Psykolog: Abort som psykisk traume bliver ikke taget alvorligt

Selvvalgt abort vikler sjælen ind i et edderkoppespind af selvmodsigelser. Der er brug for en helt ny kultur i vores tilgang til spørgsmålet om abort, som hverken religion eller psykologi kan klare alene

Det tog mig mange år og en del selvstændige studier at få indsigt i de dybe spor, som et voldsomt indgreb som abort i kvinders krop og sjæl kan føre til., skriver Bjørn Håkonsson.
Det tog mig mange år og en del selvstændige studier at få indsigt i de dybe spor, som et voldsomt indgreb som abort i kvinders krop og sjæl kan føre til., skriver Bjørn Håkonsson.

”DET FØLES, som om jeg er blevet voldtaget,” siger hun til mig, og jeg kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun mener det.

En anden siger: ”Jeg har et dybt hul indeni, ligesom et monster, som æder mig op indefra.”

En tredje siger: ”Jeg er feminist, og ingen af mine feministiske venner kan holde ud at høre på, hvordan jeg har det. Det sætter spørgsmål ved alt, de tror på.”

Jeg er mand og har aldrig fået en abort. Det har de. Og de har det rigtig skidt med det.

Jeg er uddannet psykolog og skal kunne sige et eller andet, der hjælper dem videre. Men hvad? Jeg fik en uddannelse til klinisk psykolog ved Københavns Universitet uden nogen sinde at høre om de eftervirkninger af abort, som jeg siden har mødt. Det tog mig mange år og en del selvstændige studier at få indsigt i de dybe spor, som dette voldsomme indgreb i kvinders krop og sjæl kan føre til.

De sad hos lægen, dengang de var gravide, og kunne roligt og sikkert sige, at de ville have en abort. Bagefter fik de et rent teknisk spørgsmål: ”Er du tilfreds med behandlingen?” – og sagde lige så roligt ja igen. Man vil jo ikke virke besværlig.

Ingen, heller ikke de selv, vidste, hvilket kaos af følelser, der siden skulle komme. Der var familiemiddagen, hvor alle var glade, småbørn løb rundt. Pludselig ville man bare væk fra det hele og græde, man blev alene med rædselsfulde følelser af sorg, af at føle sig mislykket, at føle sig skyldig i noget uhyggeligt mørkt. Forvirringen, hvem vil vel høre på mine mærkelige følelser, hvor skal jeg gå hen?

Og så kom vreden, at man var blevet snydt, at ingen havde fortalt, at det ville blive sådan her bagefter. Man hader dem, der fik en til at vælge aborten, det valg, der ikke kan gøres om. Man hader lægen eller hele samfundet. Man får angst, lukker af og søger ikke hjælp.

Nogle søger hjælp alligevel og får at vide, at det er normalt at sørge lidt efter en abort, men hvis fortvivlelsen ikke går over, så må der have været noget galt inden aborten.

Man skal kunne klare en abort, hvis man er normal. Man er med andre ord forkert.

Abort som psykisk traume bliver ikke taget alvorligt. Min egen psykologi- uddannelse var et eksempel på det. Ligegyldigheden dækkede vel over en diffus berøringsangst; ingen ville røre ved dette betændte tema.

Der sidder vi altså i dag, velmenende, men uforstående rådgivere, som uden at tænke over det kan komme til at skade kvinder, når vi vil berolige eller trøste de kvinder, som ikke kan glemme, hvad der skete. Som får en klump i maven og græder, hver gang de ser et nyfødt barn, eller som føler angst, når de går forbi sygehuset, hvor aborten blev foretaget. Kvinder, som kæmper med tilbagevendende minder om indgrebet. De rammes nu dobbelt:

”Jeg føler, at jeg har gjort noget forkert; jeg ved ikke, hvordan jeg skal blive af med den følelse, og alle siger, at det er pibet af mig at føle sådan her; jeg er helt værdiløs.”

”DU BURDE VÆRE LETTET,” siges der så, ”og du har desuden selv valgt aborten – hvad klager du over?”.

Som abortramt er det fristende at give op og overtage dette syn på sig selv, men det er også en sikker vej ind i ensomhed og depression. Der er alt for mange, der går denne vej.

De kvinder, der skades af disse oplevelser, er levende beviser på, at loven om fri abort, som nu i to generationer har ”frigjort kvinder”, i virkeligheden blev yderst ødelæggende for rigtig mange af dem.

Det er ellers ikke, fordi der mangler forskning, som kan bekræfte disse kvinder i, at de ikke er alene, og at det er normalt at blive ødelagt af en abort. Symptomer, som vi kender fra dybt traumatiske situationer (PTSD, Post Traumatic Stress Disorder,), er solidt repræsenteret blandt abortramte kvinder, men siger man det, møder man straks en lukket dør, for denne diagnose må officielt ikke stilles, hvis grundlaget er en abort.

Du skal være blevet overfaldet eller voldtaget – en abort skal man kunne klare. Der er også påvist tydelige sammenhænge mellem at få foretaget en abort og så senere i livet at blive ramt af forskellige former for psykiske lidelser (Fergusson et al., 2006).

Flere undersøgelser, også i Skandinavien, viser, at de fleste, som får en abort, ikke vil gøre det igen og har det skidt med det, og at i hvert fald 20 procent af dem får det så dårligt, at de må sygemeldes og søge professionel hjælp i tiden efter. Men disse risici fik de ikke noget at vide om på forhånd. Hvilket andet ”behandlingsforløb” på vore sygehuse får lov til at have sådanne bivirkninger, uden at patienterne informeres om det i forvejen?

Man får at vide, at man skal få en abort hurtigt; jo længere du venter, jo værre fysiske komplikationer kan man få. Det er forståeligt, men giver også stress, hvor man derfor let vælger det, man ikke vil inderst inde. Og bagefter er det for sent. I flere europæiske lande er der derfor en obligatorisk ventetid inden abortindgrebet, hvor man skal tænke sig om eller tale med en eller to rådgivere, inden man bestemmer sig. Men ikke i Danmark. Her skabes ofte panikløsninger, hvor man ikke når at finde ud af, hvilke alternativer til abort der eventuelt kunne findes.

Vi ved i dag ret meget om, hvilke kvinder der plejer at blive hårdest psykisk ramt efter abort. Det er dem, som har en følelsesmæssig tilknytning til graviditeten, de unge, de enlige, som mangler støtte, og dem, som personligt er imod abort, eller som inden indgrebet var i tvivl om, hvorvidt de skulle gøre det. Det mærkelige er, at denne indsigt ikke leder til, at læger og rådgivere så anbefaler, at disse grupper lader være med at få abort og i stedet vælger et mere skånsomt alternativ som for eksempel bortadoption.

SELVVALGT ABORT vikler sjælen ind i et edderkoppespind af selvmodsigelser. Trods alle gode argumenter, man kan finde for abort, så ved man, når lyset slukkes om aftenen, at ”mit eget barn døde, og jeg bidrog til det”.

Man kan få hjælp af en psykolog til at holde skyldfølelserne på afstand, men udrydde dem kan man ikke, for skylden bygger på barske realiteter. Psykologen leder efter nogle plastre på sårene, som holder, og det er ikke let.

Det første skridt må være at anerkende, at aborter giver psykiske traumer og bør begrænses så meget som overhovedet muligt.

Der må tales et tydeligere sprog, som svarer til den alvor, det handler om, nemlig at tage livet og fremtiden fra et andet menneske, som ikke engang er født endnu. Det må også blive muligt at få erstatning, hvis man skades psykisk af abort. Vi må finde på mere humane sociale løsninger for de graviditeter, som belastes af problemer. Der er brug for en ny positiv kultur omkring graviditet, hvor ingen skal føle, at de ikke har andet valg end abort.

Og skyldfølelser, hvad gør vi med dem? I fængslerne ligger psykologens kontor ved siden af præstens. Vore religiøse traditioner indeholder redskaber for forsoning med os selv og Vorherre, som kan genopdages. En abortoplevelse er noget, der går ud over vore naturlige, almindelige rammer, en kortslutning i eksistensen. Psykologen og præsten må prøve at finde hinanden. De her spørgsmål kan hverken religion eller psykologi klare alene.