Emile Durkheim, den franske sociolog, sagde engang, at religion i bund og grund er en rituel sammentømring af sociale normer, samfundets selvfejring. Jeg har altid fundet denne teori uholdbar, men den risikerer at blive ganske præcis i forhold til den danske fejring af det forestående reformationsjubilæum.
Bo Kristian Holm og Nina Javette Koefoed havde en kronik her i bladet den 18. juni, der i store træk er svar på ting, jeg har sagt og skrevet. De anbefaler, at jeg overlader reformationsdebatten til de kyndige (dem selv), så den brede befolkning kan blive illumineret på rette vis. Deres ærinde om at ville fremstå som kyndighedens repræsentanter for en balanceret tilgang til Reformationen er i og for sig rosværdigt.
Desværre er Holm og Koefoeds indlæg et eklatant eksempel på grænserne for de kritiske nuancer, når forskere begynder deres tilgang til Reformationen med det diktum, at ”Reformationen skal fejres”.
Omdrejningspunktet for denne del af debatten er uhyre vigtig. Det handler om de tråde man kan trække fra lutherdom til henholdsvis nazisme og moderne velfærdsstat. En balanceret tilgang ville åbent og fordomsfrit tage begge spor op, da de jo er centrale eksempler på den ”dobbelte” historie, som Holm og Koefoed snakker om.
I stedet prøver de at lukke debatten med påstanden om, at det kun er ”Thomassen og enkelte andre”, der kan se tydeligere spor fra lutherdom til nazisme end til velfærdsstat. Enten har de manglende viden om centrale emner inden for deres eget forskningsfelt, eller også er de bevidst manipulerende i deres forsøg på at monopolisere folkeoplysningen.
Jeg kan godt forstå, at Holm og Koefoed gør Sigrun Kahl til ypperste autoritet, når de skal fremhæve linjerne fra reformation til velfærdsstat. Kahl er en interessant, men langt fra dominerende stemme i den komparative udforskning af velfærdsstatens fremkomst. Når man inden for førende forskningstraditioner tøver med at trække direkte tråde fra konfessionelle skel til velfærdsregimer, så har det sine grunde.
For det første gik der knap et halvt årtusinde mellem Reformationen og den moderne velfærdsstat. For det andet er der andre, mere åbenlyse og verificerbare årsagssammenhænge, man kan pege på. Velfærdsregimer og idéen om den ”sociale stat” blev introduceret i Europa af konservative, liberale, fascistiske og socialistiske bevægelser fra slutningen af 1800-tallet.
Den skandinaviske velfærdsmodel opstod som et svar på de specifikke moderniseringsudfordringer, man stod overfor i dette hjørne af Europa. Blandt de overordnede faktorer for velfærdsregimernes udformning var klassesammensætningen og de strukturelle interessekonflikter, der opstod mellem befolkningsgrupper og professioner (og mellem by og land) i forbindelse med den økonomiske udvikling, statens modernisering og den partipolitiske udvikling.
De forlig, der førte til skatte og velfærdspolitikker, byggede ikke på Luther, men på et mylder af sekulære idéer om den sociale orden og individets rettigheder, og hang sammen med eliternes interne magtkampe og statens behov for at tilfredsstille de voksende befolkninger. Hvis man vil forstå den danske velfærdsmodel, giver det mere pote at starte med Septemberforliget i 1899 end Grevens fejde i 1534.
Om der ”bag” disse faktorer kan spores yderst indirekte påvirkninger fra religiøst betingede traditioner tilbage til Reformationen, skal ikke udelukkes. Nogle forskere finder evidensen for modsætningsfuld – der er væsentlige forskelle inden for de konfessionelle retninger, og væsentlige ligheder på tværs. Andre hilser hypotesen velkommen som et muligt perspektiv, men har svært ved at se, hvordan den kan udfordre de eksisterende forklaringsmodeller.
Holm og Koefoed må en tur tilbage til skolebænken og drøvtygge grundteorierne inden for komparative velfærdsregimer, før de fortsætter med folkeoplysningen på det her punkt. Hvis de ikke ved, hvor de skal starte, så kan jeg sende dem et par litteraturlister fra min studietid.
Holm og Koefoed kritiserer det skæve i at ”gøre lutherdommen ansvarlig for nazismen”. Hvis det er undertegnede, de implicerer, vil jeg opfordre dem til at oppe deres debatniveau. Når forskere peger på tråde fra lutherdom til nazisme, så snakker de ikke om et direkte ”ansvar” for nazismen, som kan placeres hos Luther. Men jo, de tråde, de snakker om, er både mere konkrete og eksplicitte end trådene til moderne velfærdspolitikker.
Lad mig blot referere nogle gængse argumenter – som ikke er mine. Mange forskere har peget på Luthers ekstreme antisemitisme som en forløber for nazisternes vanvid. Luther nedfældede som bekendt ganske præcise anvisninger på, hvordan jøderne skulle fjernes fra jordens overflade. Det læste nazisterne med stor opmærksomhed, og det blev aktivt brugt af lutherske præster, selv før Hitler fik magten. Da store dele af den evangeliske kirke i Tyskland fusionerede med nazi-staten, kunne de gøre det med henvisning til Luthers egne ord.
Forskere har sporet tyske national-romantiske forestillinger og idéen om tyskerne som Guds ”udvalgte folk” tilbage til Luther. Andre har påpeget, hvorledes Luthers ekstreme tolkning af lydighedspligten senere fik katastrofale følger under nazismen. NSDAP kom aldrig til at stå så stærkt i de katolske landsdele som i de protestantiske, hverken ved de sidste frie valg i 1932-1933 eller fremefter. Det mest gennemnazistiske område i Tyskland var Schleswig-Holstein.
Teologen Karl Barth, som Holm og Koefoed nok har stødt på, skrev i 1939:
”Det tyske folk lider under arven fra et særlig dybsindigt og netop derfor særlig vildt, uklogt, livsukyndigt hedenskab. Og det lider under arven fra den største kristne tysker: under Martin Luthers vildfarelse, hvad angår forholdet mellem lov og evangelium, mellem verdslig og åndelig ordning og magt, gennem hvilken dets naturlige hedenskab ikke såvel er blevet begrænset og inddæmmet som langt mere blevet ideologisk forklaret, stadfæstet og forstærket.”
Man behøver ikke være enig for at forstå, at den her debat må tages alvorligt. Den nationalistiske brug af lutherdommen er ikke en abstrakt problemstilling, heller ikke i dag.
Når Aarhus Universitet formidler alsidige historier om Reformationen, er det et ubetinget gode. Og ja: Reformationsdebatten skulle gerne hjælpe til at nedbryde stereotyper. Og ja: Enhver tradition har pligt til at ransage sig selv for de tendenser, der kan føre til vold og undertrykkelse. Måske er der tegn på sådan en selvransagelse også i Danmark.
Den er hårdt tiltrængt, for når lutherske stemmer så pokkers gerne vil fremhæve forbindelserne fra Reformationen til alt det gode, vi har i dag, så minder det en del om Holms tidligere udtalelse her i bladet, at Reformationen førte til grundskoler og uddannelse for piger, og dermed var et skridt mod kønsligestilling. Sådanne udsagn er antropologisk interessante, ikke fordi de er forkerte, men fordi de viser, hvor brændende man gerne vil tro på myten om, at reformation er lig med ligestilling.
Holm og Koefoed snakker om den ”dobbelte” lutherske arv, men de synes at have forhåndsdikteret, hvilken side af medaljen der er vigtigst. Fejres skal det jo. De roser sig selv for deres differentierede tilgang, men rummeligheden har sine åbenlyse begrænsninger. De vil have nuancerne med, men de vil selv bestemme, hvad nuancerne må handle om, og hvordan de skal vægtes. I modsætning til ”folk som Bjørn Thomassen” (en hel kategori af ukyndige, forstår man) står de stolte som de legitime fortolkere af historiens vingeslag, som befolkningen nu skal informeres om. Af de oplyste.
Reformationens selvfejring ruller selvhøjtideligt videre.
Bjørn Thomassen er ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet