DET INTELLEKTUELLE LIV handler om samtale: udvekslingen af tanker og følelser i åbenhed. Denne slags samtale er imidlertid bragt i fare af den nuværende regering, som mistænkeliggør mennesker og institutioner, som foretrækker at bevare denne form for meningsudveksling ved eksamensbordet.
Folketinget har igen drøftet genindførelsen af gruppeeksamen på baggrund af en samlet oppositions ønske om at sikre, at de studerende atter får mulighed for at gå til eksamen i de grupper, som de igennem semestret eller året har været en del af.
Der var et begrundet håb om, at Birgitte Josefsen fra Venstre ville støtte oppositionens forslag, fordi hun så sent som under valgkampen sagde, at hun ønskede gruppeeksamen tilbage. Men under Folketingsdebatten i januar hævdede hun, at forslaget ikke giver de studerende valgfrihed (Politikens netavis den 18. januar).
Ifølge Josefsen "kan en studerende blive presset ind i en eksamensform, som den enkelte ikke har lyst til". Hensigten er, at den enkelte studerende selv skal kunne bestemme ekamensformen.
Jeg kan ikke give Birgitte Josefsen ret i hendes frygt for gruppepres. På Roskilde Universitetscenter (RUC), som på andre uddannelsesinstitutioner, har det længe været anerkendt som en menneskeret, at en studerende kan gå til eksamen alene.
I det følgende vil jeg vise, hvordan det, efter 10 års gruppeeksamener, opleves at måtte eksaminere de studerende enkeltvis, selv om de hele semestret har arbejdet gruppevis.
I januar måned havde jeg således fem grupper til eksamen. Den mindste bestod af to studerende, den største af seks. Seksmandsgruppen havde brugt semestret på et studium af kunstneren Hieronymus Bosch (død 1516), hvis kunst afslutter den europæiske middelalder. De studerende analyserede et af Boschs billeder, Lysternes have, til belysningen af overgangen fra middelalder til reformation.
Gruppens medlemmer ønskede at skrive kulturhistorie, men indså snart, at det var nødvendigt at gå i dybden med forskellige kunsthistorikeres udsagn om billedet. En kunsthistoriker anskuede det for eksempel i forhold til Bibelens lærdom, en anden læste det psykoanalytisk, mens en tredje mente, at billedet signalerede, at Bosch var kætter.
DISSE FORSKELLIGE TOLKNINGER blev livligt diskuteret i løbet af semestret, og jeg glædede mig til mine ugentlige møder med "Bosch-gruppen". Aldersspredningen var stor, fra begyndelsen af 20'erne til midten af 60'erne. De ældre medlemmer havde gennemlevet andre karrierer og gjorde tydeligvis brug af egne erfaringer til at kaste lys over en fjern fortid.
Gruppen fungerede godt. Så vidt jeg kunne se, støttede medlemmerne hinanden og havde glæde af hinandens selskab. Så kom eksamen. Hver studerende skulle, i overensstemmelse med de nye regler, alene ind til eksamensbordet, men gruppens medlemmer fik først meddelt deres karakterer, efter at alle var blevet eksamineret. Et levn fra den gamle gruppeeksamensform. Eksamen begyndte med et elevoplæg på fem-syv minutter, hvorefter jeg som eksaminator stillede spørgsmål til det fremlagte. Efterfølgende borede jeg i projektets centrale aspekter. Til sidst fik censor også mulighed for at stille spørgsmål.
Alt dette skulle der findes tid til inden for de afmålte 25 minutter, hvorefter censor og jeg brugte få minutter på en foreløbig votering af karakterniveauet, inden den næste studerende blev kaldt ind.
Jeg oplevede det, som om jeg stod ved et samlebånd. Hver eneste gang vi nåede til projektets kerne, var tiden kommet til at afslutte eksamen. Bosch og hans pragtfulde billede, der fremstiller paradisets have, menneskelivet og helvede, led under denne behandling. De studerende havde hver valgt at belyse Boschs livssyn gennem et særligt aspekt af billedet, men der var sjældent tid til og mulighed for at gå i detaljer og at relatere den enkeltes forståelse til billedet og perioden som helhed.
Jeg følte mig fanget, for jeg havde en tjekliste, som jeg skulle igennem. Tidsbegrænsningen betød, at den gode samtale, som jeg var vant til fra gruppeeksamen, udeblev. Hvor studerende til gruppeeksamen diskuterede og samtalede med hinanden på grundlag af et helt semesters arbejde og overvejelser, var de her henvist til udelukkende at henvende sig til lærer og censor. Og som lærer var jeg nødt til at stille stort set de samme spørgsmål til samtlige seks studerende. Hvordan skulle jeg ellers kunne sammenligne præstationerne? Derfor blev hver enkeltes eksamen reduceret til en prøve på deres viden og kunnen frem for en vidtfavnende diskussion. De studerende blev "hørt" på gammeldags vis!
Karaktererne faldt nogenlunde ud, som de ville have gjort under det gamle system, men den afklarethed, som gruppeeksamen ofte gav, blev erstattet af en følelse af noget ufærdigt og ufuldkomment. Mine Bosch-studerende gav efterfølgende udtryk for, at de savnede det samarbejde og den gensidige inspiration, som havde præget semestrets gruppearbejde. I løbet af deres RUC-uddannelse har de gjort den erfaring, at den helhed, de skaber i gruppen, er større end summen af de enkelte deltageres bidrag. Hvorfor skal gode erfaringer kasseres? Hvorfor kan RUC og Aalborg Universitet, såvel som andre uddannelsesinstitutioner, ikke selv bestemme, hvilken eksamensform de vil benytte? Hvorfor skal staten afgøre, hvordan vi skal indrette os? Mit svar er, at der hos regeringspartierne hersker en afgrundsdyb mistro over for det intellektuelle liv. Ja, det intellektuelle liv, hverken mere eller mindre. Enhver uddannelse rummer indføring i et nyt univers, hvor individet udvider sin horisont og bliver til andet og mere, end det var.
UNDERVEJS I DET 20. århundrede gjorde man den opdagelse, at læringsprocessen kunne styrkes af gruppearbejde, og at samarbejde førte videre end konkurrence. Frem for at nedgøre hinanden i en traditionel læringsproces kunne mennesker berige hinanden.
Heroverfor står Bertel Haarders (V) udtalelse: "Det er regeringens holdning, at eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, således at det fremstår tydeligt, hvad den enkelte reelt kan, og således at den enkelte elev altid får en individuel bedømmelse og en individuel karakter for præstationen ved prøven." (Politikens netavis den 15. marts 2007)
Hertil må jeg svare, at der til gruppeeksamen foregår en individuel eksamination og besvarelse! Hver studerende har et oplæg, som bliver grundigt diskuteret, men fordelen er, at de øvrige gruppemedlemmers respons får den enkelte til at uddybe sit oplæg på en måde, som er umulig i en traditionel, individuel eksamenssituation. Samtidig bliver de studerende individuelt bedømt og får en individuel karakter, der klart afspejler, hvordan de enkeltvis har bidraget til gruppeeksamen som helhed.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor undervisningsministeren er så bange for, at de studerende under en gruppeeksamen ikke får en fair bedømmelse. Under valgkampen hørte jeg Bertel Haarder fortælle, hvordan partiet Venstre repræsenterer friheds- og højskoletraditionerne i Danmark. Men når det gælder hans funktion som minister, er han interesseret i at styre alt ned til mindste detalje.
Bertel Haarder og hans fæller i regeringen svigter over 800 års europæisk tradition, hvorunder universiteter og andre uddannelsesinstitutioner fik lov til at administrere sig selv.
På et middelalderuniversitet var det utænkeligt, at en eller anden minister eller statsinstitution afgjorde, hvordan lærerne greb deres eksamener an! De selvvalgte eksamensformer var åbenbart fremragende, for de bruges den dag i dag i forbindelse med ph.d.- eller disputatsforsvar også i Danmark.
I de sidste årtier har universiteter måttet kæmpe for sig selv og deres identitet som selvstændige institutioner. I 1950'ernes Californien krævede politikere, at universitetsansatte under ed erklærede deres loyalitet mod den amerikanske forfatning. I 2000-tallets Danmark kræver politikere, at lærere og studerende kasserer ugers samarbejde og glemmer gruppeeksamen. I begge tilfælde har politikere vist en mangel på respekt for universiteternes væsen.
Universiteter og uddannelsesinstitutioner har mistet deres selvstyre. De studerende har ikke længere lov til at gå til gruppeeksamen. Vi skal alle opdrages og disciplineres til at være individualister. Et humanistisk syn på lærdom er sendt tilbage til middelalderen. Men middelalderen skal nok vende tilbage.
Brian Patrick McGuire er professor i europæisk middelalder ved Roskilde Universitetscenter