Reformationsjubilæet forberedes verden over

Reformationen fik globale konsekvenser, så det er intet under at 500-års dagen fejres globalt, mener dagens kronikør. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at korset var i centrum for Luther, og derfor er det afgørende at der indgår kritik og selvkritik i jubilæet

I 2017 er det 500 år siden, Luther opsatte sine teser på kirkedøren i Wittenberg. Reformationen fik globale konsekvenser, og fejringen forberedes verden over. Her ses en glasmosaik i Hammerfest kirke, Norge.
I 2017 er det 500 år siden, Luther opsatte sine teser på kirkedøren i Wittenberg. Reformationen fik globale konsekvenser, og fejringen forberedes verden over. Her ses en glasmosaik i Hammerfest kirke, Norge. Foto: Curt Carnemark Denmark.

Chile er et land med flertal af katolikker. Men 15 procent er protestanter ikke mindst fra de voksende pinsekirker. Det er formentlig baggrunden for, at regeringen for et par år siden bad det protestantiske kirkeråd om at udpege en national protestantisk festdag ved siden af de mange katolske dage.

Selvom den lutherske kirke i Chile kun har få tusinde medlemmer, enedes kirkerådet om at foreslå den 31. oktober reformationsdagen, dagen hvor Luther i 1517 slog sine teser op på slotskirkedøren i Wittenberg. Nu faldt det sådan, at meddelelsen om, at dette forslag var imødekommet, blev givet under et af kirkerådets store møder. Hele forsamlingen, herunder det store flertal af chilenske pinsekristne, rejste sig spontant op og sang Vor Gud han er så fast en borg.

LÆS OGSÅ: Reformationens vugge

Denne sjove historie fra den globale kirkelige virkelighed afspejler flere ting: For det første, at kirker over hele jorden med al deres forskellighed trækker på nogle fælles traditioner. Også i de meget store lutherske kirker i Indonesien synger man Vor Gud han er så fast en borg. Men dernæst, at flere kirkesamfund, end vi måske set fra Danmark forestiller os, vedkender sig en reformatorisk arv. For dem alle udgør Reformationen med sit fokus på Skriftens primat, bibeloversættelse og -tolkning og betoningen af det almindelige præstedømme et begyndelsespunkt.

I 2017 er det 500 år siden, Luther offentliggjorde sine teser. Det siger sig selv, at denne mærkedag vil blive markeret i alle Europas lutherske og reformerte kirker, som er omtrent lige så gamle. I Tyskland er det ikke bare en kirkelig, men også en forbundsrepublik-begivenhed. Også i Danmark er der nedsat et præsidium til at forberede markeringen, og i alle folkekirkens stifter er udvalg på vej, der skal forberede jubilæet; mange gode ideer er allerede i spil.

Men det er betydningsfuldt, at også unge lutherske kirker i det globale syd med kun en snes års historie finder det afgørende at være med i markeringen af denne begivenhed, og at kredsen af kirker ikke kun omfatter egentlige reformationskirker, som lutherske og reformerte, men en langt videre kreds. Ja, selv i den romersk-katolske kirke erkendes det, at Reformationen på afgørende punkter kom til at præge den, blandt andet derved, at den jo blev gjort til en konfessionskirke ved de andre kirkesamfunds udskillelse.

Reformationen fik globale konsekvenser, så intet under at 500-års-dagen også markeres globalt. Den hvide indvandring til Nordamerika var for eksempel forbundet med den på Reformationen følgende religiøse intolerance i flere europæiske lande USAs særlige religiøst-kulturelle særpræg er således også en følge af Reformationen.

Den katolske mission i Sydamerika i 1500-tallet og efterfølgende var i høj grad præget af den styrkelse af den katolske kirke, som modreformationen indebar. En markering handler derfor heller ikke blot om at vende blikket mod første halvdel af 1500-tallet, men om at have syn for 500 års reformatorisk vidnesbyrd og virkningshistorie.

En historie, som kun er forstået korrekt, hvis den også ses som fortsættende i dag. En protestantisk kirke er ikke kun en kirke født ud af Reformationen, men indebærer at være kirke i reformation, bestandigt udfordret af Skriften og sammenhængende hermed: bestandigt udfordret af den aktuelle kontekst, som Skriftens budskab skal tolkes ind i.

Ikke mindst i de unge lutherske kirker er der stor opmærksomhed på at udvikle en kontekstuel teologi og kirkelig praksis. I Angolas lutherske kirke planlægger man eksempelvis at plante en stor Luther-skov til markering af jubilæet, udfordret som man er i det daglige liv af klimaændringens konsekvenser og inspireret af det (godt nok ikke helt autentiske) Luther-udsagn om at plante et træ i dag, hvis udsigten er jordens undergang i morgen. Det trækker nogle nordeuropæiske teologer muligvis på smilebåndet ad, men vil nok samtidig meget have sig frabedt, at vores kontekstualisering af evangeliet bliver gået efter med tættekam.

LÆS OGSÅ: Var Luther fihedshelt eller træklods?

Risikoen ved kontekstualisering er selvfølgelig, at det partikulære tager magten i kirkerne, men her bliver markeringen af 500-året netop en lejlighed til at afbalancere det lokale med det universelle. Og så skal man ikke være blind for, at nye eller helt unge kirker netop ved deltagelse i en sådan begivenhed får mulighed for at få rødderne ned i en historie, de ellers kunne føle sig stående uden for.

Ja, for mange af dem gælder det, at det er igennem Reformationen, at de får det helt lange historiske remtræk til kirkens første årtusinde. Det er vigtigt, at deres egen historie bliver fortalt ind i den lange historie, og derfor er Det lutherske Verdensforbund opsat på, at alle medlemskirkernes (og ikke kun de europæiskes) historie skal beskrives op til 2017.

Den særlige fælleshistorie skal selvsagt også fortælles. Den ungarske lutherske kirke er i gang med et storstilet animationsprojekt reformationshistorien som 12 kvarterlange tegnefilm. De er allerede solgt til nationalt tv, men tanken er, at de med ændret lydspor kan bruges overalt. Når det drejer sig om det historiske, er det i øvrigt virkeligt inter-essant, at katolske og lutherske teologer, der århundreder igennem har fortalt to vidt forskellige historier, en om splittelse og forfald versus en om redning og fokusering, for første gang har prøvet at skildre hændelserne i fællesskab i dokumentet From Conflict to Communion.

Risikerer det hele nu ikke at blive en selvfed fest, hvor vi lutheranere bekræfter hinanden i, hvor godt Luthers opgør var? Jo, den risiko er der, og det ville være totalt uluthersk. For Luther stod korset i teologiens centrum, og derfor ville en triumfalistisk selvfejring med sikkerhed byde ham imod. Derfor er det også afgørende, at kritik og selvkritik kommer til at indgå i jubilæet, og her vil netop de unge kirkers kritiske spørgsmål til de gamle reformationskirker kunne være en hjælp og en inspiration. Men i øvrigt har vi også fra en dansk sammenhæng noget at byde ind med her med Luther-kritik hos både Grundtvig og Kierkegaard.

En ting, som spiller en stor rolle i de unge lutherske kirker, er kvindernes rolle i Reformationen. Bortset fra joviale skildringer af Luthers familieliv og en vis veneration for hans Käthe spiller det en lille rolle i vores reformationsfortælling. Men kvindelige teologer i Sydøstasien ser en klar sammenhæng mellem de reformatoriske kirkers åbenhed overfor kvinders rolle i kirken i dag og så de store kvindeskikkelser op igennem reformationskirkernes historie og derfor vil de udgive disse kvindehistorier. For dem og for for eksempel østeuropæiske og baltiske kvindeteologer har den evangeliske frihed også dette aspekt.

Der arbejdes således både på meget lokalt prægede (blandt andet bibeloversættelser) og på mere fælles markeringer. En begivenhed, der kan komme til at afspejle begge vigtige sider af jubilæet er den gudstjenestebølge, som det er planen at internet-transmittere den 31. oktober 2017: en festgudstjeneste af en times varighed fra hver tidszone. Så vil man kunne se, at det hører til det reformatoriske, at man kan have sit kulturelle særpræg og netop derigennem være en del af en stor bevægelse. Det lutherske og reformatoriske er i dag en polycentrisk realitet.

Når vi har passeret den 31. oktober 2017, må spørgsmålet rejses: hvad med den 32. oktober? Med andre ord: skal en markering af jubilæet have mening, må den give inspiration fremadrettet. At beskæftige sig med historien er væsentligt, hvis det kan hjælpe os til at besvare spørgsmålet: hvad vil det sige at være evangelisk i det 21. århundrede. Men også kun da.