Da Jesus brød brødet, genkendte disciplene ham. Først da fik de øjnene op. Selvom de havde været sammen med ham et stykke tid forinden – for to af disciplenes vedkommende endog en del af vejen til Emmaus og senere tilbage til Jerusalem – så holdtes deres øjne til, så de ikke kunne genkende ham, de ellers havde fulgtes med i så lang tid før hans korsfæstelse.
Men hvad var det, som holdte deres øjne i? Hvorfor genkendte de ham ikke straks? Ja, som udgangspunkt var det Gud selv, der holdt deres øjne i, akkurat ligesom det også var Gud, der åbnede dem igen, da tiden var moden og omstændighederne de rette.
Det er stadig Kristus, der som Guds befuldmægtigede er herre over begivenhederne og den rækkefølge, i hvilken de skal afvikles. Jesus vidste hele tiden, han skulle lide, dø og genopstå. Det havde han forudset hele tre gange. Der er scener – som for eksempel i Getsemane have skærtorsdag aften – der tegner et billede af Kristus, som ængstes og anfægtes af sin tilstundende skæbne. Men han vidste, den var uundgåelig, og at det var Guds vilje. Så bøjede Jesus sig under sin himmelske faders vilje og begav sig ind under syndens og dødens magt.
Men dét var sådan, som hændelsesforløbet ser ud fra Guds perspektiv – og fra Jesu. Fra det menneskelige perspektiv kan vi opregne ikke så få ting, som forhindrede disciplene i at kunne genkende den opstandne Herre og Mester.
Forbitrelsen over, at den, som de fleste af disciplene regnede med som deres folks befrier, viste sig at være en svækling – en pacifist, som ingen modstand ville øve.
For nogle af disciplene var Jesus en politisk figur, en konge af navnkundige Davids format, der skulle gøre Israel mægtigt igen – og da i hvert fald som minimum gøre israelitterne til herre i deres eget hus. Og selvom Jesus på sin vandring med disciplene op til flere gange havde forsøgt at fortælle og vise dem, at han ikke var den slags politiske fører eller konge, så fattede de ikke hverken omfanget eller indholdet i en sådan tale. Det er kendetegnende for disciplene, at de faktisk ikke fatter ret meget af, hvad Jesus fortæller dem.
Hvor mange af os sætter ikke også vores lid til Kristus som sådan en slags amulet, der skal sørge for vores gode helbred og et langt liv? Som skal sørge for, at det går os godt i sådan almindelig karrieremæssig forstand. At han skal være leveringsdygtig i passende portioner af lykke. Men når så modgangen eller sygdommen tager livtag med os, og Kristus tilsyneladende ikke fungerer som helsebringende amulet, så vipper vi ham af pinden. Og kaster os i favnen på næste trip. Måske bliver vi tilmed forbitrede. Forkaster kristendommen, fordi den ikke sikrede os lykken og det gode helbred. Væk!
Så er vi ikke bare skuffede eller ærgerlige. Så bliver vi forbitrede og forbander Gud og Jesus langt væk. "Min investering var tro og håb af et ganske vist merkantilt tilsnit! – og hvad fik jeg igen: sygdom og modgang! Jeg ser ikke – eller rettere: genkender ikke den Kristus, der har gennemgået dødens og genopstandelsens forvandling på korset og i graven. Min øjne er tillukkede."
Eller sorgen kan tillukke vores øjne. Sådan som også sorgen tillukkede disciplenes øjne. Peter havde som bekendt flere gange på disciplenes vegne forsikret Jesus om deres trofasthed og kærlighed. Og der er slet ingen tvivl om, at de virkelig elskede ham. At de så ikke kendte rækkevidden og omfangen endsige hele indholdet af Kristi kærlighed, dét er så noget helt andet.
Men de elskede ham og satte deres tro og håb til ham. Sådan som et barn elsker sin far og mor og forventer godhed og barmhjertighed fra dem. Den målt på et helt menneskeliv ganske vist kortvarige tid, de havde tilbragt sammen med Jesus, havde bragt dem tæt ind på livet af ham. Jesus var kommet dem ind under huden og var nu en uadskillelig del af deres liv – ja, af deres selvforståelse.
Således er det jo også, når vi mister dem, vi elsker. Og mister man derved ydermere troen og håbet og meningen med ens liv, så er det som regel, fordi sorgen knuger så stærkt om ens liv, at intet håb eller nogen mening slipper gennem sorgens tunge slør. Alt bliver sort i sort og trækker os længere og længere ned i mørket, for yderligere at spærre os udsynet til håbefuldere horisonter.
I en sådan sorg genkender man heller ikke den før korsfæstede, men nu levende og opstandne Kristus. Man så at sige stirrer sig blind på sin egen smerte og sorg. Tyngden af vores egen personlige sorg trykker os ned, så vi ikke for alvor hverken kan se eller forstå, at også Kristus bar på denne sorg og delte den med os. På denne måde kan sorgen spærre for håbet, så fremtiden fortaber sig, og man ikke synes, der er noget at leve for længere.
Men det håb, som Kristus er identisk med – navnlig da efter hans opstandelse! – det er et håb, som åbner øjnene op for al den skønhed og de glæder, som livet stadig lader tilflyde én. For alvor seende bliver man først, når man har genkendt den opstandne Kristus og så at sige indlæser ham i al den livsbekræftende skønhed og generøsitet, som strømmer os i møde, når blot troens øjne forvandler alt småt til noget stort – alt det oversete til noget nærværende og betydningsfuldt.
Genkender man således den opstandne Kristus, genkender man atter håbet – og dette håb inficerer alt – rub og stub. Kristi levende håb åbner himlen på vid gab, så solens kraft og energi kan forvandle den golde og vinterkolde jordbund til et blomstrende hav af liv og glæde – kan oplyse det formørkede øje, så lyset går ind til marv og ben og derindefra atter gør alting nyt igen.
At genkende Kristus som den levende Gud og derved få sit syn igen, det er det samme som at vove sig ud af sig selv igen, fordi enten forbitrelsen eller sorgen havde vendt blikket og synet indad mod os selv. Intet fangenskab er strengere eller vanskeligere at undslippe end just de lænker, i hvilke vi binder os selv. Vi pålægger os selv enorme byrder, som slår os med blindhed over for livet som Guds gave.
Med Jesu Kristi opstandelse cementerede Gud over for os mennesker, at livet og menneskene er hans højeste prioritet. Gud satte sig selv ind på livets og vores overlevelse for at opnå et evigt fællesskab med os. Gud elsker os! Forstår vi virkelig rækkevidden og betydningsindholdet af det? Det gør vi, hvis vi kan genkende den opstandne Kristus som den selv samme Kristus, som langfredag blev korsfæstet som en simpel forbryder. Så ser og genkender vi nemlig dén tro og dét håb og dén kærlighed, hvormed vi var bundet til andre mennesker, som identisk med den levende Kristus.
De to disciple, der fulgte Jesus på vej til Emmaus, var blevet gjort helt blinde af forbitrelse og sorg, fordi deres Herre og Mester var død. De kunne mærke dødens kølige ånde i nakken og vidste ikke rigtig, hvad de nu skulle stille op med sig selv. Og nogle kvinders løsagtige snak om, at Jesus skulle være opstået, synes de kun bidrog endnu mere til forbitrelsen og sorgen. De var så bedrøvede, at de end ikke kunne genkende Jesus igen, da han pludselig slog følge med dem. Oplevelsen af Jesu nederlag, korsfæstelse og død havde slået dem med blindhed over for alt håb og al tro.
Men Jesus gav dem så den tro, de ikke selv kunne præstere. Kristus åbnede selv deres øjne, så de atter kunne se og genvinde deres livsmod og håb.
På samme måde kan den korsfæstede, men opstandne frelser tillige sprænge sig vej ind til selv det mest forhærdede og af erfaringer tyngede menneskehjerte. Ligesom livet i Kristus sprængte sig vej igennem dødens håbløshed og kulde, således kan troen på Kristus også hos den kristne igen og igen trodse dødens iskolde erfaringer og sætte os fri til at elske Gud og vores næste. I troen er vi gået fra døden over til livet. Glædelig påske!
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen
Læs kronikken i morgen:
"Jeg er forude, ikke bagude" af
biskop over Viborg Stift
Karsten Nissen