Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Vi må stoppe det store eksperiment med vores børn

I mit fag er det absolut værste at skulle observere babyer, som helt uden for diskussion primært har brug for voksne, men har opgivet at få den kontakt, skriver Lone Hygum. Arkivfoto.

Lone Hygum, psykolog

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvilken dokumentation mangler vi for at kunne sige, at nok er nok i vores daginstitutioner? Hvor få minutters voksenkontakt er tilstrækkeligt? 10 minutter om dagen? Og kan vi holde ud at tænke på, hvad der sker i de syv timer, hvor der ikke er voksne tæt på?

JEG HAR HAFT MIN GANG i de danske daginstitutioner, som mor i 1990’erne og som professionel kommunalt ansat psykolog siden 2000’erne. Jeg tænker ofte, gad vide om ”folk” ved, hvordan dagligdagen ser ud for vores børn i 0-6-års alderen i dag. På en måde håber jeg det ikke. For hvis de ansvarlige ved det, er det udtryk for en kynisme grænsende til ondskabsfuldhed.

Når der er blevet gjort opmærksom på, at daginstitutionerne ikke fungerer optimalt, har der været en tendens til at tale om kvalitet og uddannelse, et fagligt løft. Som kommunalt ansat psykolog er jeg selv en del af det specialistkorps, der skal sørge for kvalitet i den pædagogiske tilgang til børn med særlige behov.

I DEN FORGANGNE UGE sad jeg en formiddag i en daginstitution og skulle observere et barn. Der var cirka 20 børn på stuen fra knap tre år og op til fem år. Der var tydeligvis to børn, som var meget små i en børnehavesammenhæng. De var en smule betuttede og forsøgte at holde fast i legetøj, når der kom nogle lidt større børn i nærheden.

Derudover var der et barn, der havde første dag i institutionen og ikke et ord dansk til rådighed. Han var heldigvis et barn, som var god til at kommunikere, så han kontaktede mig flere gange med sit kropssprog, hvor han for eksempel hev i mig, lagde sin hånd på sin egen krop og pegede på det, han gerne ville.

Midt i børneflokken var der to voksne, som sad i hver sin ende af rummene for at være tilgængelige for så mange børn som muligt. De voksne havde sørget for at kalde alle børn til samling og forsøgt at have en kontakt med alle børnene for at sikre sig, at de alle vidste, hvad de gerne ville lege. Stuerne er fysisk indrettet optimalt med forskellige områder, som i kraft af indretningen appellerer til forskellige legeaktiviteter.

Det siger sig selv, at der er grænser for, hvor mange kontakter med børn to voksne kan nå sådan en formiddag. Det er simpel matematik. I det tidsrum var der forældre, som afleverede, og børn, der skulle tages imod, beskeder og venlig heder, der skulle overdrages. Tid, der gik fra to voksne til 20-børnsnormeringen.

I den tid, jeg sad og observerede, blev jeg kontaktet af børn, som gerne ville vise deres legetøj, gerne ville fortælle om den nye lillebror, vise en historie, de kunne lave med forskellige billeder på en tavle.

På et tidspunkt flyttede jeg mig til et andet sted i rummet. Her lå en lille pige på cirka tre år og legede hule. Da jeg satte mig, rettede hun straks opmærksomheden mod mig og ville meget gerne vise mig, at hun kunne hoppe fra en pude og lave en rulledrejning.

Jeg var en tilfældig formiddag en ekstra tilgængelig voksen i stuens hverdagsliv. En voksen, der lige fik set en tegning, fik set en intention om at have kontakt, blive set og få sat ord på sine initiativer: Sikke du kan hoppe, kan du også rulle?

Midt i dette sad de to voksne stuepædagoger og var tilgængelige for den mulige kontakt med det mulige antal børn en almindelig formiddag i en dansk daginstitution. En daginstitution med en stor gruppe børn, der ikke har dansk som deres første sprog, og som er helt afhængige af at få udvidet og udviklet deres danske sprog i deres daginstitutionsliv. Da jeg gik ud ad døren, havde jeg en klump i maven.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ de rumænske børnehjem. Da Ceausescus rædselsregime i 1990’erne faldt, og offentligheden fik indblik i, hvordan forholdene havde været for børnene på de rumænske børnehjem, var vi alle rædselsslagne. Hvordan kunne nogle mennesker efterlade babyer i tremmesenge uden voksenkontakt igennem en hel barndom? Vi fik syn for, hvad der sker med sunde og raske børns udvikling, når de ikke har voksenkontakt. Børnene bliver som dyr. De udvikler ikke sprog, de rokker frem og tilbage for at stimulere og berolige sig selv, de opgiver at være en del af menneskelig kontakt og trækker sig ind i sig selv.

I TV 2’s dokumentarserie ”Er du mors lille dreng?”, hvoraf første del blev vist i slutningen af 1990’erne, om den danske baby Jørn kunne vi se, hvad der sker med et barn, som i en dansk dysfunktionel familie ikke bliver stimuleret, men får lov at ligge uden voksne, der guider, tilbyder og varetager kontakt og udvikling. Miljøet omkring lille Jørn var mindre råt end i de rumænske børnehjem, men stadigvæk ikke tilstrækkeligt omsorgsfuldt til at sikre en normal udvikling. Også den dokumentar vakte rædsel og forargelse. Hvordan kunne vi tillade børn at vokse op på den måde?

Mennesket er det pattedyr, der i længst tid er afhængig af en omsorgsgiver. Vi fødes ude af stand til at overleve selv. Til gengæld er vores nære voksne udstyret med et kraftigt yngelplejeinstinkt, og babyerne er udstyret med alt det, der vækker yngelplejeinstinktet. Biologien er så finurlig, at der for langt de fleste babyer vil ske en stærk tilknytningsrelation til de nærmeste voksne. Babyer og børn har brug for tætte voksenrelationer. Så enkelt er det. Det kan ikke sættes ind i regneark eller forblommede snakke om kvalitet. Hvis ikke der er voksne til rådighed i det omfang, der er brug for til at blive set, vejledt og socialt guidet, har vi et problem.

DET ER BARE HELT BASALE samværs temaer mellem børn og voksne, som er med til at vise vejen for børn. Vise vejen til at få lyst til at lære, at få lyst til at være en del af fællesskaber, at få lyst og mod på livet. De voksne kan ikke fjernes fra ligningen, så er vi tilbage ved de rumænske børnehjemsbørn.

Men, siger de voksne, der bestemmer: Hvor mange voksne kan vi fjerne? Hvor få kan vi nøjes med? Det eksperiment har været i gang i en del år. Når der er nogle, der har sagt, at nu kan vi ikke være færre, så går der managementsprog i den. Så siger de voksne, der bestemmer: I må effektivisere og få mere ud af de voksne, der er der. De siger: I må om organisere jeres stue. Måske kunne I starte børnene i skole til maj og rykke alle børnene op i grupper med færre voksne lige et par måneder før. Hvor det tidligere var skiftedag til august, er det nu mange steder den 1. maj. Ved hvert skift er der færre voksne til rådighed.

I mit fag er det absolut værste at skulle observere i vuggestuen. At sidde og se på babyer, som helt uden for diskussion primært har brug for voksne, der tager kontakten og giver omsorg i form af fysisk kontakt og rammesætning. At se babyer i vores danske institutioner, som har opgivet at få den kontakt. Som er stille, indadvendte, opgivende. Det er det værste! Og det sker, at det er det, vi kommer ud og ikke kan undgå at få øje på indimellem – hvis nogen skulle være i tvivl.

I sundhedsvæsenet bliver det lige nu tydeligt, at man ikke engang med et nødberedskab kan dække lockouttruede afdelinger. Bare for at holde sygdomme og døden stangen må man klare hverdagen med vikarer. Det er svært at lukke øjnene for, da sygdom og død kræver, at vi forholder os nu og her. Med børnene er det nemmere at sige: Så slemt er det vel heller ikke, børn kan holde til meget.

HVAD ER DET FOR EN dokumentation, vi mangler for at kunne sige, at nu er nok nok i vores daginstitutioner? Hvor få minutters voksenkontakt synes vi er tilstrækkelig til vores børn? Hvad synes vi, de skal nøjes med? 10 minutter om dagen? 30 minutter? Og kan vi holde ud at forestille os, hvad der udspiller sig i de syv timer, hvor der ikke er voksne i fysisk nærhed af vores børn til at guide, gribe ind, lære, motivere, sætte sprog på?

Børnene er ikke problemet. Det er i særlig grad de voksne, der er problemet. Og hvis der er nogen, som skulle være i tvivl, vil jeg lige understrege, at jeg ikke tænker på pædagogerne. De gør de fleste steder det bedst mulige med den tid, de er blevet givet til børnene.

Lone Hygum.