Poul Meyer var en standhaftig frihedskæmper

Han er en af de mest besynderlige skæbner fra det 20. århundrede, men hans livsbane er der ikke mange, der kender. Her er historien om Poul Meyer, hvis skæbne også er med i Schwarz Laustens aktuelle bog ”Biskoppen og jødeforfølgelserne”

I modsætning til så megen anden undervisning står Poul Meyers stadig levende for eleverne. Jeg kan takke min mor og far for, at Poul Meyer blev en del af min barndom, skriver Bent Lexner. Foto: Leif Tuxen
I modsætning til så megen anden undervisning står Poul Meyers stadig levende for eleverne. Jeg kan takke min mor og far for, at Poul Meyer blev en del af min barndom, skriver Bent Lexner. Foto: Leif Tuxen.

Poul Meyer er en af de mest besynderlige skæbner fra det 20. århundrede, men hans livsbane er der ikke mange, der kender. Som ung jøde i 1930’erne blev han medlem af Konservativ Ungdom og fan af Mussolini. Senere blev han modstandsmand og flygtede til Sverige. Efter krigen blev den stridbare Meyer professor i jura. Kronikkens forfatter, der kendte Meyer personligt, fortæller her om manden, der blev fotograferet med Mussolini og sidenhen blev modstandsmand.

Hvem var Poul Meyer? Som 13-årig holdt han foredrag om jødedom i sin 3. klasse og kort tid efter skriver han, at idealer fastholdes klarest, så længe man er i opposition. Fastholdelse af idealer blev hjørnestenen i Poul Meyers liv. I 1992 udkom bogen ”Nederlag. Politiske erindringer 1932-1947”, som Poul Meyers elever fik udgivet efter hans død. Kapitlerne fik navnet ”Nederlag”. I de tre kapitler fortæller Poul Meyer om sin deltagelse i tre begivenhedsforløb, som alle endte med nederlag for de synspunkter, som Poul Meyer kæmpede for.

Det første kapitel handler om Konservativ Ungdom (KU). Han beskriver, at der foregik voldsomme stridigheder mellem ungdomspartierne, men at det først var omkring kommunalvalget i 1933, det udviklede sig til fysisk vold. Berlingske Tidende beskrev et møde på Blågårds Plads i København, hvor Poul Meyers far, grosserer Emil Meyer, blev slået bevidstløs. Kapitlet slutter med en sag, han oprigtigt var meget ked af. Han var blevet opfordret til at lave et propagandaskrift, som særligt henvendte sig til de danske jøder. Man skulle få disse til at stemme konservativt for derved at tage afstand fra de jøder, der stod ”bag såvel den russiske som den tyske revolution”. Poul Meyer håber på, at han har fået tilgivelse, idet det var ham, der fik ordet afstamning tilføjet til Grundloven i 1953 om frihedsberøvelse.

Ved krigens udbrud var Poul Meyer formand for konservative studenter, men det stoppede brat i december 1942. Den konservative rigsdagsgruppe havde vedtaget støtte til, at Scavenius (R) udnævntes til statsminister efter krav fremsat af den tyske besættelsesmagt. KU’s forretningsudvalg havde i den forbindelse besluttet at melde sig ud af partiet, men udmeldelsen blev ikke gennemført og det blev for meget for Poul Meyer. Poul Meyers tid i partipolitik var forbi.

Senere blev han redaktør af det illegale blad Hjemmefronten, som udkom i februar 1943. Kort efter blev der udskrevet valg, og i et særnummer af Hjemmefronten opfordredes vælgerne til at stemme på de demokratiske partier, men Poul Meyer skrev dog, at man ikke burde stemme på Radikale Venstre, da dette parti mere end noget andet parti havde ansvaret for den 9. april.

Hans tid som redaktør blev brat afbrudt. Han var blevet advaret om, at tyskerne ledte efter ham, og flyttede, hvilket viste sig at være hans held, idet nazisterne kort tid efter stormede hans lejlighed, der, bortset fra nogle cigaretter, var tom. På nær en ødelagt hoveddør begrænsede deres hærværk sig til at smadre et fotografi, som Poul Meyer havde hjembragt fra en italiensfærd. Det viste diktatoren Benito Mussolini, der modtog hjemvendte krigere fra Abessinien. Ved hjælp af en lup kan man faktisk se Poul Meyer i den yderste kant af billedet. Poul Meyer var i tvivl om, hvorvidt det smadrede fotografi var en demonstration mod ham eller mod Mussolini.

I november 1943 flygtede Poul Meyer til Sverige, hvor han fik en stilling ved Lunds Universitet. Her fik han blandt andet mulighed for at arbejde med sin doktordisputats, idet hans ikke-jødiske hustru fra Danmark kunne sende det materiale, Poul havde brug for i Sverige. Han var korrespondent for forskellige blade, men holdt sig nok ikke helt til aftalerne.

Et brev fra én af aviserne begynder med sætningen: ”Vedlagt returnerer jeg artiklen ’Sveriges Neutralitet’, som vi for øjeblikket ikke kan bringe.” Poul Meyer hørte ikke til dem, der bare indordnede sig. I marts 1945 klagede han til Den Danske Brigade over, at man ikke kunne bruge ham i en arbejdskommando. Man begrundede det med, at Poul Meyer var involveret i et arbejde med direkte støtte og kontakt til kammeraterne i Danmark. Meyers bidske svar lyder:

”Hvad tror Kommandoen, mine Kammerater hjemme ville sige, hvis jeg skulle fortælle mine Kammerater, at Informationstjenesten anser det for vigtigere at melde sig til en Uddannelse frem for at fortsætte mit Arbejde for dem derhjemme. De ville tro, at jeg var gal eller gjorde nar med dem.”

I Poul Meyers arkivmateriale foreligger der et manuskript med overskriften ”Patrioter og politikere, stemningen blandt flygtninge i Sverige”, der fortæller, at situationen blandt danskerne i Sverige er sådan, at hvis dødsstraffen ikke indføres efter krigen, vil det medføre et problematisk raseri. Slutreplikken er: ”I øvrigt mener jeg, at Sydslesvig bør genforenes med Danmark.” Igen et nederlag. I løbet af 1944 rygtedes det, at store dele af den slesvigske befolkning var i et nationalt opbrud.

I foråret 1945 søgte Poul Meyer om lov til at rejse til Danmark i 14 dage for at forsøge at få indflydelse på grænsespørgsmålet, blandt andet over for Frihedsrådet. Da tilladelsen endelig kom, blev rejsen mere dramatisk end flugten i 1943. Efter rejsen kunne Poul Meyer imidlertid konstatere, at sagen var tabt.

Den 18. april 1945 udtalte Frihedsrådet, at kampen for grænselandet måtte vente til krigens afslutning. Efter krigen blev Poul Meyers engagement i denne sag ret begrænset, da han skulle gøre sin disputats færdig, men han fortsatte med at være medlem af Sydslesvigsk Udvalg.

Formelt blev engagementet dog afsluttet, da han i 1949 modtog følgende brev fra udvalget: ”Herved skal vi meddele Dem, at De på vort landsmøde den 23.-24. april 1949 fik 34 stemmer; til indvælgelse i hovedudvalget krævedes 44 stemmer. Udvalget bringer Dem herved dets bedste tak for Deres gode arbejde og samarbejde samt udtaler håbet om, at dette må fortsætte i fremtiden.” Poul Meyer slutter dette kapitel med ordene: ”Ud til højre med ham.”

Poul Meyer blev ansat ved Information umiddelbart efter hjemkomsten fra Sverige og blev en stærk røst i den offentlige debat. Han var en velkommen gæst i mit barndomshjem og satte sit præg på fejringen af de forskellige jødiske fester, blandt andet ved at hjælpe min far med at læse fortællingen om ”Udgangen af Ægypten” på hebraisk.

I 1959 blev Poul Meyer udnævnt til professor i Aarhus ved det nyoprettede studium i statskundskab, hvor en af eleverne senere var vores nuværende dronning. Han blev kendt for mange af sine lærebøger. I hans periode startede så småt studenteroprøret på universiteterne, og som tilhænger af det gamle system, må det have været svært for ham at se den udvikling.

En erindringsbog fra en af hans tidligere elever illustrerer på en fantastisk måde, hvem Poul Meyer var, og hvordan han fastholdt sin personlige identitet.

Et eksempel: ”Efter en halv times eksamination blev jeg jaget ud af eksamenslokalet; nu gad Meyer ikke høre mere. Men festivitassen varede ikke længe, for pludselig kom Poul Meyer ud fra eksamenslokalet og proklamerede: ’De kan fandme godt komme ind igen’. Stor var forbløffelsen, men jeg gentog min redegørelse for en utilfreds Poul Meyer og for en tilfreds censor rektor Knud Stenshøj. Efter nogle få minutter afbrød Poul Meyer seancen ved at udslynge følgende svada: ’Nu kan De sgu godt holde Deres kæft. De får 13!’”.

I modsætning til så megen anden undervisning står Poul Meyers stadig levende for eleverne. Jeg kan takke min mor og far for, at Poul Meyer blev en del af min barndom, og mon ikke hans interesse og viden om jødedommen også fik indflydelse på den vej, jeg sidenhen valgte?