Påskedag kunne man i de store danske dagblade læse en annonce med en påskehilsen til danskerne fra folkekirken. Det var en rigtig god idé at lade hele landet høre fra kirken, når nu det af hensyn til folkesundheden ikke var muligt for kirkerne at åbne dørene og holde påskegudstjenester.
Jeg blev bedt om at skrive en meget kort tekst til annoncen: en tekst, der skulle kunne læses af alle, fra Skagen til Gedser, fra den mest kyndige og indforståede kirkegænger til den, der kun har sporadisk kontakt med kirke og kristendom. Jeg gengiver her teksten, så alle kan være med:
”Påske er, at livet altid løber i forvejen.
Når du halser af sted med hudsult og håndsprit
hjemmeskole og åndenød
så er livet altid forude.
Og se, i dag vender han sig om
og smiler til dig.
Så er det påske”.
Teksten har forårsaget nogle kommentarer i Kristelig Dagblads spalter og på kirke.dk. Nu er det jo ikke mig, der har indrykket annoncen, jeg er bare skriverkarlen, og som sådan havde jeg tænkt mig, at min opgave var løst, da jeg sendte teksten af sted. Men jeg synes, at de kommentarer, der er kommet, er meget interessante, fordi de skriver sig ind i en meget væsentlig samtale, vi løbende bør have med hinanden, om, hvad det religiøse sprog er, og hvad det kan og skal.
Så tak for alle kommentarerne, og jeg vil nu gribe lejligheden til at skrive lidt om, hvad jeg tænker om vores forkyndelses-sprog, vores religiøse kommunikation. Min baggrund ud over at være teolog og præst er, at jeg i de sidste 12 år, siden jeg udgav bogen ”Mellem værende”, har arbejdet med det religiøse sprog, både som det tales i kirken, og som det læses, tales og forstås af enhver uden for kirkens rum. Jeg er medforfatter og redaktør til tre bønnebøger; ”Himlen i mine fodsåler”, som er en personlig andagtsbog og de to liturgiske bøger ”Gudstjenestens bønner” I og II samt til ”Epistelklip” – en bog om alterbogens epistler.
Enhver taler og skribent har en målgruppe. Det er uomgængeligt, at en forudsætning for god kommunikation er, at man har gjort sig tanker om, hvem målgruppen er. En så bred målgruppe, som bestilleren af den pågældende annonce har ønsket, er usædvanlig, og det stiller ret høje krav. Ligeledes stiller konteksten særlige krav. Vi er ikke i kirkerummet, men i det offentlige rum, i et dagblad i en helt sekulær sammenhæng. Konteksten er med andre ord sekulær. Derfor skal der tales på en måde, så teksten kan forstås uden nogen form for teologiske forudsætninger og uden den støtte, som det religiøse rum og den religiøse begivenhed, som en gudstjeneste er, giver til et udsagn.
Hvad er det så at forstå en tekst? Et religiøst budskab? Vi kan forstå på mange forskellige måder. Vi har tendens til at være meget fokuseret på den kognitive forståelse; altså den, vi har oppe i vores hoveder.
Det er sandelig også meget væsentligt, at vi prøver at forstå kristendom med vores forstand, og at vi derfor også som præster taler til menneskers gode forstand. Men der findes også en form for forståelse, der ligger et andet sted. Evangeliet er ikke kun noget, vi hører og så forstår. Det er også noget, vi mærker og derfor forstår.
En af de reaktioner på annonceteksten, som jeg har fået refereret, lyder sådan her: ”Min ven læste den og brød ud i et stort smil og sagde ’nej, hvor dejligt, her kan alle da være med’”. Det er smilet, der viser mig, at læseren har mærket tekstens indhold og forstået. Teksten har med andre ord skabt det, den omtaler – påske i betydningen glæde, befrielse. Og det jeg vil kalde den evangeliske overraskelse – noget sker, som ikke burde kunne ske.
Ambitionen med teksten har fra min side været at skrive noget, der skaber, hvad det nævner. I den forstand, at teksten ikke kun omtaler opstandelse, men idet man læser den, fremkalder teksten det, som opstandelsen er, nemlig glæde, trøst, ro. Læseren, som brød ud i det smil, der kom af at have fået en umiddelbar forståelse af påske, har fået et indblik i det håb, den tro, det liv, som påskens opstandelse er.
En læser, der kender sin bibel og kirkens påskeberetninger, som de læses påskedag og anden påskedag, vil let kunne genkende Matthæus’ ord: ”Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”, ligesom Johannes’ ord fra evangeliet til anden påskedag om mødet mellem Maria og Jesus i gravhaven i min tekst udtrykkes i det smil, der knytter forbindelse mellem frelseren og mennesket. Han siger hendes navn – han kendes ved hende i kærlighed. I kærlighedens blik og smil. På den måde kan teksten forstås både umiddelbart og på et andet plan, ud fra læserens forforståelse.
Det er kirkens opgave at kommunikere bredt. I kirkens rum taler vi ofte begrebsligt og dogmatisk, når vi for eksempel indstifter nadveren eller døber et menneske. Vi taler om frelse, syndernes forladelse, opstandelse, synd, nåde og så videre. Dogmatiske begreber er i virkeligheden ret abstrakte og svære at opfatte. De skal afkodes og forklares for at kunne forstås.
Er man meget vant til at høre dem, fordi man er en flittig kirkegænger, så rummer det dogmatiske sprog en betydning i sig selv, som man er hjemme i, og det er fint. Men vi skal kommunikere bredere end til de indforståede, derfor er det en opgave at arbejde med vores sprog og udvide det, så det kan ramme og omfatte flere.
De dogmatiske begreber er ikke nok, der skal også tales om Kristus til menneskers almindelige erfaringer og sansninger. Vi skal have et stort og bredt repertoire af sprog. Jeg har hørt om et princip, der hedder Olsen Banden-princippet. Som jeg forstår det, handler det om, at vi alle kan samles om det samme, men forstå det på hver vores måde. Flere generationer sidder i samme sofa og har en fælles oplevelse, men får noget forskelligt ud af filmen, når den voksne for eksempel hører den indlejrede samfundskritik og kønsrolledebat. Vi oplever sammen – og forstår hver for sig.
Af nogle af kommentarerne til annonceteksten fremgår det, at den er uambitiøs. Den er ”ikke nok”. Jeg forstår kritikken sådan, at medmindre der konkret står ord som ”opstandelse”, ”Kristus”, ”den tomme grav”, så er der ikke tale om genuin kristendom. Så er det ikke ”nok”.
Jeg har ganske vanskeligt ved at forstå, hvorfor den form for kommunikation, der klart udtrykker kernen i kristendommen, sådan som det kommer til udtryk i de bibelske fortællinger, blot i et andet sprog end det vanligt kirkelige, ikke er nok.
Kristendommen finder heldigvis udtryk på så mange forskellige måder, ikke bare hos teologer og præster, men sandelig også hos kunstnere og andre formidlere. Det skal vi bare glæde os over: Evangeliet baner sig heldigvis vej mange steder og på mange måder, i mange sprog.
Når vi som præster forkynder evangeliet i prædikener og taler, så gentager vi ikke blot Bibelens ord. Vi skriver hele tiden nye fortællinger, der har den samme kerne som de nytestamentlige tekster, nemlig at Kristus er verdens frelser. Vi fortæller det samme, men hele tiden på nye måder.
Det gør vi af den simple årsag, at vi og verden altid er i forandring og evangeliet skal kunne høres i enhver kontekst, ethvert sted og til enhver tid. Det kræver nye fortællinger om det samme. De evangeliske fortællinger skal ramme lige ind i vores tid, vores virkelighed. Sådan kan enhver erfare, at evangeliet præcis har noget med ens liv at gøre, som det er, lige nu.
Derfor skal den største nyhed af alle, påskens opstandelse, placeres lige midt i hudsulten, åndenøden, hjemmeskolen og håndsspritten. Sådan mærker vi og mærkes af påskens virkelighed.