Problemet er åndeligt

Folkekirkens hovedproblem er ikke, at gudstjenesten er for stiv og salmerne for gamle. Folkekirkens hovedproblem er et dybt teologisk syndefald, og det løses ikke gennem nye kommissioner, nye kurser, nye salmebøger, nye oversættelser, nye ideer. Alene en dyb omvendelse og en ny åndelig genfødelse kan redde folkekirken - og det danske folk. Ydre praktiske ændringer kan være nødvendige, men de er ikke nok. Nej, der er brug for et indre teologisk opgør. En genrejsning af troen og troslivets betydning. Og det skal komme indefra, fra hjerter, som er sat i brand af Jesus, af Helligånden. Et klart sygdomstegn er Feldbæk-sagen. Kirkeinstitutionen kunne have prøvet at afsætte Feldbæk for kiv med sognet eller opsætsighed. Men det er absurd, at en præst kan afsættes for at stille spørgsmålstegn ved dåbens betydning samtidig med, at man f.eks. uden problemer tolererer, at præster kan leve på en hvilken som helst måde, for »kristendom har ikke med moral at gøre«. Det er også absurd at afskedige Feldbæk, når man ved, hvordan dåbsmagien har vundet indpas i folkekirken, uden at nogen griber ind. »Når du er døbt, er alt væsentligt sket«. Derved har man lagt Ny Testamente bag sig, og man har sat streg over troens og overgivelsens betydning. Jeg tror, at bag frelse-ved-dåb-teologien kan der ligge en kærlighed til mennesker og en fortvivlelse over tingenes åndelige tilstand i Danmark. Og det er et positivt udgangspunkt. Men var det så ikke bedre, at vi talte åbent om vores fælles nød i stedet for at trøste os med, at »danskerne er jo kristne«? Hvor er i dagens folkekirke trompetstødet om at vinde mennesker for Jesus og bygge menigheder, hvor Jesus er på tronen? Det er positivt, når man fra officielt hold ængstes over den manglende menighed i kirkerne. Men situationen er jo en konsekvens af mange årtiers teologi. Og folkekirken har i mange år fremmet en stil, hvor det f.eks er en fornærmelse at bede ved menighedsrådsmøder. Hele vores teologiske tradition er en diskussion om viden, dogmatik og filosofi løsrevet fra hjertets indre tro og overgivelse til Jesus. Mange steder er menighedslivet reduceret til kulturelle begivenheder - gode ting, men ting der ikke fremmer troen på Jesus. Er det da et under, at vi er på spanden? »Ja, nu er XX død. Men det er dejligt, at vi ved, hvor hun er gået hen. Hun er i Guds himmel«. Ja, tænkte jeg, det tror jeg også. »Og,« sagde han, »nu vil nogen af jer spørge mig, hvordan kan jeg vide det så sikkert? Jo, det kan jeg, fordi her står jeg med XX's dåbsattest«, - præsten hev papiret op og viste det frem for hele kirken - »og her står der nemlig, at XX blev døbt dato i Østerbylille Kirke...«. Et firkantet eksempel, indrømmet, men store dele af folkekirken er påvirket af en lignende dåbsmagi. I en kommentar til Snedsted-dommen skriver biskop Hvas, at »man må tro på sin dåb«. Og på højrefløjen taler man om »at vende om til sin dåbs nåde«. Jamen, man kan tro på Jesus, Jesus som Herre, tro som i trosbekendelsen, tro på korset, blodet, Golgatha, alt sådant giver mening, men at tro på sin dåb forekommer mig at være et ubibelsk, magisk udtryk. Det hørte jeg ikke i min barndom, heller ikke i missionshuset. Jeg har hørt adskillige sige noget i retning af: »Et lille barn har den rette tro, for tro er nemlig afhængighed, og ingen er mere afhængig end et lille barn«. Jeg forstår godt pointen, men åndeligt forekommer det mig at være 1000 lysår fra Bibelens tale om tro, 1000 lysår fra det vidunderlige Heb. 11. Vi snyder folk for den vidunderlige glæde, som troens liv er. Fordi vi er tilbøjelige til at hænge alt op på dåben, er vi endt i en uvirkelig kristendom. Kunne vi ikke i stedet med kærlighed og dristighed se i øjnene, at selv om det er sandt, at alle danskere er Guds elskede og højt værdsatte skabninger, så er de ikke dermed automatisk kristne, heller ikke nødvendigvis som døbte danskere? Danskerne er kristne på samme måde, som en jøde er jøde ved sin omskærelse, og selvfølgelig kan vi bruge ordet sådan. Men danskerne er ikke dermed automatisk kristne i den bibelske betydning, på den måde som Paulus ønskede, at en jøde skulle være jøde, omskåret i sit hjerte (Rom. 2), ej heller har de Helligånden i alle funktioner af ordet. Hvis jeg skulle sige ja til det, ville jeg forråde Bibelen, traditionen og de faktiske forhold. Kristendommen ville blive noget rent ceremonielt, uden bund i almindelige menneskers daglige liv. Jeg er overbevist om, at hvert enkelt menneskes personlige overgivelse og bevidste tro er en afgørende faktor, når vi taler om frelse og frihed og glæde og menighedsliv. På samme måde er jeg overbevist om, at Helligåndens gave rummer langt, langt mere end det at være døbt. Alt i Bibelen og den kristne tradition vidner om dette. Troens kamp både i mig selv og andre er et spørgsmål om liv og død. I London fik en kendt anglikansk menighed, Holy Trinity Brompton, for en del år siden så megen succes med deres indføringskursus i kristendom, at nabomenigheden kopierede det. Og Alpha-kurserne har nu spredt sig til over 10.000 steder jorden rundt, også til Danmark. Men vil det blive brugt i folkekirken? I Alpha-materialet taler man jo om at overgive sig til Jesus, og om at fyldes af (eller modtage) Helligånden. Og det kan gå i England (Alpha anbefales af den engelske ærkebiskop), og det kan gå i Norge (i Bergen Stift kører ca. en tredjedel af alle menigheder Alpha). Men kan det gå i Danmark med vores specielle teologi? Jeg er bange for, at et velfungerende og menighedsopbyggende kursus kan gå folkekirkens næse forbi på grund af vores teologi. Og sådan er det med så meget andet dejligt. Ude i den store vide verden synger de kristne en uendelig række af nye lovsange. Men i Danmark krummer mange teologer og organister tæer over dem, og næppe én eneste af nutidens sange får plads i vores nye salmebog. Det er til at hulke over. Man kan ikke både forkynde du-fik-alt-væsentligt-i-dåben og så samtidig forvente levende, lovsyngende menigheder. De to ting kan ikke forenes. Jeg er glad for Jesus, glad for at være præst og kender utroligt mange lyspunkter, også i folkekirken. Mange gør en enorm indsats. Gud er god, Jesus er nær, Helligånden er stærk, nætterne er lyse, folk er søde, så derfor hader jeg at skrive noget negativt. Men vi må totalt revidere vores teologi i folkekirken. Vi har ikke fattet, hvor langt vores folk er kommet på afstand af dagligdags kristendom. Jeg er ikke i tvivl om, at der de sidste fire-fem år er sket det, der på engelsk hedder »a paradigm shift«. De fleste mennesker, når de tænker religiøst, tænker ikke længere inden for kristendommens sprogbrug og referenceramme. Folkekirken har stadig sin plads som kultur-og-ceremoni-formidler, men når man tænker religiøst i dagens Danmark, så bruger man ikke længere den kristne reference-ramme. Det kan man få vished om ved at åbne et ugeblad eller se tv. Nedlæg de teologiske fakulteter, og send i stedet de kommende præster til gode uddannelsessteder i udlandet. Der findes mig bekendt gode steder f.eks. i England, eller man kunne sende dem til Fuller i Los Angeles; det er et sted, hvor høj teologisk kvalitet forenes med åbenhed, udsyn og troens brand. Gør det over en ti-års-periode, eller længere, indtil vore gamle teologiske traditioner er døet ud. Bed om, at Gud igen må forbarme sig over os. Konventer og teologiske samlinger skulle i en periode på fem år ikke foretage sig andet end at råbe til Gud om nåde. Konferencer og udvalg kan ikke ændre den grundlæggende åndelige katastrofe i folkekirken. Udover dette skulle man ingen beslutninger træffe. Man er nødt til at vente med alle beslutninger, indtil den lutherske kirke igen har fået Jesus-troen og livet tilbage. Jeg ved godt, det her lyder helt vildt, men måske er jeg slet ikke radikal nok; jeg er bange for, at der er brug for noget langt stærkere, måske en vækkelse så stærk, at selv jeg vil løbe skrigende bort. Og måske er det for sent at »redde« folkekirken. Måske er den eneste ærlige mulighed at privatisere den, dvs. fordele arven mellem børnene (de kirkelige retninger), og så lade det dø, som skal dø, og det leve, som kan leve. Selvfølgelig vil den levende Jesus-tro altid bestå i folkekirker og frikirker. Men det skærer mig i hjertet at se, hvor langt væk det danske folk er kommet fra kristendommen. Det er mærkeligt, at den lutherske kirke, der blev skabt for at forkynde frelse-ved-tro, er blevet til en kirke, der - måske mere end nogen anden kirke - forkynder frelse-ved-gerninger. Skulle vi ikke i stedet blive en kirke, som er kendt for sin glød og sit personlige kald til mennesker? sognepræst