Psykoterapien og psykologien har i mange år haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. I psykologien var det i mange år en dominerende holdning, at religion var udtryk for en neurotisk tilstand, som det gjalt om at hjælpe mennesket ud af. Man henviste navnlig til Freud, som mente, at religionen var udtryk for en tilstand, hvor man går tilbage i sin følelsesmæssige udvikling: Den troende projicerer sit ønske om en altomfattende faderskikkelse ud i rummet.
Således var Freuds eget syn på religionen klart udtrykt, da han i 1936 skrev til psykiateren Binswanger, som havde spurgt Freud, om han ikke ignorerede nogle vigtige forhold hos mennesket, når han søgte at beskrive det udelukkende ud fra den naturalistiske synsvinkel. Freud skrev:
"Jeg har altid holdt mig til bygningens parterre og kælderetage. De hævder, at hvis man skifter synsvinkel, ser man også de andre etager, i hvilke der huses så distingverede gæster som religion, kunst og andre lignende elementer. De er ikke den eneste. De fleste kultureksemplarer af Homo naturalis tænker på den måde. De er dermed konservativ, jeg er revolutionær. Havde jeg endnu et arbejdsliv foran mig, ville jeg pålægge mig arbejdet at påvise, hvorledes disse høje gæster egentlig hører hjemme i det nedre hus. Hvad religionen angår har jeg allerede fundet boligen – det skete, da jeg stødte på kategorien "'menneskehedsneurose"."
Men netop det at søge den "øverste etage" forklaret ud fra et nærmere studie i de nederste – med andre ord placere religionen eller måske snarere det åndelige som udtryk for noget driftsmæssigt, mødte tidligt modstand.
Jung er nok en af de kendteste af Freuds samtidige (Jung var 19 år yngre end Freud), der forsvarede religionen som en nødvendig del af menneskets udvikling, om end han ikke var fremmed for at tale om en religiøs drift. Navnlig pegede Jung på myterne, riterne og legenderne som nødvendige orienteringspunkter i tilværelsen. De var til hjælp for mennesket, når det blev konfronteret med livskriserne, mente Jung.
En anden psykiater, der forholdt sig kritisk til Freuds syn på religion, og som tilmed kom til at beklæde Freuds gamle lærestol ved Wiens universitet, var østrigeren Viktor Frankl. Frankls udgangspunkt er, at mennesket er et åndeligt væsen, der hele tiden vil søge efter det meningsfyldte liv – et liv, hvor der er en åndelig søgen, som manifesterer sig, og hvor denne åndelige dimension ikke kan ignoreres, uden at man reducerer mennesket til en form for 'maskine', for hvem det blot gælder om at udleve sine drifter.
Mennesket er ifølge Frankl et væsen, som dybest set længes efter noget, som ikke findes i mennesket selv, efter en mening, det gælder om at finde, eller en væren, det gælder om at møde og elske. Frankl ser således menneskets stræben efter noget, uden for mennesket selv, til syvende og sidst dets stræben efter Gud, som noget grundlæggende og som noget, der ikke må "forklares" ved at reducere denne stræben til en form for projicering.
Hverken Jung eller Frankl kom dog til at indtage nogen dominerende stilling inden for den skandinaviske psykologi, og navnlig Frankl blev i mange år anset for en af dem, det ikke var "fint" at beskæftige sig med i psykologkredse, i al fald på vore breddegrader. Så selv om billedet selvsagt ikke har været entydigt, har det navnlig været Freuds teorier, som satte dagsordenen for psykologiens tilgang til teologien.
Med teorier som dem, Freud fremkom med, er det klart, at teologerne ikke ligefrem har været begejstrede tilhængere af psykologernes forklaringer om religion. Men der var også teologer, som med udgangspunkt i Jungs og Frankls tanker forsøgte at reflektere over teologiens og psykologiens mulige mødepunkter, lige som nogen opfattede visse dele af Freuds tanker som teologisk relevante.
Og de to discipliner kan være til gensidig inspiration. Tag f.eks. det med menneskets evne til at projicere sine drømme ud i opfattelsen af Gud. Selv om man ikke behøver at købe hele Freuds teori, og slet ikke hans "forklaring" på religionens opståen, er det jo en del af den teologiske erfaring, at når mennesket begynder at blande sine egne drømme sammen med Åbenbaringen, begynder det at gå galt.
Mennesket skal ikke være medskaber på billedet af Gud, men det kan vi jo ikke lade være med, og så går det galt. "Menneskets hjerte er en gudefabrik" siger Calvin. Det vil sige, at mennesket hjertens gerne vil skabe Gud i sit eget billede.
Det har teologien vidst i århundreder. Den falske tro vil altid skabe sig en Gud, men netop fordi denne "Gud" udspringer af det skabte, er der jo ikke tale om Gud, men om noget menneskeskabt. Og det er som bekendt ikke udtryk for nogen solid teologi. Så når psykologien søger at forstå, hvad et menneske er, og hvilke drømme det f.eks. har om det hinsidige, er det oplagt, at resultaterne af en sådan undersøgelse må interessere teologien, ikke mindst da der er psykologer, som ikke søger at reducere troen, som Freud gjorde det.
For at dialogen mellem teologien og psykologien skal blive frugtbar, er det midlertid afgørende, at de to fag defineres tydeligt i forhold til hinanden. Hvis ikke dette arbejde gøres, vil det ene fag blot søge at forklare fænomener ud fra det andet fags standpunkter og resultater. Det har f.eks. været tilfældet i teologien, hvor sjælesorgen i mange år har haft et i mine øjne meget tyndt teologisk grundlag, og dermed mere fungeret som en teologisk farvet psykoterapi end egentlig sjælesorg. Hvis sjælesorgen mister sit teologiske indhold og fundament, bliver den også uinteressant for psykologien, for de fleste velfunderede psykologer vil hurtigt tabe interessen for en sjælesorg uden teologi og spiritualitet. Og det kan man ikke bebrejde dem, for de er som regel meget bedre til det med terapien end de halvkvædede viser, der kan komme fra megen moderne sjælesorg.
Hvis sjælesorgen således ikke er teologisk velfunderet, forsømmes en dialogmulighed, fordi det ene fag glider sammen med det andet. Men alternativt vil en sjælesorg med en veldefineret teologisk baggrund være en interessant samtalepartner for psykologien.
Således tegner der sig et billede i nutiden af en række felter, hvor teologien og psykologien kan mødes. På det teoretiske plan drejer det sig navnlig om en dialog om menneskebilledet; hvorledes forklarer vi, hvad et menneske er, og hvilken rolle spiller det enkelte menneskes stræben efter Gud for forståelsen af mennesket? Og på det praktiske plan er det oplagt, at sjælesorgen og terapien vil kunne drage nytte af et samarbejde. Ikke mindst kan sjælesorgen lære meget af psykoterapiens erfaringer om samtalernes mange faldgruber (overføring m.m.).
På det seneste er der fremvokset en gensidighed i form af en interesse fra psykologiens side over for spiritualiteten som udtryk for den åndelige dimension, der i så mange sammenhænge inden for psykologien er blevet ignoreret. På det internationale plan viser det sig bl.a. ved, at American Psychological Association for to år siden satte spiritualitet som top-prioriteret emne for en række arbejdsgrupper. Herhjemme har mange sikkert allerede stiftet bekendtskab med de undersøgelser over sammenhængen mellem eksistentielle spørgsmål og fysisk helbred, som navnlig psykologen Peter la Cour har publiceret materiale om.
Og ved Københavns Universitet har der i flere omgange været gennemført tværfaglige undervisningsforløb, hvor både psykologer og teologer har undervist, lige som professor Peter Elsass og jeg har indledt et samarbejde, hvor der under hans erfarne ledelse foretages en videnskabelig undersøgelse af forholdet mellem psykoterapi og sjælesorg. Flere andre initiativer er undervejs, og der er næppe tvivl om, at psykologer og teologer vil få glæde af at opdage, hvor meget de to fag kan berige hinanden.
Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken. Han er cand. theol 1992 og har samme år eksamen fra Hamburger Institut für Existenzanalyse und Logotherapie.