I SIT DEBATINDLÆG her i Kristeligt Dagblad den 3. december finder lektor Esther O. Pedersen det ”dybt forunderligt”, at jeg den 30. november udtaler mig om den videnskabelige standard i hendes doktorafhandling, når jeg kun har læst Hans Hauges gengivelse af den i avisen den 27. november.
Jeg kan principielt godt forstå hendes reaktion, men må alligevel fastholde min kritik efter at have læst hendes afhandling. Desuden havde mit indlæg to vigtige forudsætninger.
DEN ENE ER, at påstanden om, at en person har næret sympati for nazismen, er en af de allerværste beskyldninger, man kan fremsætte. Det gælder enhver, afdød eller nulevende. Men jeg vil hævde, at det i særlig grad gælder en person som K.E. Løgstrup.
I modsætning til de fleste andre debattører fra 1930’erne – en Arne Sørensen for eksempel – er Løgstrup ikke kun en intellektuel fra en svunden fortid. Han er i kraft af sin tænkning aldeles levende. Mange er optaget af denne tænkning, og adskillige præster bygger deres virke på inspiration fra ham.
Hvis det holdt stik, at han engang nærede sympati for nazismen, ville det kaste en skygge over hans teologiske og filosofiske betydning.
Her ligger det videnskabsetiske problem, som Esther O. Pedersen – og hendes forsvarere – mærkværdigvis ikke reflekterer over. Det sagte betyder naturligvis ikke, at man ikke må forholde sig kritisk til Løgstrups udtalelser fra mellemkrigstiden. Men en anklage om nazisympati må i givet fald være særdeles velunderbygget.
Min udtalelse om den videnskabelige bonitet af Esther O. Pedersens afhandling drejede sig ikke om dens kvaliteter i almindelighed, men om dens påstand om Løgstrups sympati for nazismen. Hvis afhandlingen altså indeholder en sådan påstand. Dermed er vi ved den anden forudsætning for mit indlæg.
JEG SKREV UDTRYKKELIGT, at der foreligger videnskabelig uredelighed, ”hvis Hans Hauge har ret”. Efter nu at have læst ”Fremkaldte kulturrum” må jeg konstatere, at Hauge har ret. Men siger Esther O. Pedersen overhovedet, at Løgstrup nærede sympati for nazismen? Lektor i historie Jes Fabricius Møller mener den 4. december, at Hauge fejlagtigt tillægger hende den opfattelse, at Løgstrup var ”alt for glad for nazismen”. Men hun hævder dog, at Løgstrup skrev en ”hyldest til Heidegger som nazismens filosof”. Og hun taler om hans ”prekære holdninger til Heidegger, nazismen og ’Førerskabet’”. Hvad er forskellen mellem at have en prekær holdning til nazismen og at være alt for glad for den?
Spørgsmålet er så, om Esther O. Pedersen har ret i sin fremstilling. Her bliver jeg nødt til at besvære læserne en smule ved at gå til den afgørende kilde. I 1936 – den 14. april – skrev Løgstrup en kronik i avisen Dagens Nyheder med overskriften ”Nazismens Filosof”. Han var på det tidspunkt sognepræst på Fyn, men havde tilbragt nogle år på studieophold i Tyskland. I skæbneåret 1933 var han i Freiburg for at studere hos filosoffen Martin Heidegger, der samme år meldte sig ind i nazistpartiet og som rektor fremførte en deraf præget opfattelse af universitetet.
I KRONIKKEN FORSØGER LØGSTRUP at gøre rede for, hvad nazismen i Tyskland er. Til det formål bruger han naturligt nok Heideggers filosofi. Selve denne filosofi, som den var fremlagt i værket ”Sein und Zeit” fra 1927, tilslutter Løgstrup sig vidtgående.
Men det forholder sig anderledes med brugen af den til at forsvare nazismen med. Løgstrup skildrer meget overbevisende, hvordan ”føreren” træffer en afgørelse på sit folks vegne og magtfuldt griber begivenhedernes væsen. Når alt kommer til alt, er det føreren, der er den sande filosof: ”Ret beset er Hitler Filosofen, og Heidegger hans Profet.” Ud fra Heidegger kan man også forstå nazismens opfattelse af demokratiet: Det er kun udtryk for en overfladisk og usand massementalitet.
På trods af det overbevisende i selve Løgstrups beskrivelse af nazismens filosofi er der for den opmærksomme læser ingen tvivl om hans egen distancering. Det bliver især tydeligt i kronikkens slutning, hvor Løgstrup taler om den ”mystiske Stemning”, der her fremkaldes ”for Folk med Anlæg for det aandrige og patetiske”. Det kan være fascinerende nok – vel at mærke for den gymnasiast, der morer sig over at læse noget, han ikke forstår.
Esther O. Pedersen citerer Hans Hauges karakteristik af Løgstrups beskrivelse af nazismen som ”humoristisk, ironisk og veloplagt”. Men hun ”kan ikke se ironien eller humoren”. Nu kan man jo ikke forlange, at en lektor i filosofi skal have sans for humor. Men man kan forlange, at hun læser omhyggeligt. Især når hun bruger sin læsning som belæg for en ondskabsfuld beskyldning.
HENDES OMTALE AF Løgstrups kronik i indlægget den 10. december viser, at hun ikke er i stand til at fatte den nærmest latterliggørende distancering til ”nazismens filosofi”.
For øvrigt står det heller ikke for godt til med læseevnen hos lektor Jes Fabricius Møller. I sit forsvar for Esther O. Pedersen hævder han, at Løgstrup i den nævnte kronik kritiserer Heidegger for blot at reflektere, ikke handle.
Det er grebet ud af luften; Løgstrup savner sandelig ikke handlingsfilosofi hos Heidegger. Det står ikke bedre til med Fabricius Møllers gisning om, at Løgstrup et par måneder senere skrev to kronikker for at rette op på, at han ikke havde taget ”tydelig afstand” fra nazismen. Heller ikke denne formodning er der belæg for. Jeg troede ærlig talt ikke, at historikere hævdede årsagssammenhænge uden begrundelse.
Min konklusion efter læsningen af Esther O. Pedersen afhandling må være, at hun faktisk beskylder Løgstrup for at have sympati for nazismen – og at hun gør det på grundlag af en oplagt fejllæsning af de relevante kilder. Det er for mig tilstrækkeligt til at sætte spørgsmålstegn ved afhandlingens videnskabelige redelighed.