Prøv avisen

Præster skal engagere sig i konfirmanders mistrivsel

Konfirmationen et tilbud til de unge, hvor de får mulighed for selv at bekræfte deres dåb og blive velsignede, skriver sognepræst Vibeke Tuxen. - Foto: Leif Tuxen

Kirken er ikke en ø. Den er for konfirmanderne et bindeled mellem skole og hjem og skal ses som et sådant. Derfor må undervisningen af de unge samt forkyndelsen af evangeliet udvides med både omsorg og forståelse for den enkeltes situation og pleje af det vigtige fællesskab, de unge andre steder kan føle sig afskåret fra

Fundamentet for den gode konfirmandundervisning må være spørgsmålene hvem er Gud? og hvem er jeg? Disse spørgsmål står med lige vægt og lige krav på diskussion og besvarelse, og det forholder sig da også sådan, at inden for kirkens rammer lader det første sig dårligt besvare uden det sidste.

De to spørgsmål går så at sige hånd i hånd, når konfirmanderne skal rustes til livet og hverdagen gennem evangeliets forkyndelse og præstens undervisning.

LÆS OGSÅ: Konfirmander tager Gud alvorligt

I kirken lærer de unge, at skønt forholdet mellem Gud og dem selv kan udfordres og betvivles, så er og bliver det uomtvisteligt og stærkt. Og kun i lyset af denne relation træder den kristne fortælling frem som en historie om dig og mig.

Kristendom handler et langt stykke hen ad vejen om, at vi hører til. Ved troen på Gud, og gennem tilliden til andre mennesker, indgår vi i fællesskaber, som opretholdes af en inkluderende tanke om, at det netop er fællesskabet, der nærer til liv. Vi så at sige tror os ind i fællesskaber med hinanden ud fra tanken om, at livet og glæden vokser i samspillet med andre mennesker.

Kirkens reelle fællesskab, og forkyndelsens budskab om samme svarer dog imidlertid sjældent til hinanden. Ikke desto mindre har en del af kirkens liv gennem årtier vist sig både levedygtig og stærk, og det er konfirmandundervisningen. Mange unge lægger stadig vejen forbi kirken og danner for en tid en menighed i menigheden, hvor fællesskabet i sin blotte væren bærer dét i sig at kunne vokse og favne de unge, der udgør såvel dets ramme som dets fylde. Med andre ord: Kirken har en unik mulighed for at skabe et fællesskab for de unge, der over et lille års tid vælger at gå til præst.

Med dette in mente er det tankevækkende igen og igen at blive mindet om, hvordan unge i Danmark, for stadigt fleres vedkommende, lever med ensomhed og mistrivsel i hverdagen. Læser man rapporten fra Center for Ungdomsforskning Når det er svært at være ung i Danmark fra 2010, ser man, at en del unge oplever, at de ikke har nogen at tale med, når hverdagen er svær. Da må man i en kirkelig sammenhæng spørge, hvor fællesskabet er henne for disse unge, og hvor udfordringen af de unges ensomhedserfaringer er at finde i konfirmandundervisningen. Præsten har jo til opgave som en del af forkyndelsen at understrege, at de unge ikke står alene i verden. Ikke alene troens men det almindelige, menneskelige fællesskab må forsøges udfoldet af præsten, så den unge herigennem kan finde trøst og håb. For forkyndelse kan aldrig kun være et forsøg på at lede mennesker til Gud, men må i lige så høj grad være et forsøg på at lede mennesker til glæde og liv.

Hvem er jeg? er ikke kun et spørgsmål om identitet og eksistens, men også et spørgsmål om historie, ophav, erindring og erfaring. Disse fire tegner billedet af konfirmandens udgangspunkt for at kunne lære og reflektere over det, der er større end konfirmanden selv. Med dette i tankerne kunne hvem er jeg? lige så godt lyde: hvorfor er jeg blevet til den, jeg er?. Eller kortere: hvordan har jeg det?.

Er dette et spørgsmål på vejen til tro? Ikke nødvendigvis, men det er et spørgsmål på vejen til konfirmanden selv, og det er vigtigt. Forskning viser, at den, der giver udtryk for ikke at trives i én henseende, er tilbøjelig til heller ikke at trives i andre. Præsten må således have øjnene med sig i undervisningen, for han er jo ikke kun præst og underviser. Han er også en voksen, der møder de unge på deres vej gennem livet. Præsten kan nok forlade sig på teologien i forkyndelsen, men mødet med konfirmanderne må være præget af en undersøgende nysgerrighed efter at vide, ikke bare hvem de er, men også hvordan de har det. Vi underviser jo ikke konfirmanderne for Guds eller kirkens skyld, men for konfirmandernes skyld.

Så hvad kan man gøre for dem af konfirmanderne, der ikke trives? Og er det overhovedet præstens opgave at engagere sig i deres eventuelle mistrivsel?

Det er det! Og ikke kun i en samfundsmæssig optik. Det kompetente og omsorgsfulde blik på konfirmanderne er vigtigt også for kirken selv. Ikke kun fordi kirken bygger på en årtusindlang tradition med fællesskabet som omdrejningspunkt, men fordi kirken også i fremtiden skal bygge på sin årtusindlange tradition med fællesskabet som omdrejningspunkt. For kirke er først og fremmest fællesskab, og derfor er præstens rolle også at tale åbent og frit om de svære sider af livet, som konfirmanderne helt åbenlyst kæmper med i hverdagen.

I FORENINGEN Det Sociale Netværk har vi udarbejdet et oplæg til konfirmandundervisningen, som tager udgangspunkt i de helt generelle problemer, som de unge kommer til at stå over for i løbet af deres ungdom. Nogle problemer er alvorlige, andre mere uskyldige, men alle er de med til at præge den unge i en hverdag, som gang på gang byder på udfordringer og modgang.

Psykisk sårbarhed er det begreb, vi bruger til at rumme såvel den spiseforstyrrede dreng eller pige, den, der bliver holdt udenfor, den, der er ked af det, den, der gør skade på sig selv, den, hvis forælder eller søskende har en psykiatrisk diagnose, der til tider kan slide på familien, og den, der ikke føler, at der er grund til at leve mere psykisk sårbarhed ... for sårbare er vi alle. Vi er det bare på forskellig vis og på forskellige tidspunkter.

I oplægget spørger vi de unge, hvordan de har det. Om de oplever ensomhed, har gode, fortrolige venner eller voksne at tale med, og om, hvordan man kan hjælpe den, der har brug for noget, man ikke umiddelbart kan give (man kan ikke give skilsmissebarnet den gamle familie tilbage, men man kan hjælpe på anden vis).

Dette og meget andet fylder konfirmandlokalet, når de frivillige i Ven til ven, som projektet hedder, besøger de unge i udvalgte kirker i Københavns og Aarhus Stifter. Og valget af kirke og konfirmander er ikke et tilfældigt valg.

Konfirmandlokalet bør være et sted, hvor fællesskabet kan udfolde sig, og mangfoldigheden have vide rammer. Men hvilken mangfoldighed? Vi er tilbøjelige til at tale om mangfoldighed i relation til religion, samfundsgrupperinger og holdninger til dette og hint. Men hvad med mangfoldigheden inden for de unges trivsel? Her er det ikke nok at tale om lighed over for Gud, man må også tale om de unges ulighed i forhold til trivsel i hverdagen.

Dette aspekt ved konfirmandundervisningen har kun en meget ringe (hvis overhovedet nogen) plads på landets pastoralseminarier, og det er en skam. Samtidig er der en tendens til, at vi opfatter konfirmandundervisningen som noget andet end skolens undervisning, og præstens rolle som forkynder og underviser fremhæves sjældent som en naturlig forlængelse af lærerens og skolens virke.

Men kirken er ikke en ø. Den er for konfirmanderne et bindeled mellem skole og hjem og skal ses som et sådant. Derfor må undervisningen af de unge, samt forkyndelsen af evangeliet, udvides med både omsorg og forståelse for den enkeltes situation, og pleje af dét vigtige fællesskab, de unge andre steder kan føle sig afskåret fra. I forlængelse af dette kunne konfirmandens hvem er Gud? og hvem er jeg? erstattes af præstens her er Gud og her er jeg.

Merete B. Johansen er projektleder i Foreningen Det Sociale Netværk