Reformér gudstjenesten

Vi passer ikke på gudstjenesten ved at lade den blive så gammeldags, at ingen har lyst til at tage del i den. Vi skal reformere gudstjenesten, så kirken kan bære en dyrebar tradition ind i en ny tid, skriver dagens kronikører

Reformér gudstjenesten

Når vi taler om gudstjeneste, om tradition og fornyelse, går bølgerne højt. Senest har det været tilfældet i forbindelse med eventen ”Befri Gudstjenesten”, et samarbejde mellem Teatret Svalegangen og Aarhus Domkirke.

Meninger brydes. Sådan er det, når vi taler om det, der er dyrebart for os. Og der kunne vi begynde: med at anerkende, at når vi tænker og mener noget om gudstjenesten, så er det, fordi vi holder af den og ser den som vigtig. Sådan er det for os – og sådan er det for de andre. Hvis vi vil andet end lufte fordommene om, at de andre er ”forandringsresistente” eller omvendt ”bare vil fornyelsen for fornyelsens skyld”, så er samtalen nødvendig – netop fordi det handler om en hjertesag for os alle.

Vi har ikke set forestillingen i Aarhus. Det ville vi gerne have gjort. Måske ville vi ikke have brudt os om det hele. Måske ville vi være blevet inspireret af noget. I hvert fald kunne forestillingen have fortjent, at det var indholdet, der blev diskuteret – og diskuteret på en respektfuld måde; at projektet blev mødt med åben nysgerrighed. At sammenligne egen bedste teori med andres værste praksis kan måske virke kækt og friskt, men tjener ikke vores fælles anliggende: en respektfuld samtale om gudstjenesten. I den samtale, er der mange tematikker – og myter, kæpheste og fordomme, som vi kan have glæde af at se på sammen.

Der er en myte om, at der findes én ”rigtig” gudstjenesteform, nemlig den, der lige nu er nedskrevet i den danske alterbog. Den kaldes så ”den traditionelle lutherske gudstjeneste”. Kun hvis vi holder gudstjeneste præcis på denne måde alle steder og til alle tider, har vi et kirkeligt fællesskab. Men gudstjeneste er meget mere end det, der på forhånd er skrevet ned. Og genkendelighed er ikke det samme som ensartethed.

Det fører for vidt at komme ind på den tematik her. Men som en illustration kan nævnes, at gudstjenesten juleaften og en tidlig morgengudstjeneste julesøndag klokken 9 de fleste steder stort set vil have samme nedskrevne forløb. Og ingen steder vil vi synes, at de to gudstjenester er ens. Det gælder også, når den samme liturgi anvendes i en domkirke og en landsbykirke. Vi kan så påstå, at det er den samme gudstjeneste. Men det er det samme som at påstå, at en nøgen kejser har det smukkeste tøj på – alle andre ser noget helt andet.

Der er forskel på tradition og traditionalisme. Der findes ikke én traditionel liturgi i lutherske kirker – derimod findes der en liturgisk tradition. En forsker (Jaroslav Pelikan) har sagt:

”Tradition lever i samtalen med det forgangne, samtidig med at vi husker, hvor vi er, og hvornår vi er, og at det er op til os at træffe beslutninger (altså at bære traditionen videre på en ansvarlig måde her, hvor vi er, og i den tid, vi lever i). Traditionalisme forestiller sig, at intet nogensinde bør gøres første gang. Så det eneste nødvendige, uanset hvilket problem man skal løse, er at finde frem til den entydigt bevidnede ensartede tradition, som man mener må findes et sted.”

Vi kunne udtrykke det sådan: Autentisk kontinuitet af kirkens gamle tradition kræver ansvarlig refleksion og forandring. Denne dynamiske forståelse af tradition – og skelnen mellem tradition og traditionalisme – er en særlig forpligtelse for lutherske kirker, men er også udbredt i andre kirkesamfund.

Netop fordi vi taler om gudstjenester i kirker, der lægger vægt på den reformatoriske arv, må det også i år være på sin plads, at vi besinder os på nogle af Luthers tanker.

For det første tanken om bundethed til Kristus alene. Alt det, der sker og siges ved gudstjenesten, skal forkynde Kristus. Ikke som et statisk dogme, men som en levende Gud, der kommer os i møde. Kirken må til stadighed reformeres for at forkynde Kristus ind i den sammenhæng, den er kirke i. Troen på Kristus er det eneste samlende for kristne. Og menighederne har ansvar for, at den lokale gudstjeneste forkynder Kristus så tydeligt, som det er muligt.

For det andet tanken om gudstjeneste som kommunikation og ikke som mystiske ord eller mærkelige ritualer, som ingen forstår. Derfor har Bibelens ord og det udlagte ord i prædikenen høj prioritet. Samtidig ved vi, at alt det, der siges og sker i gudstjenesten, kommunikerer. Ordet forkyndes med ord – og med alt andet. Derfor skal vi gøre os umage med alt, der sker ved gudstjenesten. Det skal være tydeligt, hvilken Gud vi tror på. Sat på spidsen kunne man også spørge: Møder vi søndag morgen Gud i skikkelse af en perfektionistisk principrytter og museal fejlfinder, der krypterer verdens bedste budskab i et uforståeligt sprog og forlanger perfektion i salmesang, kropsøvelser og sind søndag morgen? Eller møder vi den levende treenige Gud, der tager os ind i sit liv, og som sender os fornyede ud, badede og bespiste, trøstede og med nye kræfter?

For det tredje tankerne om frihed. Luther fastholder i de vigtigste skrifter om gudstjeneste, at frihedsbegrebet også gælder her. Ingen bestemt gudstjenesteform må ophøjes til en ny lov, der skal overholdes. Når han redegør for, hvordan man fejrer gudstjeneste i Wittenberg (det skrift, der også kaldes ”Formula Missae”), er det netop én måde, ”men ingen skal mene, at det ikke er tilladt at antage eller bruge nogen anden (liturgi). Ja, vi bønfalder dem af hjertet for Kristi skyld, at hvis noget bedre bliver åbenbaret dem, at de så vil befale os, som først tog til orde, at tie, for at vi i samarbejde kan hjælpe den fælles sag”. Konkret kan det inspirere os til at arbejde frimodigt med vores liturgiske tradition, netop fordi den er så dyrebar for os, at vi gerne vil bære den ind i vores tid og ind på vores sted.

At arbejde med at reformere gudstjeneste, eller forny den, sker med varsomhed. Det sker for at slå slaggerne af guldet, så det kan skinne klarere (som daværende biskop Niels Henrik Arendt sagde).

Det sker, for at vi kan bære vores liturgiske tradition videre som en levende tradition.

Tradition betyder faktisk ”noget, der er båret”. Så vi kunne sammenligne det med noget andet, der bæres, nemlig kronjuvelerne. De ejes ikke af nogen person, men bæres altid af den danske dronning. I gudstjenesten findes de mest dyrebare, nedarvede juveler, nogle af dem går helt tilbage til Jesus selv. De fleste kirker i verden er enige om, hvad der er gudstjenestens ”kronjuveler”, nemlig samling, bad (dåb), ord, måltid (nadver) og sendelse. Disse kronjuveler har vi igennem tiden og traditionen på forskellige måde indfattet i en smuk helhed, i liturgien.

Netop fordi gudstjenesten skal være tiltrækkende, uanset om vi lever i 1517 eller i 2017. Det er de samme juveler, men smykkerne, som de er en del af, har ændret sig med tiden. Og de er i tidens løb blevet suppleret med ekstra ædelstene, som passer smukt til de gamle. Smykkerne er blevet udformet efter tidens mode – ikke for at det skulle være ”poppet”, men for at de ikke skulle ligge i en kasse med gammelt ragelse, som ingen havde lyst til at bruge.

Man passer på kronjuvelerne ved at lade dem indfatte på en måde, så de, der bærer dem videre i tiden, kan gøre det med glæde. Kirken bærer en dyrebar tradition ind i en ny tid. Kronjuvelerne er genkendelige og de samme. Det er den liturgiske indfatning, der ændres. En gang imellem føjes noget til – for at det, der allerede findes, skal være endnu smukkere.

Vi passer ikke på gudstjenestetraditionen ved at lade den blive så gammeldags, at ingen har lyst til at bære den. Og vi passer selvsagt heller ikke på den ved at lade kronjuvelerne erstatte af plasticperler.

Vi passer på gudstjenestens kronjuveler ved at lade dem indfatte i en liturgi, som passer til kirken i dag, og så de kan bæres videre til glæde.

Søren Andresen er organist og Tine Illum er sognepræst