Efter Metoos anden bølge: Nu handler det ikke om udskamning, men om respekt og ligeværd

Forebyggelse af seksuelle overgreb kalder på mere end paragraffer og adfærdskorrigering. Når vi har fundet et fælles sprog for den seksualiserede vold, bliver det muligt at bekæmpe den

Forebyggelse af seksuelle overgreb kalder på mere end paragraffer og adfærdskorrigering. Det kalder på et kritisk fokus på den kropskultur og de samfundsstrukturer, der omgiver os, skriver Signe Hoffmann Pedersen, psykolog hos Danner.
Forebyggelse af seksuelle overgreb kalder på mere end paragraffer og adfærdskorrigering. Det kalder på et kritisk fokus på den kropskultur og de samfundsstrukturer, der omgiver os, skriver Signe Hoffmann Pedersen, psykolog hos Danner.

Skal vi i mål med at forandre en kultur med sexisme og seksuelle krænkelser, skal vi bryde med tavsheden og fortsætte den nødvendige samtale som første og særligt anden MeToo-bølge satte i gang.

Med dialog kan vi sammen blive klogere både på individ- og på samfundsniveau. I dette indlæg forsøger jeg a½t tale nysgerrigt om problemet og med et blik, der peger mere fremad end bagud. For kampen mod sexisme og seksuelle krænkelser skal vi kæmpe sammen på tværs af køn, og vi skal arbejde på flere niveauer.

Visionen med MeToo-bevægelsen har været at sætte seksuelle krænkelser på dagsordenen i håb om at stoppe seksuelle krænkelser samt finde måder at hjælpe kvinder udsat for den seksuelle vold. Hvad der startede med lokalt græsrodsarbejde nåede ud til hele verden. Responsen på MeToos første bølge i Danmark var blandet.

Mange kvinder nikkede i stilhed genkendende til de fortællinger, der blev delt. Andre greb kampagnen mere offensivt til at italesætte sexisme som et kønnet og strukturelt problem. Og der var de mindre begejstrede, der beskrev MeToo som ”en terrorbevægelse”, bestående af kvinder, der bruger falske anklager om seksuel vold som våben mod mænd.

Artiklen fortsætter under annoncen

I MeToos anden bølge fik dialogen om sexisme og seksuelle krænkelser fat på en helt anden måde. Den blev virkelighedsnær for os alle. Fordi modige kvinder stod frem, men også fordi der var lydhørhed. Budskabet blev modtaget.

Vi er nu i gang med at adfærdskorrigere. På ledelsesniveau udarbejdes der redskaber til at håndtere sexisme og krænkelser på arbejdspladsen, og seksuelle krænkere stilles til regnskab for deres handlinger.

Endvidere er der på politisk niveau netop vedtaget en samtykkelov, der skal forebygge voldtægt. At sex skal være baseret på et ja, ser jeg som et stort skridt for ligestilling og ligeværd, og med samtykkeloven sikres en nødvendig juridisk ramme omkring den seksuelle vold. Men sexisme og seksuelle krænkelser kalder på mere end adfærdsregulering.

Som forældre og omsorgspersoner er vi rollemodeller og ansvarlige for, at de unge mennesker udvikler sig til kompetente og empatiske mennesker, der kan passe på sig selv og hinanden.

Med afsæt i udviklingspsykologen ved vi, at evnen til at mærke lyst og egne behov, egne og andres grænser, at sige til og fra og at give og tage imod, er kompetencer, der er tæt knyttet til vores omsorgserfaringer.

Lysten og driften er vi født med, men det er i mødet med verden, vi lærer at mærke, afstemme, regulere og give plads til den. Den respons, vi som forældre og omsorgsgivere har på barnets gryende seksualitet, får betydning for glæden ved eller skam over egen krop og seksualitet.

Får barnet relevant respons på sine følelser, indfinder der sig en glæde ved egen krop samt basal tillid til at møde og tage imod fra omverden. Dette lægger kimen til den seksualitet, der gennem livet modnes i samspil med biologi og kultur.

At sexisme og seksuelle krænkelser spiller sammen med strukturelle og kulturelle forhold i vores samfund, står ganske klart. Javist, vi er kommet langt med ligestilling mellem kønnene, men det tager tid at bryde ældgamle strukturer ned. Langt de fleste gør stadig hvad der forventes af dem.

Pigerne lærer at passe på sig selv og være afventende, drengene at være initiativtagere og forførere. Myter og manuskripter for, hvordan vi begår os seksuelt vedligeholdes gennem kulturelle produkter og de fortællinger, vi deler med hinanden.

Således hyldes den unge mand for sine erobringer, mens den unge kvinde udskammes, hvis hun har mange partnere. Det kalder på et genbesøg i de arenaer, hvor kulturen udspiller sig, herunder de institutioner der uddanner og danner vores børn og unge.

Siden 1970’erne har seksualundervisning været obligatorisk i grundskolen, men er der investeret nok i at skabe de nødvendige rammer, indhold og struktur i undervisningen? Og i hvilken grad oplever lærerne sig klædt på til opgaven?

Med MeToo skabes der en sprække til at kvalificere debatten om en seksualundervisning, som reflekterer samfundet, og som de unge oplever som meningsfuld.

Hvad med et dannelsesfag, der knytter an til emner som grænser, flirt, gråzoner og normer, og som også handler om følelser, kommunikation, respekt og rettigheder?

Sexisme kalder også på et kritisk besøg i vores kropskultur. På de sociale medier måler de unge sig selv og hinanden ud fra ydre værdier og der stilles skarpt på den perfekte, veltrænede krop. Et fokus, der gør det svært at føle sig hjemme i sin krop, som den er.

Men fortrolighed med egen krop og seksualitet vindes ikke nødvendigvis med ”sixpack” og fitness. Vi skal støtte børn og unge til lydhørhed og fortrolighed med egen krop og seksualitet og til at tale om deres tvivl og dilemmaer.

For i det seksuelle samspil må der ikke være tvivl om, hvad der foregår, og der skal tjekkes ind med hinanden. Samtykket aflæses i gensidighed, i en krop og en øjenkontakt, der giver og tager imod.

Vi kommer ikke uden om, at sexisme og seksuelle krænkelser også handler om magt. Fristelsen til at slå ned ad og udnytte sin position, fordi man kan. Selvom denne adfærd ikke nødvendigvis kan knyttes til patriarkalske strukturer, er det et faktum, at det fortsat er mænd, der dominerer i samfundets top, tjener mest og bestemmer mest.

Ligeledes at den stereotype opfattelse af maskulinitet med egenskaber som styrke, kontrol og aggression kan være problematiske, hvis de kommer i spil i nære relationer og arbejdsrelationer. Bruges disse egenskaber med magt er der tale om vold; seksuel, psykisk eller fysisk.

Kampen mod sexisme og seksuelle krænkelser skal vi kæmpe sammen på tværs af køn, og vi skal arbejde på flere niveauer. Det handler ikke om at udskamme. Heller ikke om at udrydde flirt og plads til at være seksuelle individer, men om at skabe og opretholde respekt og ligeværd i samfundet.

Med MeToo og den nye samtykkelov er vores blik for egen og andres seksuelle adfærd blevet skærpet, og den patriarkalske struktur slået tilbage. Vi er i gang med at lægge arm med den traditionelle opfattelse af, hvad der er kvindeligt, og hvad der er maskulint, og udbrede et mere nuanceret syn på begge køn.

Forebyggelse af seksuelle overgreb kalder på mere end paragraffer og adfærdskorrigering. Det kalder på et kritisk fokus på den kropskultur og de samfundsstrukturer, der omgiver os. Når vi har fundet et fælles sprog for den seksualiserede vold, bliver det også muligt at bekæmpe den.