Velfærdsstatens præster ser folkekirken som en hønemor

Velfærdsstatens præster ser et naturligt sammenfald mellem kirkens budskab og kirkens rummelighed. Ligesom velfærdsstaten er bygget til at beskytte borgere, ser nutidens præster folkekirken som en kirke, der skal kunne give ly til mennesker af forskellige overbevisninger, skriver kronikør

Velfærdsstatens præster ser folkekirken som en hønemor

Det er nærliggende at kæde teologiens kønsskifte sammen med de mange kvindelige præster, der er blevet ansat i folkekirken i de senere år, men egentlig har der været en parallel udvikling for velfærdsstatens politikere.

Lige siden daværende statsminister Poul Schlüter (K) i 1980’erne erklærede, at ideologi er noget bras, og Berlinmuren faldt, forsvandt de klassiske ideologiske positioner ud af den politiske fortælling i Folketinget.

De ideologiske stridigheder ebbede ud i årene derefter, og politikerne på Christiansborg blev enige om, at politik drejer sig om velfærd.

Den nødvendige politik blev enerådende i de forskellige partiers programmer. Politikerne strides nu om den politik, der er nødvendig for at bevare velfærdsstaten. Den nødvendige politik blev afgørelsen af, hvor rummelig velfærdsstaten skal være.

Det fik de forskellige partier som topprioritet i årene efter Murens fald helt frem til i dag. I dag er spørgsmålet om velfærdsstatens rummelighed først og fremmest, om staten er konkurrencedygtig nok til at skabe rum for de fremmede, der kommer til landet.

Velfærdsstatens ideologi har vundet. Der er enighed om at bevare velfærdsstaten. Nu drejer politik sig om, hvad der er nødvendigt (konkurrencestat) for at gøre velfærdsstaten så rummelig som muligt. Konkurrencestaten skal bevare velfærdsstaten og gøre den endnu rummeligere uden at miste kvaliteten.

Vi ser en tilsvarende udvikling i præsternes teologi. Folkekirkens præster samles ikke mere for at diskutere teologi. Tilbage i 1970’erne var der stadig præstekonventer om teologi, hvor forskellige grupperinger af præster talte hårdt imod hinanden, når de diskuterede dogmatiske spørgsmål.

I dag samles velfærdsstatens præster om mere praktiske spørgsmål. Nu drejer præsternes teologi sig ikke om ”lov og evangelium” eller ”Skrift og tradition”. Nu drejer den sig om folkekirkens rummelighed. Hvor rummelig skal velfærdsstatens kirke være over for homoseksuelle, muslimer, tilhængere af sjælevandring og ateister?

Velfærdsstatens præster ser et naturligt sammenfald imellem kirkens budskab og kirkens rummelighed. Ligesom velfærdsstaten er bygget til at beskytte borgerne, på samme måde ser nutidens præster folkekirken som en kirke, der skal kunne give ly for mennesker af forskellige overbevisninger.

Trosopfattelser anses for at være en privat sag. Troen er ikke rigtig kristen tro, hvis den ikke er rummelig. Derfor skal folkekirken kunne rumme alle, der ønsker at være i kirken.

Så vel folkekirkens præster som velfærdsstatens politikere har et ideal om at kunne tage alle borgere under deres beskyttende vinger. Velfærdsstatens præster ser folkekirken som en hønemor, der samler alle små kyllinger under sin beskyttende vinger. Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Disse tanker om rummelighed er blevet dominerende på mange måder i præsternes teologi. Dåben er et godt eksempel på udviklingen i velfærdspræsternes holdning.

I vores evangelisk-lutherske folkekirke forkyndes, at dåben er et nyt livsgrundlag. I dåben gøres vi til Guds børn og får arveret til det evige liv. Som Guds børn er vi kommet i familie med Gud og skal arve Guds rige. Dåben er tænkt som et nyt livsgrundlag, den døbte kan bygge sit liv i fast tillid til.

Dåben slår ikke alene en streg over den arvede synd fra forfædrene, men troen på dåben, som Guds gave, kan hjælpe os imod den eksistentielle angst, der ligger i frygten for at miste. Frygten for at miste kan kvæle kærligheden, som er nødvendig for et vellykket liv. Med tiltro til dåben som et nyt livsgrundlag kan vi få frimodighed til at give af os selv i samlivet med andre mennesker.

Man kan egentlig sige, at vores evangelisk-lutherske kirke har forkyndt, at Gud er proaktiv i den hellige dåb, som Jesus Kristus gav os. Dåben er til for livet her og nu. Dåben er til for at sætte livet frit, så det kan udfoldes vellykket i denne tilværelse.

I velfærdsstatens rummelige folkekirke er denne forkyndelse af dåben trådt i baggrunden. Præsterne ser nu dåben som et gammelt ritual, der nok er smukt som ritual, men som sætter skel mellem mennesker. Dåben taler jo om, at de døbte bliver adopteret af Gud og bliver Guds børn. Hvad så med alle de børn, der ikke bliver døbt? Er de så ikke Guds børn?

I dåben skænkes arveretten til Guds rige helt uforbeholdent af Gud til den døbte. Vil det så sige, at alle de børn, der ikke bliver døbt, heller ikke skal arve Guds rige og det evige liv?

De rummelige præster føler ikke, at dette kan være rigtigt. Nej, så hellere frejdigt forkynde, at alle børn fra fødslen af er Guds børn. Den rummelige præst kan ikke acceptere, at Gud gør forskel på folk. Den rummelige præst føler, at det er forkert, og forkynder så, at alle er Guds børn fra fødslen.

Kristeligt set har ingen præst noget grundlag for at kalde alle fødte for Guds børn. Muslimer og andre vil også betakke sig for det. De mener ikke, at mennesker kan komme i familie med Gud overhovedet.

Jesus Kristus indstiftede dåb og nadver for at hjælpe mennesker til et bedre liv i denne tilværelse. Det er muligt, at alle mennesker i et hinsidigt liv bliver modtaget som Guds børn. Ingen ved det. Heller ikke den rummelige præst ved noget om det.

Dåben er ikke indstiftet af Jesus Kristus for at sætte skel imellem mennesker, men for at give alle et tilbud om et mere bæredygtigt livsgrundlag. Dåben er ikke en betingelse for at komme i himlen. Dåben er ikke en dom, men et livsgrundlag, som Jesus Kristus ønsker, at vi skal tage imod for at få et bedre liv her og nu.

Når den rummelige folkekirkes velfærdspræster gør dåben til et problem om den evige salighed, så har de sagt fra over for dåben som et bedre livsgrundlag end et liv uden. I rummelighedens navn forkynder de i stedet en ideologi baseret på trangen til at samle alle under deres beskyttende vinger.

Selvom dåbstallet er stærkt faldende i folkekirken i disse år, så hjælper det ingen, at velfærdsstatens præster forkynder, at alle bliver Guds børn fra fødslen – at dåben bare er et gammelt ritual, der hverken gør fra eller til.

Sagen er, at kirken ikke er en kirke mere uden de døbte. Folkekirken er snart en minoritetskirke, som staten må løsrive sig fra. Uden de døbte har folkekirken ingen legitimitet – hverken som statskirke eller som kristen kirke.

Jesus Kristus lærte sine disciple at bede Fadervor. Han lærte ikke andre at bede, men alle andre kan blive hans disciple.

Bent Kim Jepsen er sognepræst i Fårup og Sabro