Professor: Regeringen viser moralsk lederskab under coronakrisen

Regeringens håndtering af coronakrisen er, som jeg ser det, et udtryk for statsmandskab, nemlig at gøre det man fandt nødvendigt til trods for, at det var upopulært, i modstrid med anbefalingerne og måske endog på kanten af loven, skriver kronikøren

Vi vidste det godt, men nu er det slået fast med syvtommersøm: Magten er i stigende grad centreret om Statsministeriet og statsministeren, og regeringen traf i marts sidste år, i modstrid med anbefalinger fra danske sundhedsmyndigheder, egenhændigt beslutningen om at lukke landet ned. Det første er dokumenteret af professor Tim Knudsen, det andet af professor Grønnegaard Christensens kommissionsarbejde. Men betyder det, at vi nu alle skal gå i selvsving?

I mange år var det Finansministeriet, der var primus inter pares, nu er magten trukket i retning af Statsministeriet. Dermed er det måske mere politiske end økonomiske overvejelser, der ligger til grund for magtudøvelsen – sådan burde det vel også være.

Vi så det i forbindelse med beslutningen om nedlukningen af landet og igen i forbindelse med beslutningen om at lukke minkerhvervet. Beslutningerne skæmmes desværre af ønsker om detailstyring og af den til tider kluntede håndtering af forløbet.

Kritikerne har ret i, at vi har set en magtfuldkommenhed, hvor politiske beslutninger har overrulet myndigheders anbefaling, og at lovhjemmelen kan diskuteres. Der er slået skår i regeringens og statsministerens troværdighed, og det svækker tilliden i en grad, så dele af oppositionen kræver hendes afgang, og den vrede hob taler om at ”dræne sumpen”, og nogle finder sågar, det er legitimt at brænde hende af.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvordan kan det så være, at regeringen og den siddende statsminister måske i det lange løb kommer igennem krisen med legitimiteten i behold? Det hænger for mig at se sammen med det, vi forbinder med moralen og ”den sunde fornuft”.

Man skal bedømme en leder på, hvad hun gør. Subsidiært bedømmer man ofte udmeldinger og gerninger i forhold til motivet: Var hun i god tro, gjorde hun det for egen vinding, eller var det i nationens interesse?

Statsmandskab er et moralsk lederskab, der handler om at have samvittighed og i situationen at træffe de valg, man finder er rigtige og nødvendige i almenvellets interesse, og at gøre det, uanset at det kan være upopulært og taler imod bedrevidende.

Regeringens håndtering af coronakrisen er, som jeg ser det, et udtryk for statsmandskab, nemlig at gøre det, man fandt nødvendigt, til trods for at det var upopulært, i modstrid med anbefalingerne og måske endog på kanten af loven. Det kræver mod at træffe beslutninger, når meget er på spil og skal afvejes.

Da er moralen en vigtig allieret, og det virker overbevisende, at det drejer sig om at redde menneskeliv. Regeringen traf egenhændigt beslutningen, og den var politisk! Ja, hvad havde man forventet? Det kan kun en regering og vel at mærke en regering, der ikke ryster på hånden.

Det vil være en fejl at ryste på hånden og at vige tilbage fra at træffe de beslutninger, som man finder er rigtige og nødvendige. Det er at følge sin samvittighed, det er god moral, og det er sund fornuft. Vi bedømmer ledelsesmæssige beslutninger på, om de er rigtige, nødvendige og retfærdiggjorte – i det lange løb ikke på, om de blev gjort rigtigt. Lederskab drejer sig om at gøre det rigtige, ikke kun om at gøre det rigtigt.

Det sidste er nu også vigtigt, når det drejer sig om lovhjemlet forvaltning og om at sige sandheden. Derfor er der al mulig grund til at kritisere, hvis der foregår noget ulovligt, og hvis der lyves for Folketinget.

Hvad der er sandhed, og hvad der er lovmedholdeligt, kan imidlertid i denne sammenhæng diskuteres. Statsministeren efterlader med sine formuleringer det indtryk, at der var tale om en klar anbefaling fra det, man i offentligheden må formode er danske sundhedsmyndigheder, og vi ved nu, at de ikke var så entydige i deres anbefalinger – snarere tværtimod.

Det kan godt være, at statsministeren, sådan som vi erfarede i foråret, traf sine beslutninger på baggrund af mange myndigheders rådgivning. Det ville naturligvis have klædt udmeldingen, at der var ført et klart bevis – men så enkle er komplicerede problemer og beslutninger sjældent.

Det kan også diskuteres, hvorvidt man i sine formuleringer skal forsøge på at skabe ro og reducere usikkerhed eller formidle sine alternative overvejelser. Det er imidlertid ikke god kommunikation i en situation, hvor der er brug for ro og opbakning. Lovmedholdeligheden i forhold til aflivningen af minkene kan ligeledes diskuteres. Førende jurister har i al fald argumenteret for, at man kan tolke den lovgivning, der allerede var, sådan, at man godt kunne udvide retten til at aflive mink i hele landet, og at man i øvrigt kunne have påkaldt sig nødretssituationen. Det ændrer dog ikke ved, at man kan undre sig over, at regeringen ikke bremsede aflivningen på det tidspunkt, hvor den blev orienteret om manglende lovhjemmel, og ved, at man også må undre sig over, at Rigspolitiet påtog sig sin rolle i sagen. Ikke underligt, at både pressen og partierne gik i selvsving. Alligevel erfarer vi, at beslutningen, om den skulle træffes igen, ville stå ved magt.

Med lov skal land bygges. Imidlertid gælder også – i al fald hvor jeg kommer fra – at man skal overholde loven, så langt det er muligt og hensigtsmæssigt. Hvis man bryder loven, skal man kunne retfærdiggøre det, og hvis lovgivningen ikke er hensigtsmæssig, skal den laves om.

Måske skal vi passe på med at gå i selvsving. Lidt besindighed ville have klædt både politikerne og pressen, og det er her, den sunde fornuft kommer ind i billedet. Den var statsministeren i besiddelse af. Hvis huset brænder, skal man så bestræbe sig på at overholde love og regler eller forsøge på at redde liv og ejendom? Og hvis man skal ringe til nogen, er det så politi og domstolsvæsen, eller er det brandvæsenet?

I politiske og strategiske beslutninger af eksistentiel vigtighed er der simpelthen noget, der kommer først, og andet, der må vente. Krisen har særlige spilleregler, som de fleste heldigvis anerkender.

Det er da også derfor, der var politisk konsensus både om nedlukningen af landet og aflivningen af minkene. Man kan bestemt diskutere, om ikke regeringen tidligere skulle have inviteret Folketingets partier med ind og skabt større transparens om beslutningsgrundlaget.

Men når nationen står over for et angreb, skal der praktiseres det, vi i militærstrategien omtaler som grand strategy . Det sundhedsfaglige personale kæmper kampen mod fjenden i første linje.

Bag linjerne skal hele nationen mobiliseres til at bakke kampen op. Her er midlertidig centralisering legitim, fordi den fremmer beslutningskraften både i tid og rum. Med grand strategy skal målene være klare, og de mange beslutninger forsøges koordineret med udgangspunkt i et samlet overblik såsom i og omkring regeringen og i Den Nationale Operative Stab (NOST).

Det ville utvivlsomt have været lettere og mere populært at lægge en mere blød linje i forhold til at lukke ned og åbne op for landet og vores omgang med hinanden, men det ville næppe have været klogt, og det er under alle omstændigheder en politisk beslutning.

Sådan ser det ud til, at mange ræsonnerer – deraf den omfattende politiske og offentlige konsensus – og det er derfor, både samtiden og eftertiden utvivlsomt vil have respekt for udøvelsen af det nødvendige moralske lederskab, statsmandskabet.