Reformationsmaskinen i Wittenberg

En gunstig konstellation af politiske interesser, intellektuel slagkraft og et mediemæssigt nybrud, holdt i byen Wittenberg længe nok til, at den nye religiøse og politiske orden kunne finde fodfæste i store dele af det nordlige og vestlige Europa, skriver dagens kronikør

Reformationsmaskinen i Wittenberg

BYEN WITTENBERG i delstaten Sachsen-Anhalt i vore dages Tyskland er ikke nogen stor by. Går man igennem den gamle bydels stille provinsidyl for at komme hen til den berømte kirkedør, hvor Luther ifølge legender opslog sine 95 teser om afladshandlen, bliver man slået af middelalderbyens beskedne dimensioner.

Heller ikke i 1517, ”tese-året”, var der særligt meget at prale af, lille og beskidt som byen var med omkring 2000 indbyggere, ”barbariske folk, der ernærer sig ved ølbrygning og værtshuse og med en gruppe købmænd, der ikke er fem flade øre værd”. Sagt af en af Luthers argeste modstandere ganske vist (og citeret i Andrew Pettegrees netop udkomne bog ”Brand Luther”), men formentlig ikke så langt fra sandheden.

Ikke desto mindre rummede byen ikke alene Reformationens hovedskikkelse, men også en gunstig og enestående konstellation af personer og institutioner, som gav den unge reformationsbevægelse et afsæt, der bragte den sejrrigt gennem de første usikre år.

Tager vi for et øjeblik legenden om teseopslaget på ordet, så kan vi forestille os Luther, klædt i Augustinerordenens munkekutte, bevæbnet med hammer og nagler og en papirrulle under armen på vej til kirkedøren, der blev brugt som opslagstavle for byens universitet.

Vi kan følge ham gående fra Augustinerklosteret i byens østlige del, hvor han boede, ned ad Collegienstrasse og videre ad Schlosstrasse hen til slottet og kirken i byens vestlige udkant, en relativt kort strækning på under en kilometer.

På sin vej har Luther passeret byens nye universitet og lidt længere fremme hofmaleren Lucas Cranach den Ældres store værksted. For enden af gaden er han kommet ned til byens slot ved siden af kirken, sædet for kurfyrsten af Sachsen. Inden for middelalderbyens mure stod de opmarcheret, side om side, hovedaktørerne i et opbrud, der endte med at sprænge middelalderen i stumper og stykker.

OM LEGENDEN OM DE 95 TESER på kirkedøren taler sandt, er stadig et åbent spørgsmål; vi mangler den sikre, samtidige kilde. Men teserne blev spredt, oversat til tysk fra den oprindelige latinske tekst og trykt og genoptrykt i det tyske område.

Også de katolske gejstlige fik øje på den rebelske munk, og forsøg blev hurtigt sat ind for at standse den farlige lære, inden den kunne nå at gribe om sig og slå rod i ubefæstede sjæle. Når Luther alligevel undgik kætterbålet, skyldtes det storpolitiske forviklinger og ikke mindst den lokale kurfyrste, Frederik III.

Wittenberg hørte i 1517 ind under kurfyrstendømmet Sachsen og var en af flere residensbyer for kurfyrsten selv. Frederik var uden tvivl, i hvert fald inden Luther vendte op og ned på det gamle verdensbillede, troende katolik.

Alligevel vægrede Frederik sig ved, på trods af direkte henvendelser fra paven, uden videre at udlevere Luther til retsforfølgelse og dom. Først måtte en fri, offentlig disput afgøre de religiøse spørgsmål.

Det var situationen i slutningen af 1518. Og så, midt i disse stridigheder og til alt held for Luther, døde den tysk-romerske kejser, Maximilian I. En ny kejser skulle vælges, og Frederik stod centralt i denne proces. Han var kurfyrste og dermed medlem af den kreds på syv regenter og gejstlige, der skulle udpege den nye kejser.

Paven og en af kandidaterne til tronen, den senere tysk-romerske kejser Karl V, havde brug for Frederiks støtte, og Luther og den reformatoriske bevægelse fik et pusterum.

Da sagen mod Luther igen tog fart i 1520, henviste Frederik til, at indgreb over for den nye tro ikke længere var mulige. Den var allerede vidt udbredt blandt både lærd og læg, hvilket ikke nødvendigvis var rigtigt på dette tidlige tidspunkt. Men det kunne bruges som fiks undskyldning for at vinde tid. Efter rigsdagen i Worms i 1521, hvor Luther på sædvanlig trodsig vis nægtede at tilbagekalde sine skrifter, var det igen Frederik, der fik bragt Luther af vejen i sikkerhed på et af sine slotte.

Hvad der motiverede kurfyrsten til således at beskytte Luther, er siden blevet diskuteret, blandt andre af Ingetraut Ludolphy i hendes klassiske biografi over Frederik. Sikkert er det, at denne ”aktive passivitet” i sit resultat var til gavn for den reformatoriske bevægelse. Uden Frederiks henholdende politik kunne Luther og hans lære være blevet en parentes i historien.

Men Luther fik ikke blot gavn af Frederiks storpolitiske manøvre. Også byens nye universitet blev et vigtigt led i reformationsmaskineriet. Både som ”tænketank” for udvikling af den nye doktrin og som udklækningsanstalt for generationer af unge mænd, der her så lyset.

LUTHER SELV VAR en uhyre flittig skribent og forelæser og udsendte i de første år et stort antal skrifter og pamfletter. Og andre tog tråden op og udviklede den nye lære. Vigtigst af alle blev en ung mand, der allerede som 21-årig, i 1518, blev ansat ved universitetet som professor i græsk. Han kan næppe ved sin fremtoning have skabt stor opmærksomhed, han var lille og spinkel, og så læspede han en smule.

Men det, han sagde, vakte opsigt. Hans navn var Philipp Melanchthon. Luther og Melanchthon dannede helt frem til Luthers død et stærkt makkerpar i kampen for den nye trosretning.

Melanchthon skrev tidligt en systematisk fremstilling af den reformatoriske teologi. Især var han dog optaget af at forbedre uddannelserne i det tyske område og bidrog dermed også til at udbrede kendskabet til den nye tro.

Og hørt og spredt blev de nye budskaber. På en af murene i gården på universitet kan man i dag se en plakette, der fortæller, at her blev Hans Tausen – med tilføjelsen dansk reformator – kandidat i 1525. Men Tausen var blot én af de mange, også danske studerende, der søgte den efterhånden vidt berømte uddannelsesinstitution, og som bragte den nye evangelielæsning med tilbage til hjemstavnen.

Ikke langt fra universitetet og lige over for rådhuset lå Lucas Cranachs store malerværksted. Det gør det stadig, nu indrettet som museum. Cranach blev Reformationens maler og illustrator par excellence.

Fra Cranachs værksted flød en strøm af træsnit, der i håndfast, ofte grovkornet form viste forskellen mellem ”den sande Kristi religion og Antikrists (det vil sige pavens, red.) falske, afgudsdyrkende lære”.

Mens andre, radikale tilhængere af den nye tro stormede kirkerne og smed den gamle tros gudelige billeder på bålet, så tog Luther ikke selv afstand fra brugen af billeder. Når billederne blot ikke i sig selv blev genstand for tilbedelse, så kunne de være nyttige våben i kampen for den nye tro. Og det blev de.

I Wittenberg kom også bogtrykkere til. De tog sig af mangfoldiggørelsen af de reformatoriske skrifter og bidrog til at gøre dem til regulære salgssucceser. Pavekirken benyttede sig selvfølgelig også af den nye trykketekniks mulig‑ heder.

Blandt andet blev de forkætrede afladsbreve produceret ved hjælp af den nye teknik og kunne dermed komme i store oplag til gavn for sjælene i Skærs‑ ilden og kirkens indtægter. Men det var Reformationens tilhængere, og ikke mindst Luther selv, der bedst formåede at benytte sig af den nye medievirkelighed.

Den gunstige konstellation af politiske interesser, intellektuel slagkraft og et mediemæssigt nybrud, der både beskyttede og understøttede den unge, reformatoriske bevægelse, holdt længe nok til, at den nye religiøse og politiske orden kunne finde fodfæste i store områder i det nordlige og vestlige Europa. Som man kunne vente, satte en modreformation ind med krig og bål og brand, men da var det allerede for sent. Reformationsmaskinen havde gjort sit arbejde.

Flemming Arentoft er er unddannet cand.scient.pol. og forfatter til bogen ”På cykel gennem 1500-tallets Europa”, om at rejse i Michel de Montaignes fodspor