På visitats med D.G. Monrad

Den gamle grundlovsfader, politiker og biskop D.G. Monrad var kendt og frygtet for sine visitatser i skoler og præstegårde på Lolland-Falster

Den danske politiker og præst D.G. Monrad var et fænomen af et menneske. Han havde et åndeligt vingefang, en begavelse og et gådefuldt, omskifteligt sind, som næppe nogen andre i nyere dansk historie. Monrad døde i marts 1887, som biskop over Lolland-Falster Stift, 76 år gammel. Omkring hans person havde der i et halvt århundrede stået en aura af beundring og respekt, men også en vis udbredt skepsis og kulde. Ved hans død var der selvfølgelig mange fyldige nekrologer om den store mand, der havde været midtpunkt i dansk politik og kirkehistorie. Men foruden skribenter var der også en kunstmaler og en digter, som blev inspireret af dødsfaldet i 1887 i forsøget på at fastholde indtrykket af det mærkelige menneske, sådan som hans samtid havde oplevet ham. Det var naturligvis især den ældre Monrad, man huskede, biskoppen og hans virksomhed på Lolland-Falster - og særligt huskede mange hans lange og omhyggelige visitatser hos øernes præster og skolelærere - ikke kun for det godes skyld! Lad os prøve at stille skarpt på personen Monrad, den værdige prælat, som præsiderer for enden af middagsbordet på det her gengivne, hidtil upåagtede maleri af kunstneren Carl Thomsen. »Middag efter bispevisitatsen« hedder maleriet, malet 1888, der nu findes i magasinerne på Statens Museum for Kunst. Det var ikke et tilfældigt billede fra malerens værksted. Det blev kendt i samtiden, udstillet på Charlottenborg, og siden kendt værdigt til at blive sendt til Paris for at vises frem ved den berømte verdensudstilling 1889. Der fik maleriet ikke medalje, men fik såkaldt hæderlig omtale (mention honorable). Det var ikke Carl Thomsen nok. Derfor blev det også sendt til en anden international udstilling i München 1892, hvor billedet fik guldmedalje og - som om det ikke var nok - også til en tilsvarende udstilling i Antwerpen 1894, hvor det fik endnu en medalje - overraskende, fordi ingen udlændinge vidste noget om den personlighed, der var maleriets midtpunkt og årsag! I dette grundlovsår er midtpunktet Monrad igen blevet hentet frem på arenaen, fordi det var ham, der som nyudnævnt kultusminister i foråret 1848 satte sig ned og skrev det første udkast til en demokratisk dansk grundlov. I løbet af et par måneder, stjernestunden i hans liv, havde han med meget få hjælpemidler formuleret skitsen til den forfatning, som i hovedtrækkene blev til Junigrundloven 1849 og dermed til den endnu gældende grundlov i Danmark. Han måtte så at sige begynde helt forfra, støtte sig til sin omfattende læsning om 1700-tallets liberale statstanker. Lovudkastet var udtryk for Monrads enestående intuition og skarpsindighed. Den højspændte situation løftede ham intellektuelt, så han kunne skabe det nye styresystem. Det var da rimeligt, at han blev gengivet i forgrunden på Constantin Hansens store maleri af Den grundlovgivende Rigsforsamling, selv om han ikke var medlem af forsamlingen og gik af som minister, endnu inden dens møder var kommet i gang. Efter sin ministertid blev han samme år udnævnt til biskop over Lolland-Falster Stift og lod sig installere fyrsteligt i en nybygget bispebolig i Nykøbing F. I første omgang blev hans åndelige vælde over de små sydlandsøer dog kort, for han fungerede samtidig på fuld kraft som folketingsmand efter 1850. Han satsede sit gode navn på at forsvare den grundlov, han var en slags far til, mod den reaktionære strøm, som nu truede dens eksistens. Han førte sig så kraftigt frem i Rigsdagen, at regeringen i 1854 ganske imod Grundlovens frihedsløfter slet og ret afskedigede Monrad som biskop. I de følgende år blev han ansat som højtstående embedsmand i kultusministeriet, og fra 1857 til 1863 var han selv kultusminister, en tid desuden indenrigsminister, og han gennemførte en række vigtige lovreformer med rastløs energi og med udfoldelse af al sin charme over for Rigsdagens medlemmer. I det nationalpolitiske dilemma, forholdet til hertugdømmerne, holdt han lav profil, selv om han så, at man nærmede sig det sikre nederlag, krigen. I julen 1863 havde Bismarck provokeret os til en krigserklæring, og regeringens leder, C.C. Hall, veg da tilbage for at tage ansvaret for krigen. I sin sikre tro på Gud og på sig selv tilbød Monrad sig som regeringschef. Han kom derved til at lægge ryg til så skæbnetunge beslutninger som Dannevirkes rømning, de Mezas afskedigelse og dumhederne på London-konferencen. Selv om de fleste vidste, at Monrad gik ind til en håbløs opgave, kom ansvaret for nederlaget mest til at hvile på ham. Han var en slagen mand efter krigen, og han tog den fulde konsekvens deraf. I 1865 pakkede han alt sit jordiske gods, møbler, en betydelig kunstsamling, ja, endog sit flygel, og rejste med hele sin familie og husets tyende til verdens fjerneste punkt, New Zealand, og slog sig ned som settler i Karere på nordøen og skabte et landbrug omgivet af de lokale Maorier. I fire år kæmpede han for at gøre farmen rentabel. Men i 1869 vendte han hjem til København - præsenterede sig igen som politiker ved en række forelæsninger på universitetet, en slags dommedagsprædikener, hvor han varslede Danmarks undergang som lilleputnation i et nyt Europa af krigeriske stormagter. To år efter blev hans forrige bispeembede igen ledigt, og Monrad flyttede da atter ind i boligen i Nykøbing Falster og blev der til sin død 16 år senere. Monrad levede dér næsten som en lokal fyrste omgivet af stor ærefrygt. Gennem hans breve til sønnen Viggo, der blev på New Zealand (udgivet på tryk 1969), kan man følge hans daglige færden. Han levede et righoldigt familieliv med talrige børnebørn, som i lange perioder boede hos ham og blev undervist af bedstefar. Datteren Adda blev gift med nationaløkonomen og politikeren N.C. Frederiksen, der sammen med sin broder startede sukkerroedyrkningen på Lolland-Falster, en mægtig investering i industrielt landbrug, som på langt sigt blev øernes store guldgrube, men i første omgang endte 1877 i en frygtelig konkurs, der sendte Monrads svigersøn i en ydmygende landflygtighed i Amerika. Megen tid anvendte Monrad på lærde studier i religionshistorie. Han udgav en række kristelige skrifter, der fik umådelig udbredelse og blev oversat til mange sprog i den protestantiske verden. Politik ignorerede han almindeligvis, men jævnligt kom der tilbud fra valgkredse om at blive valgt igen til Folketinget - og man kan da mærke, hvordan den ærværdige prælat skiftede ham - den gamle politiker foldede vingerne ud, fristet af forrige tiders rastløse kampliv. Han holdt sig dog i skindet, indtil den politiske krise i 1881 fristede ham til rollen som den store mægler i kampen mellem Venstre og Højre. Men skønt han blev vel modtaget som folketingsmedlem og udfoldede sin mest overbevisende veltalenhed som mægler, virkede han alligevel som en hund i et spil kegler - han var blevet for gammel til at genudfolde sin tryllekraft. Til gengæld tog han sig med nidkærhed af sit embedes vigtigste opgave, tilsynet med kirke og skole gennem visitatsrejser. Gennem ca. en måned hvert forår og efterår gennemrejste han sit bispedømme fra sogn til sogn. Han tog som regel et af områdets fire provstier ad gangen. I en lille enspændergig befor han vejene på Lolland-Falster. Ofte dukkede han uanmeldt op til præstens og præstekonens store rædsel; og han sparede ikke på sarkastiske anmærkninger over dagens prædiken eller over husets beværtning ved den følgende middag. Mere skræk spredte han på skolerne, hvor forskræmte almueskolelærere kunne blive nærmest knust, når biskoppen kom for at »katekisere«, læse i elevernes stilebøger, afhøre både læreren selv og eleverne i læsning, skrivning og de andre fag, foruden selvfølgelig prøver i Balles lille lærebog i Luthers katekismus. Ved de formelle, forud varslede visitatser installerede Monrad sig i præstegården fra fredag til søndag, overværede præstens arbejde, og især hans prædiken om søndagen og fortsatte siden ugens hverdage med at gennemgå sognets skoler. Der gik frasagn om Hans Højærværdigheds optræden ved disse visitatser. Omkring biskoppen sidder ni gæster foruden husets frue. Lejetjeneren står musestille i baggrunden, medens der holdes en skåltale for bispen: kokkepigen er inde at få instrukser af husets frue. Taleren gør sig al mulig umage for at finde passende smigrende ord om bispen. Manden forrest i billedet griber til rødvinsflasken, for nu skal der snart skåles. I forgrunden en tom taburet med en serviet på - det er måske kunstnerens plads. Han har lige forladt bordet for at male sceneriet! Huskatten har også fået et værdigt sæde. Sceneriet er formodentlig præstegården i Stubbekøbing, hvor maleren Carl Thomsens svigerfar, Hans Anton Dieckmann, var præst 1874-84. Kunstneren blev gift med datteren Petra allerede 1876 og har sikkert ofte boet i Stubbekøbing og oplevet mindst en af de berømte visitatser. En lille antydning af kunstnerens nærvær (foruden taburetten i forgrunden) er staffeliet med et maleri opstillet i stuen bagved. Maleriet, et godt eksempel på realismen i malerkunsten på den tid, fortæller sin egen historie. Men det mangler alligevel ord, der virkelig kan levendegøre sceneriet. Dem har vi imidlertid også til rådighed, skrevet af selveste Henrik Pontoppidan. Han arbejdede i slutningen af 1880'erne på romanen »Muld«, første del af »Det forjættede Land«, om den stakkels præst Emanuel Hansted, der har det lige svært med sin egen tro, med den reaktionære provst og med sin menighed i et afsides sogn - på Lolland-Falster. Heri kan man blandt andet stifte bekendtskab med den skarpe ordveksling ved bordet mellem biskoppen og provsten og om, hvordan bispen med ætsende ironi skærer stedets provst ned - han er en reaktionær højremand - og hvordan han indblæser nyt mod og ny tro i den usikre sognepræst. Der er ingen tvivl om, at Pontoppidan selv havde oplevet Monrad i levende live - og muligvis har han kendt den omtalte anekdotesamling af Freudendal, der ligesom »Muld« udkom 1890, men han har tilsyneladende ikke direkte lånt træk derfra. Malerkunsten, digterkunsten og historieskrivningen kan tilsammen give nogle meget nærgående kig ind i fortiden - her er det Monrads personlighed, der har været i fokus.

Kristian Hvidt er historiker på Christiansborg.