På sigt, over tid og fremadrettet

Det danske sprog er plaget af politikere og journalister, vås og klichéer griber om sig. Akademikeres og pædagogers jargon er også en jammer. Dagens kronikør har set eller hørt nærmere på en række ord og vendinger, som ganske langsomt har sneget sig ind i det danske sprog, og han er bestemt ikke imponeret

Det danske sprog er plaget af politikere og journalister, vås og klichéer griber om sig, skriver dagens kronikør.
Det danske sprog er plaget af politikere og journalister, vås og klichéer griber om sig, skriver dagens kronikør. Foto: Iris.

PÅ LÆNGERE SIGT tegner det ikke godt for det danske sprog. Nogle ville sige: på sigt tegner det ikke godt. Alt er jo på sigt, derfor er ordet sigt kun meningsfuldt, hvis man stiller et længdebegreb foran.

Politikerne bruger det hele tiden, det skal signalere, at de tænker på fremtiden. Hvor langt frem, afslører de dog ikke. Nu vi er ved fremtiden: Her bruges ordet fremadrettet så ofte, at man kan få knopper af mindre. Igen signalerer ordet, at den, der taler er progressiv. Desværre optræder ordet ofte i en sætning som denne. Det må vi gøre noget ved fremadrettet. Aha, man kan ikke gøre noget ved det bagudrettet, for den tid er forbi. Man bør nøjes med at sige, at man vil gøre noget ved det.

Der findes en mængde ordpar, som hænger sammen i modsathed, man kunne kalde det sproglig antagonisme: høj-lav, for-bag, ude-inde, frem-tilbage etcetera og her er en grundregel at betænke. Hvis det er noget vrøvl at sige det modsatte, er der som her noget galt: Man siger muligvis at bakke tilbage, men kan ikke sige bakke frem, et godt gammelt eksempel. Verbet bakke kan ikke have ordet frem efter sig, da at bakke udelukker noget, der bevæger sig fremad. Man siger også aflevere tilbage, og det er vrøvl at sige det modsatte, aflevere frem. Her blandes to udtryk sammen, det ene er at aflevere, det andet er at levere tilbage.

Tager vi et andet berømt eksempel på forbistring, er det dette at forannoncere eller forvarsle. Enten annoncerer eller varsler man eller også gør man ikke. At annoncere er som bekendt at fortælle om noget, der vil komme til at ske. Hvad er så at forannoncere eller forvarsle? Er stavelsen for- mon hægtet på, fordi at forannoncere og forvarsle er at være ude i særligt god tid?

Det hedder også opstart, man ikke bare starter. Opstarten er lidt før starten, men så er der jo ingen start, hvis der er oppet?

Til politikerjargonen hører brugen af oh, rædslernes rædsel ordet implementere. Tag lige ordet i munden og smag på det. Spyt det bare ud igen. Det betyder at iværksætte og er lånt fra engelsk sprog. Nu skal det jo lige først implementeres, siger man. Gøres gældende, sættes i gang, føres ud i livet, stables på benene eller iværksættes? For hvert misbrugt jargonord eller fremmedord, findes en længere række adækvate udtryk at vælge mellem; sprogets omfang aftager.

LÆS OGSÅ: Det danske sprog er truet af intolerant ensretning

Så er der de uklare eufemismer, hvad med ordet læring? Engang hed det indlæring. Men det lyder groft, i retning af noget med at indpiske. Proppe lærdom ind i staklerne! Det hører med til en sødladen pædagogisk tendens med at udglatte at sige læring med en blid tone. Med læring fulgte et afskyeligt ord, læringsrum. Dette betyder ikke klasseværelse eller auditorium, men en ukonkret boble, som erstatter, hvad man engang ville benævne som arbejdsmiljø eller skolemiljø.

En bøde hedder kontrolafgift. Bøde lyder grimt, man må bøde for en ugerning, og hvad med dummebøder? Ikke pæne sager. Kontrolafgift er den løn, man betaler de flinke kontrollører for at arbejde med at gribe en i at rejse uden rejsehjemmel. En bøde er en straf, og DSB straffer da ikke sine passagerer.

SPORTENS VERDEN er storleverandør af begrebsopløsende sprogligt vås. Det er bemærkelsesværdigt, hvorledes det smitter; man kunne sige det med et fyndord:

Dårlig smag smitter. God smag smitter ikke.

I håndbold og fodbold skulle det være godt, hvis man har nogen, som kan skyde tro det eller ej fra distancen. Det gør vel alle implicerede på banen, ethvert skud er fra distancen, men det er ligesom med ordet sigt: hvis der ikke er hægtet kort eller langt på, er det vås. Vi ved godt, hvad der menes, for der menes på lang afstand. Eller langt udefra.

Helt galt går det med udefra. Holstebro mangler nogen, der kan skyde udefra. Mon de i Holstebro har rigeligt af dem, der skyder indefra?

I sportens sproglige morads hedder det for eksempel dybdeløb, hvilket dækker over, at en hængende (ikke en hængt) angriber tager en lang tur i et såkaldt frirum i retning af modstandernes mål. Frirum er, som vi kan regne ud, et areal altså ikke et rum hvor den dybdeløbende fodboldspiller ikke løber bums ind i andre fodboldspillere, ikke lige med det samme. Man kan af gode grunde ikke løbe i dybden, slet ikke i højden. Dybt i banen betyder langt i modstandernes retning. Jeg glemte, at et forsvar står godt. Eller skidt. Når et forsvar roses for at stå godt, betyder det netop, at det ikke står, men bevæger sig.

Jeg glemte, at man benævner oplagte chancer for scoring som hundredprocentschancer; det er nogle, man sørme skal score på for at vinde. Man kan imidlertid ikke koble hundrede procent sammen med begrebet chance, chancer kan ikke være af hundrede procents beskaffenhed, det eliminerer begrebet chance.

SÅ GRIBER DET OM SIG med brugen af ordet spillere, men hvis der ikke er tilføjet fodbold-, basketball- eller tennis- med mere, hentyder ordet spiller til en gambler. Han eller hun er spiller. I politisk snak kan man høre, at der er nye spillere på banen, og der menes nok medspillere. Eller modspillere.

Man siger også: at rykke et lovforslag frem; det betyder imidlertid at rykke det tilbage, altså tættere på nu. Forslaget bliver kort sagt fremlagt tidligere end planlagt. At vi fremrykker et forslag fortæller altså, at vi tilbagerykker det i tid, grrr!

LÆS OGSÅ: Danske unge både fornyer og forrår det danske sprog

I den akademiske verden, især den, som lærer de studerende at blive den slags akademikere, som er snydt ud af næsen på den forrige og den forrige og den forrige generation stort set den eneste slags er sproget til for at reproducere sig selv og for at gøre det muligt for den, der skriver speciale at skjule sin personlighed og sin begavelse på betryggende vis. Ordet jeg er et fy-ord.

Jeg har studeret en hel del ph.d.-materiale og specialer, og jeg græmmes, blandt andet fordi sproget fylder uden at mætte, og man kan finde hele sider, hvor der ikke står noget med substans i, sætning på sætning, som bare ævler rundt om et tema. Dette er noget, visse franske intellektuelle (?) idoler er eksperter i. Intet sted, tror jeg, smitter sproglig armod og faglig udenomssnak så intenst som i den akademiske verden.

VI ER TILBAGE i journalisternes og politikernes forråd af klichéer. Det er ikke bare, hvad angår historikken historik skal lyde mere begavet og veluddannet end historie har man bare lidt historie at gøre godt med, så er man en fortælling. Hvad er det for en fortælling, vi har med at gøre? Sådan hører man det spurgt ud i det blå, måske er der refereret til et par begivenheder i en vis rækkefølge, straks er det en fortælling.

Kender De udtrykket at spørge ind til? Det er noget psykologer og socialrådgivere siger; her betyder det empatisk dybdeboring og fortæller, at man er særligt omhyggelig med sit arbejde, man skal virkelig spørge ind og ikke ud. Hvis man altså er i besiddelse af de rigtige værktøjer.

Selv en veluddannet psykolog kan sige, at han eller hun må grave dybere i værktøjskassen for at finde flere helst rigtige værktøjer eller redskaber (og optimere dem), så vi eksempelvis kan klæde de unge bedre på til dit eller dat! Det lyder som en god idé, hvis de unge har for lidt tøj på i vintertiden og på den lange fremadrettede bane skøjte eller galop?

Den unge befinder sig måske i et læringsrum, som kan være udfaset eller udfeset eller noget andet grimt, og der er fodkoldt, og pædagogen har desværre klædt ungen for tyndt på og ikke spurgt ind til, hvordan ungen egentlig har det og tilsyneladende brugt de forkerte værktøjer og redskaber fra den forkerte værktøjskasse og er øjensynligt havnet på den forkerte hylde.

Sikke en fortælling!

Eske Holm er forfatter og koreograf