havde været romersk-katolsk – ville bønderne have haft det meget bedre, og der ville ikke være ulighed.
Læs debatindlæg af Bjørn Thomassen her
Når jeg reagerer på Thomassens sniksnak, er årsagen en anden, og den har med erindringer at gøre om bondeoprøret og Luthers opfordring til at slå bønderne ned som gale hunde.
Da jeg var student, var der studenteroprør. Det oprør handlede blandt andet om at afsløre den slags forskere, der henviste til fakta. Videnskab tjente altid specifikke interesser, og den var aldrig værdifri. Men den opfattelse af videnskab er glemt. Positivismen er vendt hævnende tilbage på grund af universitetsreformerne. Thomassen er på den måde systemets mand. Han tilhører den nye front, der kalder alle dem, de ikke kan lide, ”post-faktuelle”. Fakta sidder i dag i venstre side i folketingssalen. Før 1968 var fakta til højre. Man kan let se, at Thomassen antyder, at reformationsjubilæets præsidium nok er nationalister med det perfide udtryk ”dansk-national selvforståelse”.
Men lad mig nu vende tilbage til omkring 1970:
I Kabaretsalen i Studenternes Hus ved Aarhus Universitet skulle der være en diskussion mellem Ejvind Larsen, rød grundtvigianer og redaktør af tidsskriftet Vindrosen, og sognepræsten fra Seem, Søren Krarup, redaktør af tidsskriftet Tidehverv. Emnet var Luther og bondeoprøret og Luthers kamp mod Thomas Müntzer (cirka 1489-1525), der på det tidspunkt var en helt for marxisterne. Det vil sige hos de mest belæste af dem. Dem, der havde tygget sig igennem bøger af Ernst Bloch.
Müntzer var revolutionær og en forløber for kommunismen i DDR, sagde man. Han var i al fald en forløber for DDR, ligesom Luther er for velfærdsstaten, for DDR var altså også en velfærdsstat, blot en velfærdsstat uden velstand. Jeg husker, da revolutionære studenter en nat hejste DDR’s flag ved administrationsbygningen på Aarhus Universitet. Vi skal ikke glemme, at mange rejste til Greifswald i DDR for at få inspiration. Luther var dengang efter 1968 – ligesom Kierkegaard – en reaktionær skurk, ganske som han er for Thomassen i dag.
Kabaretsalen var fyldt med revolutionære studenter, især danskstuderende, for de læste Vindrosen. De vidste nok ikke meget om bondeoprøret eller om toregimentelæren, det vil sige om ikke at blande Jesus ind i politik. De havde heller aldrig hørt om Tidehverv. Det havde jeg faktisk heller ikke, trods min opvækst i et præstehjem. Min far var missionsmand, man efter hans død fandt vi dog ud at, at min mor i sin ungdom havde læste bladet Tidehverv.
Diskussionen gik i gang. Ejvind Larsen talte først om og hyldede Thomas Münzter og revolutionen. Alle var enige om, at det var ondt af denne Luther at opfordre til at nedkæmpe bondeoprøret, for de betragtede jo studenteroprøret som et oprør, hvis rødder gik tilbage til bondeoprøret. Mange undrede sig over, at denne marxist, Larsen, vidste så meget om teologi og Luther.
Derefter var det Krarups tur. Han var fræk som altid og sagde, at debatten i dag stod mellem ham og Ejvind Larsen, det vil sige mellem Tidehverv og Vindrosen. Tilhørerne var lidt forvirrede, for de vidste som sagt ikke rigtigt, hvad det andet blad var for noget, men det blev de klar over. De anede heller ikke, at Ejvind Larsen og Søren Krarup kendte hinanden udmærket fra Studenterkredsen i København. De var på en vis måde begge påvirket af Danmarks Sokrates, den selvlærde guru fra Vartov Johannes Lauridsen. Det var ham, der kaldte Jesus en senjødisk rabbi og omtalte film som lysbilleder, som gjorde skandale i Det Kongelige Teater ved at blande sig i skuespillet på scenen, som sparkede til duerne på Rådhuspladsen, og som ikke brød sig om, at Helligånden blev symboliseret ved en due, og som altid omtalte Martin A. Hansen som ”skolelærer Hansen”.
Tilhørerne kunne ikke forstå, at Ejvind Larsen sad i et hjørne og smilede, mens Krarup talte, og alle skummede af raseri. Hvorfor blev han ikke vred?, tænkte de. Blandt tilhørerne var Henning Tjørnehøj, der også havde været tidehvervsk og med i Studenterkredsen. Ejvind Larsen havde skrevet en digtsamling, og Henning Tjørnhøj en tidehvervsk lignende bog: ”Det psyko-sociologiske pavedømme”, men han var nu, som Ejvind Larsen, blevet rød og havde vendt sig mod Tidehverv. Det samme havde K.E. Løgstrup, der i 1968 gjorde op med Kierkegaard, det vil sige med Tidehverv.
Modstanden mod Krarup begyndte altså lang tid før flygtninge og Dansk Folkeparti, hvilket betyder, at modstanden ikke har noget med disse to ting at gøre, for modstanden har ikke ændret sig det mindste. Tjørnehøj var i modsætning til Larsen vred og kunne ikke styre sine mishagsytringer, skønt han vel ikke vidste, at det var reaktionært at være socialdemokrat.
Krarup gjorde fin rede for meningen med at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Han advarede mod at blande kristendom og politik, men så sluttede han med at sige, at man skulle tage Ejvind Larsen og alle hans danskstuderende og slå dem ned som gale hunde. Ejvind Larsen sad fortsat og nød det, mens de mange i salen var i oprør og på randen til at gribe til vold. Der skete ikke noget. Jeg gik op til Søren Krarup og spurgte, hvordan man kunne abonnere på Tidehverv. Handelsmand har han aldrig været. Han sagde venligt: Skriv til fru Heje. Så blev man så klog. Jeg anede ikke, hvem fru Heje var. Det er første og eneste gang, jeg har mødt Krarup.
Mødet sluttede, og alle gik ned i Studenterbaren, der lå i kælderen i Studenternes Hus. Og dernede fik de mange øldrikkende revolutionære noget at tænke over. For Søren Krarup og hans kone satte sig sammen med Ejvind Larsen og Henning Tjørnhøj og drak øl og talte hyggeligt sammen.
Hans Hauge er dr.phil., lektor og debattør