Salmesang på modersmålet var en af de grundlæggende ændringer, som Martin Luther gennemførte i forbindelse med sin reform af kirkens vigtigste gudstjeneste, messen. Overalt hvor den evangelisk-lutherske tro og den nye gudstjeneste blev antaget, blev der indført strofiske sange på nationalsproget. Som bekendt gælder det den dag i dag også her i landet, hvor folkekirkens højmesse ville være utænkelig uden anvendelse af de danske salmer.
I forbindelse med forberedelserne til det forestående reformationsjubilæum i 2017 - 500 år efter Luthers offentliggørelse af de 95 teser rettet imod den alt andet end kristelige handel med afladsbreve - er der imidlertid grund til at rette opmærksomheden mod de forskellige motiver, der førte til indførelsen af salmesangen. Kendskabet til disse motiver kan i høj grad bidrage til at gøre fejringen af jubilæet indholdsrigt og mere meningsfyldt.
Frem for alt var det Luther magtpåliggende, at gudstjenesten blev holdt på et sprog, som menigheden kendte. I stedet for latin, som ingen almindelige mennesker talte eller forstod, skulle alt foregå på det tungemål, der blev anvendt til daglig mand og mand imellem. Det gjaldt selvsagt først og fremmest forkyndelsen af Guds Ord i prædikenen, men også sangen skulle udføres med ord på modersmålet. Fra førreformatorisk tid forelå dog kun få egnede sange, hvorfor der opstod et stort behov for nye tekster.
Dette er baggrunden for, at Luther selv var blandt de første, der skrev nye religiøse digte som udtryk for den kristne tro og tilbedelse af Den Treenige Gud. Mange af dem blev til som gendigtninger af ældre tekster, blandt andet salmer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, men også helt nye tekster så dagens lys.
Et andet vigtigt motiv for indførelsen af salmerne var Luthers ønske om, at menigheden ikke længere skulle indtage en passivt lyttende holdning til de sange, der blev fremført af koret, hvad enten det var de gamle, énstemmige, såkaldte gregorianske koraler eller de mere eller mindre kunstfærdige, flerstemmige udsættelser af de forskellige messeled. I stedet skulle de troende deltage aktivt med sang i lovprisningen og taksigelsen.
Dette var blandt andet en følge af hans afskaffelse af messeofferet, der betød, at præstens funktion ikke længere bestod i at frembære offergaver på sine egne og på menighedens vegne, men i at forkynde Guds Ord og at lede gudstjenesten. I overensstemmelse med læren om det almindelige præstedømme er nemlig alle døbte kaldet til at være præster og til at frembære åndelige ofre i form af lovsang og taksigelse. Kirken blev dermed ændret fra at være en embedskirke til at være en bekendelseskirke.
Ligesom antallet af brugbare sangtekster fra tiden før Reformationen var begrænset, var det overleverede melodistof utilstrækkeligt til at dække det efterhånden stigende behov. Igen var Luther selv, og med ham hans musikalske medarbejder Johann Walter, blandt de første til at skrive nye melodier. Det fremgår blandt andet af Luthers grundlæggende skrift om gudstjenesten, ”Tysk Messe” (”Deutsche Messe”) fra 1526, hvori han både gjorde rede for sine overvejelser og stillede konkrete forslag til messens forløb, og som desuden indeholdt et betydeligt antal nodeeksempler til anskueliggørelse af hans idéer.
Denne side af Luthers gudstjenestereform skal frem for alt ses på baggrund af hans personlige holdning til tonekunsten, som han tillagde overordentlig stor betydning. Han var kendt i samtiden som en ihærdig udøvende musiker, der spillede både lut og fløjte og virkede som sanger, og for navnlig i både tale og skrift at fremhæve musikkens egenskaber. Ligesom Johann Walter betragtede han tonekunsten som en gave fra Gud til menneskene, som både skulle anvende den til lovprisning og tilbedelse af Skaberen og til at formidle Guds Ord. At han nærmest sidestillede musikken med teologien, fremgår blandt andet af hans brev fra 1530 til Ludwig Senfl, der var komponist og kapelmester i München:
”Jeg skammer mig ikke over at bekende åbent, at der efter teologien ikke findes nogen kunst, der kan sidestilles med musikken, da den alene næst efter teologien kan det, som ellers kun teologien formår, nemlig at gøre sindet roligt og fornøjet til klart vidnesbyrd om, at Djævelen, ophavsmanden til bedrøvelige sorger og urolige tanker, flygter for musikkens stemme næsten ligesom for teologiens ord.”
Indførelsen af salmesang på modersmålet i den evangeliske gudstjeneste var således ikke alene motiveret med ønsket om at lade den foregå på nationalsproget og at lade menigheden af troende deltage aktivt i lovsangen, men også med det formål at drage nytte af Guds gave til menneskene ved at stille den i lovprisningens og forkyndelsens tjeneste. Normalt overses eller tilsidesættes denne vigtige side af Luthers reform af messen; blandt andet er det kendetegnende, at mange nyere udgaver af skriftet ”Tysk Messe” kun omfatter Luthers tekst, mens hans nodeeksempler udelades.
I årtierne efter Reformationen blev der udgivet en række salmebøger med de nye tekster og melodier, hvad den dengang forholdsvis nye bogtrykkerkunst muliggjorde. Men det ville være en fejltagelse at tro, at salmesangen blev indført fra den ene dag til den anden. Der gik en rum tid, før det skete, og det er der flere grunde til. Især ønskede Luther ikke at afskaffe latin fuldstændigt. Tværtimod skulle det traditionelle liturgiske sprog bevares først og fremmest af hensyn til ungdommen. Følgen var, at evangeliske komponister i længere tid efter Reformationen satte musik til latinske tekster. Det gælder for eksempel Johann Sebastian Bach, der to århundreder senere blandt andet skrev flere korte messer, bestående af Kyrie og Gloria, og en udsættelse af Marias lovsang, Magnificat.
Desuden blev de evangeliske salmer for det meste udgivet i stemmebøger, der ikke var beregnede for menigheden, men for koret, der sang salmerne flerstemmigt efter samtidens skik, således at hovedmelodien som i en traditionel motet blev lagt i en af mellemstemmerne, som menigheden havde vanskeligt ved at følge og genkende I øvrigt foregik salmesangen ofte vekselvis mellem menigheden og koret, der skiftedes til at synge hver anden strofe henholdsvis énstemmigt og flerstemmigt.
Indførelsen af de evangeliske salmer havde den meget bemærkelsesværdige konsekvens, at komponisterne med stor gennemslagskraft anvendte de nye tekster og melodier i deres kirkemusik. Dette skal frem for alt tolkes som udtryk for deres personlige bekendelse til den lutherske tro og dermed som lovprisning af Gud og som forkyndelse af det kristne budskab. Reformationen medførte dermed en væsentlig fornyelse af den kirkemusik, som menigheden ganske vist ikke deltog aktivt i med sang, men som i høj grad bidrog til udsmykning af gudstjenesten.
Traditionelle musikformer fik tilført nyt indhold, herunder især motet og passion, men desuden opstod nye værktyper, som efterhånden blev udviklet til et meget højt kunstnerisk niveau. Det gælder værktyper som gejstlig koncert, kirkekantate og oratorium, som et meget stor antal komponister har ydet deres bidrag til at udvikle og berige. Mange af deres navne må betragtes som ukendte i vore dage, men det ændrer ikke ved, at de har skrevet meget smuk og udtryksfuld kirkemusik.
I forbindelse med fejringen af det forestående reformationsjubilæum vil det være berettiget, i højere grad end det har været tilfældet indtil nu, at inddrage musikken, både fordi den havde afgørende betydning for Martin Luther, og fordi den evangeliske kirkemusik rummer en overvældende rigdom af skønhed, skrevet til Guds ære.
Peter Ryom er dr.phil.