Da Luther I 1520 smed kanonisk ret på bålet sammen med pavens bandbulle, startede han en udvikling, som fik overmåde stor betydning for udviklingen af lighed for loven.
Før Reformationen var der i Danmark – og i øvrigt i Europa – mange parallelle retssystemer. Nogle af de retlige systemer gik på tværs af landegrænser. For eksempel indgik klostrene i deres eget retlige system, som blev styret fra klosterordenens hovedsæde. Så når Esrum Kloster var moderkloster for blandt andet klostret i Greifswald i Nordtyskland, betyder det, at Greifswald skulle indplacere sin forståelse og løsning af retlige konflikter efter reglerne i Esrum. Men heller ikke Esrum var hovedsædet. Cistercienserordenen var et multinationalt selskab med egen intern lovgivningsmagt på tværs af mange landegrænser og med hovedsæde i Clairvaux i Frankrig. Dér blev tvister med videre bilagt.
Også kirkerne indgik i den katolske kirkes samlede, tværnationale, retlige system med paven i Rom som den øverste. Det var dette retssystem – kanonisk ret – Luther brændte og dermed afskaffede.
Dermed blev hele middelalderens system med ét slag ændret, og i Danmark ganske radikalt. Luthers forkastelse af kanonisk ret bidrog til, at det for Christian III i 1536 blev legitimt at afsætte biskopperne og selv blive lovgiver for kirken. Christian III opfattede sig nok som en sand lutheraner og hentede nok sin selvforståelse som lovgiver i en opfattelse af, at han som døbt og medlem af det almindelige præstedømme havde ret og magt til at gennemføre en sand luthersk reformation; han lovgav altså i respekt for kirken – men han lovgav!
Samtidig viste Christian III’s lovgivning, at loven er noget, mennesker sætter. Loven er ikke nødvendigvis noget, vi har fået nedarvet, eller noget, vi skal aflæse i Bibelen eller i naturen eller religionen. Naturens orden og de nedarvede normer er inspiration – men det er os som mennesker, der afgør, hvad der er ret i samfundet.
I anden omgang førte denne udvikling frem mod lighed for loven. Alle i riget skulle underlægge sig den samme lovgivning – der var ikke (længere) plads til parallelle retssystemer. Det blev især slået fast med enevældens indførelse i 1660 (1665). Danske Lov af 1683 samlede hele retssystemet i én overskuelig lovsamling, der kunne anvendes overalt i riget, og indførelsen af juridisk embedseksamen i 200-året for den danske reformation (1736) gav sammen med indførelsen af konfirmationen samme år grundlag for, at enhedsværdierne i et enhedsretssystem kunne indprentes hver eneste dreng og pige i riget. Bærere af dette enhedssystem blev embedsværket i statsmagtens maskinrum – og her med præsterne som centrale i hver krog af samfundet.
Samtidig byggede det oprindelige, lutherske samfund grundlæggende på forestillingen om, at ligheden mellem mennesker var afhængig af deres plads i kald og stand. Ligheden blev skabt i et dybt patriarkalsk samfund, ikke mellem enkeltindivider, men mellem husstande. Hver enkelt inden for husstanden havde sin plads og funktion, og hver husstand passede ind i samfundets maskineri på en bestemt måde, afhængig af stand og funktion.
Den religionsfrihed, som i første omgang afskaffede retlige forskelle mellem kirkens folk og samfundets øvrige folk – og dermed skabte en første lighed for loven – blev i anden omgang således alene en religionsfrihed for det samlede samfund: en frihed til at indrette loven efter en luthersk religionsopfattelse i modsætning til de normer, der herskede i reformerte, anglikanske eller katolske dele af Europa.
Men alligevel lå der også i Reformationen kimen til en mere individuel religionsfrihed og dermed også en mere individuel opfattelse af, hvem der skal beskyttes af rettens opfattelse af lighed for loven.
I Reformationen lå hele tiden kaldet til den enkelte, til, at den enkelte måtte afklare sig sit forhold til Vorherre, forestillingen om det almindelige præstedømme. Et kald, som i hvert fald i 1700-tallet, om ikke før, skabte grobund for såkaldte læserbevægelser. Mennesker, der ønskede at forsamle sig i private hjem for at læse i Bibelen og i Luthers prædikener. 1700-tallets statspietistiske enevælde reagerede med loven: Konventikelplakaten af 1741 forbød sådanne forsamlinger, medmindre sognepræsten havde givet sin tilladelse. Men ånden var sluppet ud af flasken.
Da den sene, rationalistiske enevælde ville indføre nye lærebøger til katekismusundervisning og nye salmebøger i stedet for Kingos gamle, afprøvede fra slutningen af 1600-tallet, førte det i begyndelsen af 1800-tallet til sangerkrige og de første friskolebevægelser. Og da baptist-røret brød frem igen med vækkelsesbevægelserne lidt senere i 1800-tallet, reagerede den bekymrede sene, velfærdsstatslige enevælde med omsorg for børnenes salighedssag og udstedte i 1828 dåbsforordningen, hvorefter præsterne skulle tvangsdøbe børnene. Alligevel var det præcis disse to bevægelser, som førte til den fuldstændige religionsfrihed med Grundloven i 1849.
Juristen og politikeren A.S. Ørsted var bekymret for religionsfriheden. Han havde så sent som i 1840’erne rådet den nye Christian VIII til at afslå en henvendelse fra det katolske bispedømme i Münster, som havde missionsansvaret i Norden, og som ønskede at etablere en katolsk missionsvirksomhed. Ørsteds begrundelse til kongen var, at vi kan ikke have et religiøst samfund i Danmark, som ikke i yderste instans retter sig efter kongens love, men som i stedet er undergivet pavens love. Altså: Vi kan ikke genindføre kanonisk ret.
Der havde ganske vist været givet tilladelse til katolsk, reformert og jødisk religiøs virksomhed i Danmark allerede fra 1683. Men tilladelsen var alene givet til fremmede trosbekendere. Da statsborgerskabslovgivningen blev indført i 1776, var virkningen, at denne sondring mellem danske og fremmede blev skærpet – og danske skulle være lutherske.
I 1814 blev jødernes retsstilling i riget klargjort. De blev tildelt statsborgerskab, og den kongelige anordning benævnes som oftest ”jødernes frihedsbrev”. Men betingelsen var, at de skulle opgive at følge egne familie- og arveretlige regler om for eksempel dobbelt arvelod til mænd med videre, og de skulle underkaste sig rigets lovgivning. Der blev altså skabt lighed for loven – men på bekostning af en lov, som af nogle opfattes som en integreret del af religionen.
I det 20. århundrede er denne kamp for lighed for loven med religiøs legitimering blevet intensiveret, også i folkekirken: betaling via kirkeskat i stedet for tiende, offer og accidenser; ligebehandling af mænd og kvinder i embeder (men med skam at melde med en noget senere udvikling i kirken end i det øvrige Danmark); valgret og valgbarhed til menighedsråd (også for kvinder, som det første sted i det offentlige Danmark); og afskaffelse af alle krav om ”kirkelige garantier”.
Vi har nok troet, at lutherdom i sig selv ville indebære lighed for loven. Og vi har derfor nok også troet, at religionsfrihed ikke behøvede at udfordre vores retlige forestilling om lighed for loven.
Men nej: Folketinget har i 2017 fejret Reformationen med en lov, der særbehandler religiøse mennesker. Det er ikke forbudt for alle gennem prædiken at billige overtrædelse af straffelovens grovere bestemmelser. Kun religiøse forkyndere rammes.
Lad mig minde om udgangspunktet: Christian III tog lovgivningsmagten i kirken på sig ud fra en forestilling om, hvad der gavnede både religion og samfund. Risikoen er, at nutidens lovgivere som Ørsted i 1840’erne i stedet får skabt grobund for en modbevægelse. Frem mod nye, parallelle religiøse retssamfund i Danmark.
Lisbet Christoffersen er professor mso, Roskilde Universitet