I år er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Kirken trængte til en genforening med hovedindholdet af de bibelske skrifter, mente Luther.
I år fejres Reformationen så på forskellig vis rundtomkring i landet. Samtidig er der også belæg for, om ikke at fejre, så i hvert fald at pege på vigtigheden af en af Luthers andre mærkesager, nemlig sjælesorgen.
Luther var selv en ivrig sjælesørger. Det fortælles blandt andet om ham, at han få timer før sin historiske optræden for rigsdagen i Worms i 1521, hvor han skulle forsvare sine teologiske anliggender, fandt tid til at besøge de syge på herberget i byen. Tor Johan Grevbo, norsk teolog og sjælesørger, fremhæver dette og argumenterer ydermere for i sin bog ”Sjelesorgens Vei”, at selve grundtanken i det reformatoriske anliggende var af sjælesørgerisk art.
Når kirken havde brug for at gen- besinde sig på særligt de nytestamentlige skrifter, så var det for dér at finde den Kristus, der kan sætte mennesker i frihed. Martin Luther taler om, at mennesker i troen på Kristus får alt hans: retfærdighed og godhed. Kristus tager til gengæld al menneskets synd og udåd på sig. Det salige bytte, kalder Luther det, for at mennesket bliver frit.
Derfor kan Reformationen kaldes en sjælesorgsbevægelse. For sjælesorg handler om at lede og hjælpe mennesker til større frihed, end hvad udgangspunktet var, og også i dag er der god grund til at fokusere på Reformationens omdrejningspunkt: Kristus, der sætter fri. For det første fordi det stadig er tilfældet, at mennesket gør forkerte ting mod Gud og hinanden. Af den grund behøver mennesker Guds kærlighed og tilgivelse over sig selv og livet for at kunne leve frit.
For det andet, og det er nok så interessant: Mange oplever i dag det ikke at slå til i forhold til især egne forventninger. Kravene bliver for mange, og tilfredsheden med tilværelsen er truet. Forståelsen af synd kan derved siges at tage en drejning til mere at handle om alt det, vi ikke når og magter for at fylde livsrollen ud, så livet bliver komplet og tilnærmelsesvis gnidningsfrit. Det, der er synd, er ikke så tit synd over for Gud. Det er synd for mig som menneske. Selv kender jeg dette mønster fra mit eget liv, og som præst møder jeg det i samtaler.
Reformatoren brugte følgende billede, når han skulle beskrive det syndige menneskets natur: ” incurvatus in se ”. Det er latin og betyder: bøjet ind i sig selv.
For Luther er det et illustrativt billede på, hvad syndens natur gør ved folk. Syndens væsen krymper mennesket sammen, så det nærmest er i fosterstilling og kun dermed kan se sin egen navle. Friheden udebliver. Det er en ganske god stregtegning af mange postmoderne stræbsomme menneskers liv, når det hele er ved at blive for meget.
Man ser kun sig selv og sin egen mislykkethed i forhold til at nå de mål, man selv eller andre har sat for en. At brænde ud er netop at falde sammen som i en fosterstilling og længes efter at blive født på ny. Komme ud i lyset igen. Her er Martin Luthers fremhævelse af Guds redningsplanke i Kristus højst aktuel også i en tid, hvor der tilbydes sjælesorg på nettet. Lige meget hvor sjælesorgen kommer fra, om det er fra chat med en onlinesjælesørger, eller det er via den mellemmenneskelige samtale, så må sjælesorgen forsøge at tale ind i det sammenbrudte og udbrændte menneskes liv, og se for sig Jesus Kristus, der siger: ”Din mistillid til dig selv er dig forladt; og din tillid til dig selv er dig tilladt.” Som en frihedsgudinde der med hævet gudslys står og siger: ”Velkommen! Ingen indrejseforbud her.”
Succes i livet er ikke nogen selvfølge. Det er en gave, som ingen kan være absolut sikker på at få. Endog ikke den mest stræbsomme. Det er heller ikke det væsentligste. Der skulle gerne være noget dybere at falde tilbage på. Kristen sjælesorg er bærer af budskabet om, ikke mindst i kølvandet på Martin Luther, at ingen er fortabt og helt alene, når den inderste livsknude er vævet af tro og dåb.
Det er flere gange fremhævet i løbet af de seneste år, at vi er gået fra en skyldkultur til en skamkultur. Altså at mennesker i dagens Danmark er mere påvirket af deres egen følelse af utilstrækkelighed, end de er optaget af deres skyld. Man skammer sig mere over ikke at slå til, end man angrer sine forkert begåede handlinger med andre ord.
Martin Luthers tanker om ikke at være nedbøjet ( incurvatus in se ), men at lade Kristus rette en ud, så man får livsmod igen, har altså i den grad stadig noget på sig. Luther pointerer, at når alt kommer til alt, så er det ikke kirken, du med dit liv skal stå ret og rank over for. Det er i forhold til Gud, at den enkelte må det. I Kristus. Som kirken engang var det, sådan kan karrieren og forfængeligheden i den forbindelse, og mange andre ting, blive den usunde institution, der gør, at vi til sidst kryber sammen og kun ser vores egen navle. Med Reformationens hovedskikkelse lægges grunden for, at det stadig kan forkyndes, at mennesker dybest set ikke står til ansvar med deres liv over for arbejdet og de høje ambitioner i den sammenhæng.
Mennesket står til ansvar over for Gud og over for andre mennesker, i særdeleshed de nære relationer. Den frihed må mennesket ud i. Martin Luther med sit kardinalpunkt, friheden i Kristus, har banet vejen for, at sjælesorgen stadig er en bølge, der ruller og på afgørende punkter drives af hans teologi.
Når sjælesorgen handler om at møde mennesker i sorg og krise efter et stort tab, har Luthers tanker også noget at sige os i dag. Lidelse og sorg tilgås ofte som et problem, der skal løses.
Det er en parasit på drømmen om det ideelle, som må fjernes. Vi bør i stedet betragte det som et lod i livet, alle på et tidspunkt kommer ud for i en falden verden.
Ingen tror i dag meget på fortællingen om Paradisets Have. Alligevel lever mange i et forsøg på at komme tilbage dertil. At blive udødelige og opnå lykke i livet – af egen kraft. Og så er vi tilbage, hvor vi var før.
Når det gælder sorg og tab, så er det væsentligt at sige, at sorg i sig selv ikke er nogen sygdom. Man skal ikke i behandling for sin sorg, og der skal ikke tages piller. Sorg kan føre til en så dyb depression, at den skal behandles. Men i udgangspunktet er sorg udtryk for kærlighed. Ulykkelig kærlighed. Noget dyrebart er mistet, og sorgen indtræffer.
Faktisk er sorg det eneste begreb, der fortjener at blive sidestillet med kærlighed. Derfor, som man vil forholde sig til kærligheden til det elskede, må man forholde sig til sin sorg. Man må dele det med andre. Man må ind under et andet menneskes lys. Måske en præst eller en anden sjælesørger.
Vender vi os mod Luther, så er det også her hans pointe, at man må se på Kristus. Her med den tvist, at blikket må centreres specifikt på påskebegivenheden. Den lidende Kristus på korset bærer hele verdens synd og skam og sætter med det ethvert menneskes lidelse og sorg i perspektiv. Ud af graven opstår Kristus til nyt liv for alle og ophæver grundlæggende syndens, skammens og sorgens magt over mennesket. Martin Luther negligerer ikke den menneske- lige følelse af afmagt og sorg. Men han er frimodig og holder Kristus-fanen højt som adelsmærke til mennesket. Selv der, hvor mennesket dør og altså ikke slipper levende ud af lidelsen, er alting ikke forbi. Gud er nybrud selv i døden.
Sjælesorgen finder altså blandt Luthers hovedpointer noget særdeles brugbart.
Thomas Gudbergsen er sygehuspræst på Holbæk Sygehus og Slagelse Psykiatrihospital og sognepræst ved Tveje Merløse Kirke