Profit velsigner verden og gør os fornuftige

Profit, som kommunismen anså som arvesynden, er med til at skabe det selvstændige menneske. Alt for mange tror på det syndfrie, gode menneske, men mennesket snylter. Kristendommen kom til os for at give os tilgivelse og forladelse, skriver sognepræst

Henrik Gade Jensen.
Henrik Gade Jensen. .

I ÅR VAR DET 30-ÅRET for Berlinmurens fald. Det blev behørigt fejret, men vigtigst er at erkende, at DDR kollapsede af økonomiske grunde. Berlinmurens fald var planøkonomiens falliterklæring. Planøkonomi er en central dirigering af økonomien i et samfund, så staten bestemmer, hvad der skal produceres og hvor meget og til hvilken pris. Det forsøgte DDR med akkuratesse og pligtfølelse. Alle priser var bestemt af staten, altså kommunistpartiet. Mad var billigt, men udbuddet bestod ofte mest i kartofler, løg og kål.

I en markedsøkonomi er det modsat. Der bestemmer markedsmekanismen, altså mange menneskers ønsker og prioriteringer, hvor meget en vare skal koste. Prisen stiger med efterspørgslen og falder med udbuddet – en slags naturlov. Prisen er et utilsigtet resultat af borgernes tilkendegivelser. Det virker utrolig effektivt, fordi der så bliver produceret, hvad der efterspørges, og ingen spilder kræfter og ressourcer på at skabe produkter, som ingen vil købe.

I planøkonomierne og med den underliggende kommunisme var man besat af tanken om, at markedet udnyttede mennesker, hvorfor det gjaldt om at forhindre muligheden for at tjene profit på andre menneskers arbejde. Det var ursynden ifølge marxismen. Da DDR i 1970’erne nationaliserede alle små erhvervsdrivende, blev det et rent socialistisk samfund – nærmest et kloster, hvor ingen kunne tjene penge på andres arbejdskraft. Der var ingen udbytning, og klassekampen var afskaffet. Hvorfor blev utopia ikke virkeligt? Hvorfor opstod der mangel på alle de små produkter, den private sektor havde produceret, fra tøj i alle størrelser, legetøj, toiletpapir, værktøj, skruer og søm, haveredskaber? Centralkomitéen troede, det skyldtes svig og sabotage og konspirationer. Men det skyldtes markedets fravær.

KOMMUNISMEN FORLISER, fordi den ikke tager synden i betragtning, sagde en ungarsk præst engang til mig. Planøkonomien byggede på det syndfrie menneske, der gerne gør det gode for det godes egen skyld. Markedsøkonomien er anderledes hårdkogt eller realistisk. Den bygger på, at mennesker er syndere, og det vil sige nærsynede og nærtagende. Markedsmekanismens priser er en ekstremt genial måde at organisere et samfund på, uden at nogen central instans bestemmer. Det er anarkistisk selvstyre. Utilsigtet fællesskab. Men det forudsætter, at mennesker orienterer sig ud fra egen næsetip, og det passer sammen med normal væremåde. Markedet ville bryde sammen, hvis vi opførte os som altruister. At forære et menneske alt til livets underhold er en grum ugerning, og et samfundssystem, der muliggør det, er uheldigt.

Samfundets cement er den gensidige egennytte. Og oven på den kan lægges nogle smidiggørende faktorer såsom tillid og homogen kultur, som gør det nemmere at indgå og holde aftaler, men på den anden side er penge farveblinde, og et marked virker stærkt integrativt ved at selektere evner, flid og opfindsomhed og ikke hudfarve, køn eller seksuel retning.

Så profit, som kommunismen anså som arvesynden, er med til at skabe det selvstændige menneske. Jeg besøgte engang nogle østtyskere i Leipzig. Manden gik til bageren om morgen for at hente morgenbrød, det kendte jeg til, men da han havde været væk en time, spurgte jeg konen, om bageren lå langt væk. Næ, den lå lige om hjørnet, men der var kø. Da så Jürgen kom hjem, havde han købt 20 brötchen til tre mennesker, de kostede ikke ret meget, og nu havde han stået i kø så lang tid. Næste dag blev de fleste nu tørre brød smidt ud. Planøkonomi skaber falske incitamenter og ressourcemisbrug.

VI HAR DESVÆRRE IKKE integreret planøkonomiens fiasko i vores samfundsforståelse. Alt for mange tror på det syndfrie, gode menneske, det er i høj grad velfærdsstatens menneskesyn, men mennesket er en fribytter, unddrager, snylter, en nasser. Hvis vi har mulighed for det.

Og mens det er svært at nasse på det frie marked, hvor man skal gøre sig nyttig og levere og præstere for at få noget, så har det offentlige system sværere ved at tage højde for menneskets finurlige og listige natur. Teologen Alfred Th. Jørgensen, der stiftede De Samvirkende Menighedsplejer, har i sin lærebog om filantropi i stikordsregistret en henvisning til en ”plattenslager”. Findes der plattenslagere, driverter, slendrianer og døgenigte? Ikke i et syndfrit univers, hvor alle er lige værdigt trængende. Men i en syndig verden må vi regne med misbrug, bluf og svig.

Det er også godt nok, hvis vores strukturer og systemer blot anerkender det. For menneskets forbandede syndighed har en også en dynamisk side. Adam og Eva fik fornuft i bytte for uskylden, og hvem ville undvære den? Det syndige menneske er også oprørsk, trodsigt, provokerende, flanerende og grænseoverskridende. Uden synd ville Vesten være tilbagestående og statisk. Modernitet er syndighedens syrebad.

Når vi beder om syndernes forladelse, Guds tilgivelse og velsignelse i vores gerninger og liv, er det, fordi vi kun er mennesker og derfor må leve med at handle og optimere og maksimere og retsforfølge.

DEN GUDLØSE OG IRRELIGIØSE fortolkning af verden har altid været barbarisk. Det ender i naturalisme og socialdarwinisme, som om der ikke er andet end natur og fødekæder. Det er der, men den modsatte yderpol er heller ikke duelig og realistisk: at vi bogstaveligt skal leve som Frans af Assisi og ikke eje noget og kun snakke med fuglene.

Vi må leve som de mennesker, vi er, og det går faktisk også meget godt i det daglige. Vi skal sætte pris på vores aktiviteter og arbejde på vore produkter og være varsomme med at forære noget væk, for det er heller ikke godt for andre at få for meget gratis uden modydelse.

Det er en ikke-paradisisk verden. Det er ikke en verden med fine idealer. Men det er en verden, der fungerer og gør menneskelivet tåleligt og godt. På alle målbare parametre har mennesker det enormt bedre end tidligere generationer.

Det er ærgerligt, at dansk teologi har bevæget sig så langt væk fra det praktiske samfundsliv.

Blandt gode bøger på min reol er biskop Skat Hoffmeyers ”Hvorfor være flittig? Synet på arbejdet fra det gamle Israel til det moderne Vesten” fra 1932, som viser hvor tæt arbejdets dyder var knyttet til kristendommen gennem historien.

Carl Skovgaard-Petersens bog ”Troens betydning for den, der vil frem i verden” fra 1899 forbinder også religionen med civilisationen på en forbilledlig måde. Endelig har Olfert Ricard i sin ”Ungdomsliv” et skønt afsnit om arbejdets poesi og om, hvordan smedeværkstedet og maskinfabrikken er en liflig symfoni, og hvordan handelspladsen og børsen er med til at bære kulturen frem. ”Gå så frejdig ud til livets kamp, du unge krigsmand! Guds lykke og velsignelse over alle dine veje!”.

Metodisten John Wesley formulerede de tre principper: tjen alt, hvad du kan, spar op, alt hvad du kan, og giv så alt, hvad du kan. Så bliver man også i stand til at agere som en samaritaner, når man møder nøden i verden. Den skotske missionær David Livingstone formulerede også tre principper, som for ham trak i samme retning: kristendom, handel og civilisation.

Kristendommen kom til os, ikke som en idealistisk forkyndelse om svært realiserbare idealer, men kom til os i verden for at give os tilgivelse og forladelse, når vi skal handle og agere for at få det godt i en tvetydig verden med megen skabt uorden.