Public serviceog folkeånd

Med det nye medieforlig lægges der an til endnu en æra med »public-service« som det magiske kodeord. Men hvad er »public-service« overhovedet? Og hvad er det for en folketanke, der lægger krop til »public«. I Nyhederne på TV 2 forleden kunne man høre, hvorledes selskabet Zentropa i sin underafdeling TV-ropa barslede med planerne om et nyt tv-fænomen, der inden for en overskuelig fremtid skulle gøre det muligt for manden på gaden at lave sin egen tv-udsendelse, der kunne sendes ud på Internet. En tv-kanal pr. dansker. Dette lyder umiddelbart ikke særligt tillokkende. Men på den anden side må man indrømme, at idéen er det mest gennemført konsekvente brud på den dannelsesforpligtelse, der har ligget til grund for monopol-kanalens tid, og som nu kun er tilbage som krummerne fra de riges bord i den regulerede forpligtelse, der hedder »public service«. For nok vil en kanal pr. dansker i praksis ende i galimatias af budskaber, men netop dette ville måske kunne ryste den seer, der tror, at moral er et statsanliggende, og derfor ser alt, hvad der sendes, for først derefter at blive forarget over, hvad der bliver sendt - og samtidig kan det måske ryste de politikere, der ligeledes tror, at ånd og informationer er ét og det samme, og derfor tror, at de skal frelse alverden inden påske ved at nå flest muligt på kortest tid med laveste fællesnævner. Der var engang, hvor det var de danske tv-kanalers primære opgave at informere og opdrage på samme tid, at underholde og danne i samme bevægelse. Og det var selvsagt en svær opgave. Ikke blot fordi det kræver et stort talent - det er jo det samme ideal, enhver stor forfatter står under, også når forfatteren siger, at det er hans ideal intet ideal at have - men tillige fordi det forudsætter, at man har en standard, en basis, man gik ud fra. Har man ikke en forudsætning i sit dannelsesbegreb, har man intet at danne ud fra. Har man ingen matrice, kan man ikke støbe sine seere til noget som helst. For det ligger jo i hele det dannelsesbegreb, man skrev under på, da man døbte tv'et »public service-organ«, at der gives noget, der er grundlæggende, for det er dette grundlæggende, der skal gives videre til folket, når man skal informere og opdrage på samme tid, når man er forpligtet på ikke blot at underholde, men tillige at danne den, der underholdes, mens man gør det. Har man ingen støbeform, ja så kommer der altså heller ingen støbning - så løber det hele bogstaveligt talt ud i sandet. I dag er »public service«-tanken død. Det er den, fordi der intet sigte er med det, man sender. Underholdning er for underholdningens skyld - altså ingen dannelse. Nyhedsformidling er for nyhedernes skyld, altså ingen opdragelse. Man vil sådan set intet andet med det, man sender, end at kunne sige, at man netop har sendt det - dermed er ens opgave fuldendt, dermed har man levet op til sit ansvar: vi fik det sendt, folket grinede, så det var godt, folket græd, så det var også godt, folket fik nye fakta, nye tal, nye ansigter, nye katastrofer, nye problemer, nye nyheder - så alt er såre godt i informationsdanmark. Det er afslørende, at man i denne medieforståelse er endt med at døbe vor tid »informationstidsalderen«. Vores tid er på den måde nemlig kendetegnet ved ikke at have nogen kendetegn. Information er jo lige så tomt et begreb som tallet otte. For det er informationen som abstrakt begreb, der er sagen - ikke hvorfor der informeres. Vikingetiden f.eks. fik sit navn, fordi der løb en masse vikinger rundt og hærgede og stjal, og det var da sikkert ikke altid rare fyre, men de gjorde da i det mindste noget - de blev vikinger. Vi lever i »informationstidsalderen«, fordi det eneste, der kendetegner os, er, at vi informeres. Og det er ingen trøst, for informeret er mennesket alle dage blevet - selv vikingerne blev informeret om både det ene og det andet, det var bare ikke det eneste, de gjorde, de var nemlig ud over dette vikinger. Men vi, vi bliver bare informerede - og det i en sådan grad, at vi ikke har tid til at bruge noget af det til noget som helst. Som gode samtidige i informationstidsalderen skal vi bare læne os tilbage og skiftevis grine og græde og modtage tal, så opfylder vi vor tids ideal. Når informationen er både mål og middel, så undermineres selvsagt den dannelsestanke, der ligger bag »public service«-tanken. For enhver dannelse forudsætter, at man har noget at danne efter - og der er »information« jo som tomt begreb intetsigende. Det interessante er, at man er sprunget fra monopoltidens politiske dannelse til informationsforpligtelsens lufttomme ruin uden at overveje, om den forpligtelse, der kunne ligge i »public-service«-systemet, udsprang af et helt andet menneskesyn og folkesyn end det, man møder både i den politiske indoktrineringsperiode eller nu, hvor informationerne mest af alt står frem som en kejser, der lod modens eftersnakkeri stille ham nøgen på torvet. For begge disse perioder i dansk tv-historie går nemlig fra folket som helhed til folkeånd og ikke fra den enkelte som ånd til folket. Dannelsestanken har jo hverken som formål at fremdyrke partikammerater eller underholdning, men individer. Folkeånd er jo ikke røde flag, der smælder i takt, eller titusinde, der ler på samme sted i »Far til fire på landet«, men derimod en mangfoldighed af forskellige hverdage under ansvar. Ånd vil altid være bundet til den enkelte, og hvor denne enkelte er en del af et folk, kan der være tale om folkeånd. Det gælder derimod aldrig den anden vej rundt, som om man kunne sige; hvor der er et folk, er der automatisk ånd - denne kortslutning har det forrige århundrede alt for mange skræmmende eksempler på. Ikke desto mindre er det den sidste forståelse af folkeånd, der har ligget til grund for forståelsen af tv-mediets opgave som »public service«-organ både under det politiserende monopol og nu i informationstidsalderen. For »informationstidsalderen« består opgaven i at informere - om hvad er ligegyldigt - derfor gælder det om at informere så mange som muligt, så lever man op til det lufttomme informationsideal. Man har sagt, at nåede man det bredest mulige publikum, da var man folkelig, da talte man til folkeånden - man har derfor udlignet fingeraftrykkene og leflet for den laveste fællesnævner, for kan man ikke tale til alle på én gang, ja, så er man ikke folkelig. Og i denne servicerende ihærdighed har man glemt, at det, der gør folket til et folk, er den fælles ånd - den ånd, der er fælles om intet andet end, at ansvaret er alles hver især. Sagen om porno på lokal-tv er et meget godt billede på, at man går fra folket til ånd, når man vil tale folkeånd, og ikke omvendt fra den enkelte som ånd eller ansvar til folket. Det er en rest af den monopoliserede politisk-røde udgave af »public-service«-tanken, der her stikker sit hoved frem, blot med den forskel, at det nu er som monopoliseret folkemoralisme, at public-service får indhold. Det her må vi godt sende, for det er sundt for folkeånden, men det her ovre må vi ikke sende, for det kan folkeånden ikke tåle. Således er de røde faner blot byttet ud med moralismens løftede dynebetræk, og i begge tilfælde blafrer »public-service«-tanken i vinden, for i begge tilfælde falder den ind under den laveste fællesnævner. Fællesnævneren bliver ikke højere af, at den bliver moralisme, for den er trukket ned over hovedet på den enkelte for at ophæve den enkelte i massen - i folkeåndens sundhed. Sat på spidsen kan man sige, at man altså ikke bliver en del af folket af ikke at se porno, fordi folket ikke gør det, ligesom man heller ikke bliver en del af folket af at se det, fordi de andre ser det. Folkeånd er, hvor hver enkelt er sit ansvar bevidst. Folkeånd er noget, hver enkelt bliver hvert øjeblik som den enkelte. Noget man bliver, når man tager stilling selv og handler derefter. At Zentropa barsler med idéen om muligheden af lige så mange tv-kanaler, som der er individer i folket, kan i ånden bringe den almene ansvarsforpligtelse ind i et medium, der alt for længe har lidt under totalitarismens svøbe, hvad enten det drejer sig om politisk indoktrinering eller informationsdiktaturets folkeforfladigelse under moralismens korrekthed. For hvad det så end måtte bringe, så vil det i hvert fald gøre det klart for enhver, at de er individer, og gøre det klart for den gode morals meningsdannere, at man ikke kan lovgive ånd. En kanal pr. indbygger er på den måde en dannelsestanke udsprunget af den overbevisning, at et folk står frem af de afgørelser, hver enkelt træffer hver dag under ansvar, og ikke hvor den laveste fællesnævner - om det så er porno eller de rigtige meningers moral - ophøjes til en standard, man kan trække ned over hovedet på folket eller op over ørene på sig selv, så hele folket slumrende kan grine og græde og få nye tal serveret som de gode samtidige borgere i informationstidsalderens åndløshed. n sognepræst