Postkort fra Ramallah – en by i et besat område

Ramallah er en meget smuk by med alle de ”egenskaber”, en storby gerne skal have! Byen har hoteller, restauranter, caféer, musikliv, aftenliv, en gammel by, spændende forretninger og ikke mindst en utrolig venlig og imødekommende befolkning! Men livet leves selvfølgelig i skyggen af den gigantiske mur, som israelerne er ved at opføre

Postkort fra Ramallah – en by i et besat område

EN STORBYFERIE er ofte på listen, når ferien skal planlægges. Sjældent går den dog til en storby på Vestbredden, hvilket min netop overståede ferie imidlertid gjorde. Det blev en ferie, der vendte op og ned på flere ting, men også gav en indsigt og mulig forståelse.

Min datter bor og arbejder i Ramallah for en dansk organisation, og dette var den naturlige anledning til en ferie i denne specielle del af verden. Ramallah fungerer på grund af besættelsen som en slags hovedstad på Vestbredden. Palæstinenserne anser dog Jerusalem som den egentlige hovedstad.

Inden min afrejse fik jeg en del udtalelser fra mine omgivelser, for eksempel om jeg virkelig turde tage af sted, jeg kunne jo blive skudt, og om jeg skulle bo mellem ruiner og lignende. Udtalelser, jeg tror, er skabt af de billeder, vi får gennem de forskellige medier.

Jeg opdagede og indså, at vi herhjemme tror, vi kender området, men da det oftest er billeder fra Gaza, der vises, er der egentlig ikke så megen viden om de forskellige områder på Vestbredden.

Vestbredden er et område, der er besat af Israel og har været det i mange år. For at komme ind på Vestbredden skal man gennem nogle interviews med israelske vagter og checkpoints. Lykkes det, kommer man til gengæld til et meget smukt, bjergrigt landskab.

Endemålet Ramallah viste sig at være en meget smuk by med alle de ”egenskaber”, en storby gerne skal have! Byen har hoteller – selv den store hotelkæde Mövenpick er repræsenteret – restauranter, caféer, musikliv, aftenliv, smukke bygninger, en gammel by, spændende og sjove forretninger og ikke mindst en utrolig venlig og imødekommende befolkning! På caféer og restauranter får man god mad med salater, sandwich, kylling – altså helt ”normal” god mad. Gode øl og drinks er også på menukortene.

Ramallah er en stor by med cirka 70.000 indbyggere, og da den næsten er smeltet sammen med nabobyen Al- Bireh med cirka 50.000 indbyggere, må den regnes for en stor by. Ramallah er historisk en kristen by, men på nuværende tidspunkt er den kristne befolkning ganske lille, og hovedparten af befolkningen er muslimer.

Man fastholder dog det kristne islæt ved at kræve, at borgmesteren er kristen. Jeg så en katolsk kirke, en baptistkirke og selvfølgelig nogle moskéer. Ifølge mine kilder fungerer den sammensætning udmærket i det daglige, nøjagtig som i andre storbyer i verden med flere religioner repræsenteret.

På mine ture rundt i byen – ture hvor jeg gik alene rundt – blev jeg alle steder mødt med stor venlighed. Jeg var helt normalt klædt i bukser og skjorte i de forskellige områder, og i forretninger bød man mig velkommen. En ung dansk pige, der har boet i byen i næsten et år, fortalte, at hun altid føler sig tryg, når hun går hjem gennem byen om aftenen. Lige så tryg som i København!

Jeg nød byens udtryk med springvand, statuer, træer – somme tider midt i fortovet – de gamle smukke huse, de forfaldne gamle huse og det meget moderne byggeri, der findes. Nøjagtig som jeg har nydt forskelligheden i andre storbyer, jeg har besøgt.

MAN KAN DOG IKKE VÆRE i en by på Vestbredden, uden at det politiske aspekt dukker op. Ikke at der var speciel uro, men efter flere gange at være stødt på udtrykket ”herinde” fik jeg virkelig indtryk af problematikken, da man fra israelsk side lukkede Vestbredden af i cirka tre døgn! Der blev fejret uafhængighedsdag på den israelske side af hegnet! Det var en speciel oplevelse, der satte nogle følelser i gang hos mig. Det må virke utrolig ydmygende, specielt da den samme dag betyder det modsatte hos palæstinenserne. Ingen palæstinensere kunne i de dage komme fra Vestbredden og eventuelt besøge familie i Jerusalem. En oplevelse, der i høj grad satte sig i mit sind.

I forbindelse med en reception på min datters arbejdsplads talte jeg med nogle unge palæstinensere, hvor de fleste var i gang med en universitetsuddannelse. Uddannelse betyder meget for palæstinenserne, og på mine ture mødte jeg mange piger og drenge i skoleuniform. En ung kvinde sagde stilfærdigt til mig, at en god uddannelse var deres form for modstand mod besættelsen! Meget smukt og tankevækkende udtrykt, synes jeg.

På ferier besøger de fleste også ofte seværdigheder. Jeg valgte også at se en ”seværdighed”, hvis man kan kalde den det. Jeg valgte nemlig at se et stykke af den mur, israelerne bygger rundt om Vestbredden. Cirka 650 kilometer lang bliver den, når den er færdig.

Jeg er fra en generation, der fulgte og så bygningen af Berlinmuren. Jeg besøgte den blandt andet på en studietur i 1969, og jeg mindes med glæde den dag, hvor den mur blev revet ned.

Besøget ved muren på Vestbredden var forstemmende og rørte mig dybt! Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se en sådan igen! Som ved Berlinmuren hører området her til et af byens fattige, og det er så deprimerende at se, hvor tæt på almindelig bebyggelse muren er opført.

FOR MIG OPSTOD SPØRGSMÅLET hurtigt: Hvorfor taler så få om denne mur og de problemer, den volder for befolkningen her? Når jeg tænker tilbage, talte vel hele den vestlige verden om Berlinmuren, så hvorfor er der larmende tavshed om denne ?

De sidste dages oplevelser præget af det politisk aspekt sluttede med et kort besøg i en cirka 60 år gammel flygtningelejr, der ligger tæt på byen. Der bor godt 6000 mennesker på et meget lille område, så man bor tæt i de skrøbelige huse. Et besøg, der gjorde et stort indtryk og gav idé om, hvad en eventuel brand her kunne forårsage af kaos.

På afstand bemærkede jeg de mange bosættelser og anlæg til nye bosættelser, der ligger på højdedrag uden om byen. Endnu et alvorligt og tankevækkende aspekt til livet på Vestbredden.

Når man skal ud, skal man også igennem checkpoints, hvor man kan komme ud for at skulle visiteres. Det blev jeg ikke udsat for, men det er nu en speciel oplevelse at blive peget på med maskingeværer!

Hvad vil jeg så med dette lille postkort fra Ramallah? Jeg vil gøre opmærksom på, at der er en anden virkelighed end den, man oftest ser i medierne. Der er en hverdag i Ramallah med for eksempel indkøb, skolegang, cafébesøg og så videre, og et liv, der leves på trods af muren, checkpoints og andet. Byen og området fortjener, at også denne virkelighed beskrives. En reportage kunne for eksempel vise og fortælle om en mur, der står som et sørgeligt og ydmygende tegn på indhegningen af et landområde og dets mange indbyggere .

Byerne på Vestbredden er forskellige med hensyn til beliggenhed og forhold, og mit feriekort er blot fra Ramallah. En by, der med sine mange aspekter, sin mangfoldighed og skønhed har sat sig fast i mit indre

Ulla Petersen er cand.pæd. og lærer