Prøv avisen
Adventskronik

Sociolog: Præstationssamfundet driver rovdrift på os

For at være et succesrigt præstationsindivid er det bydende nødvendigt, at man forfølger idealet om evindelig aktivitet – over stok og sten, for her og nu går tingene stærkt, og der er ikke plads til hvile, skriver dagens kronikør. Foto: Nima Stock

Med adventstiden mindes vi om fænomener som venten og besindelse. Vi må nok erkende, at evnen til begge dele har særdeles trange kår i præstationssamfundet. Her lyder mantraet: Pres dig selv til det yderste. Men er der små tegn på lys i mørket?

DER RYSTES PÅ HOVEDET. Der mumles i krogene, at det da ikke kan være rigtigt. ”Der er noget ravruskende galt,” siger en lavmælt. ”Men vi ved det jo godt,” siger en pludselig højt, mens hun rejser sig op. ”Det mærkelige er bare, at vi har vænnet os til det,” fortsætter hun og kigger ud over forsamlingen, og så nikker de fleste. Så er der kaffepause.

Jeg er til en konference i Jylland, der handler om præstationssamfundet og dets konsekvenser. Flere talere har udlagt deres tekst, og nogle har fortalt om personlige oplevelser fra turbulente liv. Jeg har netop givet mit bud på tingenes tilstand, og tilhørernes reaktioner på mit oplæg er både forventelige og tankevækkende.

Præstationssamfundet er nærmest blevet en naturtilstand, som især de yngre generationer ikke synes at kunne se sig ud af. De har ikke oplevet andet, og flere af dem mærker det på deres krop og psyke: Stress, angst og depression markerer sig meget tydeligt hos nutidens unge, og det har vi åbenbart vænnet os til. Vi har tydeligvis skabt et samfund, der nærmest uimodsagt kan få lov til at producere den slags lidelser.

ALTING ER FLYDENDE. Under opløsning. Tangerer endda det udflydende. Den samtidsanalyse er den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman kendt for at være ophavsmand til. Fortidens fortøjninger er kastet, men nye faste holdepunkter er ikke kommet til. Derfor har hverken normer, identiteter eller fællesskaber nogen sikker havn at søge ind i, og derfor er det op til den enkelte at finde sine individuelle ståsteder. Men har Bauman helt ret i det? I præstationssamfundet forekommer de sociale regler og normer meget tydelige.

For at være et succesrigt præstationsindivid er det bydende nødvendigt, at man forfølger idealet om evindelig aktivitet – over stok og sten, for her og nu går tingene stærkt, og der er ikke plads til hvile.

Udvis derfor aktivitet nok til at kunne være det omstillingsparate, forandringsvillige og fleksible menneske, der er modig nok til at se tilværelsens udfordringer i øjnene, og gå til dem med oprejst pande og risikovillighed.

Dette er altså ikke nogen løst formuleret forventning. Nej, det er blevet et krav – et påbud, som vi må adlyde for ikke at blive efterladt på perronen og se de andre suse af sted med præstationstoget. Og kravet er tilmed blevet institutionaliseret. Det vil sige, at kravet er skrevet ind i de måder, hvorpå vi i børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, universitetet og så videre gøres klar til at være tilpas robuste til at møde arbejdslivet som effektive og produktive mennesker, der kan sikre fremtidens vækst.

Men dette er ikke alene præstationssamfundets formel på effektivitet, produktivitet og vækst, det er også opskriften på frihed.

I præstationssamfundet er forståelsen af frihed blevet koloniseret til at handle om, hvorvidt det enkelte menneske kan levere varen som præstationsindivid, er i stand til at optimere de kompetencer, der sikrer det konstant ekspanderende præstations-cv, og kan lægge sine præstationer til skue på de sociale medier – og så gøre det hele lidt bedre næste gang.

Det handler nu om, hvorvidt man kan forme sig selv til at passe ind i omskiftelige skabeloner og dermed afpudse sit personlige brand til at gøre fyldest i enhver given situation. Deri ligger friheden, for kun dermed er vi rigtigt herrer i vore egne liv.

Samtidens sociale regler og normer er således meget tydelige, og de virker tilmed appetitvækkende. Hvem vil ikke gerne være forandringsparat og fri? Hvem vil ikke gerne sætte en succesrig præstationstilværelse ind på kontoen? Men det betyder ikke, at reglerne er nemme at følge. Tværtimod – og bagsiden af medaljen er, at præstationssamfundet hensætter mange i usikkerhed og mistrivsel.

VI DRIVER ROVDRIFT PÅ NATUREN. Det har vi gjort i mange år. Og vi ser ud til at blive ved med det. Den danske sociolog Rasmus Willig har sammen med den norske filosof Arne Johan Vetlesen netop udgivet en bog om, hvordan klimakrisen kan forstås som et resultat af hæmningsløs rovdrift på vores naturressourcer. Sådan er kapitalismen, fristes man til at skrive. Og sådan er præstationssamfundet. Det driver bare rovdrift på os mennesker.

Kravet om konstant forbedring af sig selv som præstationsindivid kan nemlig forstås som en kronisk belastning, som vi kun meget vanskeligt kan vriste os fri af. Det ligger som en tung dyne over os hele tiden, og dynen trykker os ned. Mange mennesker føler sig så pressede af præstationssamfundets normer og sociale regler, at de bukker under for dem. Følelsen af ikke at kunne slå til, at være et utilstrækkeligt menneske, er en afspejling af tiden. Derfor oplever vi, at stress, angst og depression er så aktuelle lidelser. Metaforisk kan man tale om, at præstationssamfundet suger kræfterne ud af os og hensætter flere udmattede i lidelsen.

Men vi driver også rovdrift på os selv. Vi accepterer næsten kritikløst, at dette er et vilkår. Vi synes at have affundet os med, at præstationssamfundet presser mere og mere på. Dette kan nok delvis forklares med, at vi føler stor skam, hvis vi ikke kan honorere præstationssamfundets krav. Taberne kan ikke klare det, og jeg er ikke en taber. At stille sig op i fuld offentlighed og sige, at tingene skrider under en, er en skamfuld oplevelse: Så er der jo noget i vejen med mig!

Så citronen presses, og skoene kridtes, så man ikke bliver overhalet af de andre præstationsindivider. Vi er alle i samme båd, men langtfra alle kan klare mosten.

MED ADVENTSTIDEN MINDES VI om fænomener som venten og besindelse. Vi må nok erkende, at evnen til begge dele har særdeles trange kår i præstationssamfundet. De er formentlig gammeldags begreber, vi skal kigge i vejviseren efter. Desværre, kan man sige.

Men adventstiden er også kendetegnet ved, at vi tænder lys. At vi i en tid med mørke så at sige kan se lysere på tingene. Så det vil jeg afslutningsvis gøre.

I sin seneste bog har den newzealandske sociolog Mary Holmes argumenteret for en kritisk optimisme, hvis vi skal kunne imødegå samtidens store problemer. Ikke optimisme a la ”Se positivt på tingene, så skal det nok gå” eller ”Bare rolig, teknologien fikser det for os”. Den kritiske optimisme bunder tværtimod i den forestilling, at mulige håb om forandring kan etableres, hvis den kritiske analyse levner plads til optimisme. Først kritik, derefter en mulig optimisme.

Det er måske frugtbart, når det drejer sig om at betragte fremtiden for præstationssamfundet. Jeg har kritisk dissekeret præstationssamfundet og præsenteret problemerne på det store lærred.

Nu kommer skyggesiderne ikke længere bag på folk, og der breder sig en stille indignation over, at vi tillader produktionen af mentale lidelser. Bevidstheden om, at vi ikke længere kan acceptere en situation, hvor vi har vænnet os til præstationssamfundets rovdrift, synes at vågne, og følelsen af, at vores egen rovdrift på os selv ikke længere kan billiges, begynder så småt at trænge sig på.

Jeg erklærer mig derfor som forsigtig optimist, omend jeg forbeholder mig retten til at krybe tilbage i skyttegraven for at skyde på præstationssamfundet.

God første søndag i advent!