DEN NYLIG INDGÅEDE økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen indebærer, at der skal spares på en del offentlige områder. Kommunernes Landsforening har lagt sig i selen for at retfærdiggøre sine usædvanlige besparelser på handicapområdet, specielt i forhold til elever med autisme og ADHD – og Kommunernes Landsforening har taget meget manipulerende og uanstændige metoder i brug.
Der er ikke belæg for en række af Kommunernes Landsforenings udmeldinger, og der er ikke fagligt belæg for at generalisere og sige, at elever med autisme og ADHD har bedst af at være i en almindelig skoleklasse, så de kan lære af de andre elever.
Professor Niels Egelund, mangeårig ekspert på specialområdet, understreger i bogen "Specialundervisningens nye vilkår" fra 2006, at alle elever ikke kan inkluderes: "For en del af den samlede elevgruppe, formentlig tre-fem procent, kræves dog en kvalitativt anderledes undervisning, hvor der må benyttes særlige materialer, særlige teknikker og måske særlig teknologi." På et møde i Fredericia i 2009 fremhævede Niels Egelund igen: "Der vil imidlertid altid være en lille andel elever, for hvem et specialiseret tilbud vil være pædagogisk og socialt optimalt."
De anderledes skoleelever med specielle særlige behov, som Niels Egelund omtaler, er de børn, som regeringen og Kommunernes Landsforening nu vil hjemtage fra specialskoler og specialklasser og sætte ind i almindelige klasser. Børn og unge som mine drenge.
Mine drenge ligner alle andre drenge. De kan ganske vist være noget aktive og støjende, de piller ved ting, laver lyde og bevægelser, vipper på stolen, lytter tilsyneladende ikke rigtigt efter og svarer igen. Det får fejlagtigt omverdenen til at tro, at de er nogle uopdragne og grænsesøgende drenge, som bare skal have sat nogle klare regler og grænser.
Det skal de også – men de har brug for langt mere end det.
De er ikke som andre drenge. De har et usynligt handicap – autisme – hvilket næsten er en form for dobbelt handicap, fordi de ud over det usynlige handicap autismen også er særligt udsatte for at blive misforstået, drillet, mobbet og skældt ud af omverdenen. Derudover har de tillægshandicap. En stor del af mennesker med autisme har ofte ét eller flere handicap i form af en anden udviklingsforstyrrelse, og herudover ses også depression og psykoser, spiseforstyrrelser, søvnforstyrrelser, angst med mere.
Et menneske med autisme er, fordi hjernen ikke fungerer, som den bør, blindt på det sociale område, både i forhold til sig selv og i forhold til andre menneskers adfærd og normer. Personen ved ganske enkelt ikke, hvordan man gebærder sig socialt. De skal lære det helt specielt, og de kan ikke lære det ved, at det bliver fortalt dem eller ved at se på andre menneskers opførsel. Derudover har mennesket med autisme også en særlig tankegang og en anderledes opfattelsesevne. Det tager længere tid for dem at reagere og bearbejde information end hos mennesker uden autisme, og de misforstår ofte beskeder.
De har også et meget sensitivt sanseapparat. Min ældste søn på 17 år har fortalt om, hvor svært det har været for ham at føre en samtale som mindre:
"Noget, såsom en samtale, der anses for en simpel ting, har været en næsten umulig bedrift, da jeg var yngre. En samtale er en stor knude af processer for os med autisme. Man skal lytte, analysere, svare relevant og selvfølgelig sidde stille, for det gør velopdragne børn jo! Hvis du så også har eksterne forstyrrelser såsom larm, bevægelser og andet omkring dig, er det jo næsten umuligt. Og jeg har stadigvæk svært ved det i længere tid! Jeg må finde mig et rum med hvide vægge og helst ingen vinduer, billeder eller andre forstyrrende elementer for at kunne have energi nok til at have en længere og meningsfuld samtale om for eksempel min uddannelse."
Min anden drengs dygtige pædagog gav i sin tid en lignende og præcis beskrivelse af vanskelighederne ved autisme. Beskrivelsen forklarer også ganske godt, hvorfor autister ikke sådan bare kan placeres i normalmiljøet:
"Christian vil faktisk meget gerne deltage i fælles aktiviteter på stuen, lege, klippe/klistre, tegne, men magter ikke at forblive ved aktiviteten uden den voksnes støtte, og så kan det endda være svært. Kammeratskabsrelationerne er meget vanskelige for Christian. Her spiller både kommunikation, koncentration og det at have egne planer en rolle. For eksempel når vi spiser: Fire-fem store børn sidder ved vores høje bord, og i løbet af kort tid kan Christian være uden for samtalen. Christian kan ikke koncentrere sig om samtalen, hvor man skal snakke, vente, lytte og forstå, og han glider af og får kun fat i lidt af samtalen og kan derfor ikke følge med. Får tit fat i enkeltheder og laver egen tolkning, der måske ikke passer helt til det, gruppen er optaget af. Så fjoller han sig enten ud af det eller bliver ked af det. Tit kan han sagtens fornemme det og undrer sig og spørger hvorfor."
Mange elever med autisme kan i skolesammenhæng ikke håndtere at være sammen med en større gruppe elever, altså være i en almindelig klasse, på grund af autismen og/eller på grund af alvorlige sanseforstyrrelser og hjernens bearbejdning af informationer. Selv i en specialklasse eller på en specialskole er de elever, som er i stand til at tage imod undervisning, ofte ikke i stand til at klare undervisning i længere tid end 15-30 minutter ad gangen, førend de har brug for en længere hvilepause, selvom deres begavelse er normal eller over gennemsnittet.
Mennesker med autisme ser ofte alle detaljer og sanser ofte alting – farver, lugte, lyde, bevægelser og berøring, og de har intet filter til at lukke af. Hjernen tager alt ind, og deres hørelse kan være så ekstrem, at de kan høre, hvad 25 forskellige mennesker snakker om på samme tid vel at mærke inden for en radius af 20 meter.
Det er usædvanlig trættende at have det sådan, ligesom det er usædvanlig belastende hele tiden at skulle bruge ekstra tid og ressourcer på at forstå og leve op til omverdenens krav. Det er derfor, mennesker med autisme skal tages betydelig vare på. De er skrøbelige og meget udsatte. Det er et alvorligt handicap at have autisme, og det kan ikke kureres.
Det er essentielt, at skolemiljøet forstår, at eleven med autisme og ADHD er anderledes og har brug for mere og andet, end det almindelige skole- og undervisningsmiljø tilbyder. Skolen skal grundlæggende være i stand til at forstå elevens særlige behov og via sine rammer, specialpædagogik og særligt tilrettelagte undervisning formå at kompensere herfor. En undervisningsassistent, som Kommunernes Landsforening og regeringen tænker på, vil ikke gøre nogen gavn, hvis ovenstående fundamentale forudsætninger ikke er i orden, ligesom også undervisningsassistentens faglige specialviden skal modsvare en speciallærers.
Den normale og altfavnende skole med vægt på selvforvaltning, projektarbejde, 45 minutters undervisning, fri leg, uro, mange elever og store arealer er ødelæggende for en elev med autisme, som har brug for fast struktur, et lille og afgrænset miljø, forholdsvis få mennesker omkring sig, 15-30 minutters undervisning, hvilepauser, mulighed for at gå i enerum, kontinuerlig voksenstøtte og specialistindsats. Den almindelige skole er også primært fagligt rettet, mens eleven med autisme og ADHD har behov for undervisning i både socialfag og faglige fag.
Det vil være et overgreb og et omsorgssvigt uden lige at sætte elever med autisme og ADHD, som er visiteret til specialklasse eller specialskole eller går der nu, ind i almindelige skoleklasser.
Birgitte Bjørn Jensen er bibliotekar