De resultater fra den seneste udgave af Den Danske Værdiundersøgelse, som Kristeligt Dagblad omtalte den 7. maj, viser en vis stigning i danskernes tro på reinkarnation. Næsten hver fjerde tilslutter sig denne tankemodel.
Ud fra det, man kan læse sig til i avisen, virker de spørgsmål om tro, man har anvendt i undersøgelsen, temmelig firkantede. Men den store tilslutning til reinkarnationslæren er tankevækkende, og domprovst Poul Henning Bartholin har ret, når han i avisen kæder tilslutningen til reinkarnation sammen med det forhold, at ”man i folkekirken har været tilbageholdende med at sætte ord på, hvad der sker efter døden”.
Altså at den kristne tro på evighedslivet ikke i tilstrækkelig grad har fået sprog. Bartholin peget i den forbindelse på, at professor P.G. Lindhardt i 1950’erne gjorde op med maleriske forestillinger i datiden om efterlivets indretning. Det medvirkede til, at eftertidens teologer har været tilbøjelige til at nøjes med abstrakte formuleringer som den, at ”de døde er i Guds hånd”.
I Det Nye Testamente går troen på opstandelse til evigt liv som en rød tråd, afledt af troen på den opstandne Jesus Kristus som ”førstegrøde”, banebryder gennem dødens magt. Samtidig er Det Nye Testamente tilbageholdende med konkrete beskrivelser af det, der er efter døden. I den forstand havde P.G. Lindhardt en pointe. Men det har den erfarne pastor Ames i Marilynne Robertsons roman ”Gilead” også: Han indrømmer, at håbet om evighedslivet er ”en af Bibelens mest dunkle forjættelser”, men fortsætter: ”at et emne er dunkelt, er ikke det samme som, at man ikke kan, eller ikke må, danne sig forestillinger om det, ej heller det samme som, at det er muligt at undgå at danne sig forestillinger om det”.
Det er så det, vi ser i den nævnte undersøgelse. Folk bakser med forestillingerne på egen hånd, og den bibelske forståelse glider ud af synsfeltet, hvis ikke vi teologer hjælper med at klargøre, hvad der menes, når der blandt andet i trosbekendelsen, dåbsritualet og nadveren tales om det evige liv.
Hvor langt et efterslæb, vi har haft på dette punkt, illustreres af min egen erfaring, da jeg – med dårlig samvittighed over længe at have skøjtet hen over emnet – besluttede mig for at dykke ned i de forestillinger om efterlivet, man finder i kirkens lange tradition og hos poeter. Da jeg på et tidspunkt røbede, at jeg agtede at skrive en bog om emnet, reagerede en i menigheden på denne måde: Jamen har P.G. Lindhardt ikke forbudt det? Blandt præstekolleger delte reaktionerne sig i to grupper. Nogle sagde: Tør du det? Andre: Det var på tide!
Det blev til bogen ”Efter døden” i 2008 (6. oplag/2. udgave, 2018) og en mængde foredrag. Men det og andres indsats har langtfra udfyldt tomrummet. Der er stadig et arbejde at få gjort, som citatet af Poul Henning Bartholin ovenfor er udtryk for.
I den forbindelse vil jeg anbefale en bedre tilgang til sagen end at pege fingre ad de reinkarnationstroende. Den kristne opstandelsestro har nemlig et udgangspunkt tilfælles med reinkarnationslæren: Vi er ufærdige mennesker. Ingen af os når at fuldende det, der var målet med vores liv. Men hvor reinkarnationslæren mener, der skal repareres på det ufærdige ved et nyt forsøg i jordisk sammenhæng, har kristendommen et andet svar.
Det bliver formuleret i Paulus’ Første Korintherbrev kap. 15: ”Vi skal alle forvandles.” Kun en forvandling fra jordisk til himmelsk legemlighed gør det muligt at indtræde i det evige liv.
I opstandelsen gør Gud det færdigt, som ikke blev det i det jordiske liv. Det begynder allerede i det jordiske liv, hvor vi i kraft af Helligånden ”med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed” og derved ”forvandles efter det billede, vi skuer” (2. Kor 3, 18). Gud har nemlig kaldet os til at ”formes efter sin søns billede” (Rom 8, 29).
En sådan forvandling kan der kun være spæde skridt hen imod i det jordiske, med uundgåelige tilbagefald; vi er ufærdige, men på vej frem mod det, Gud gør ved os i opstandelsen.
Martin Luther formulerer det i ”Disputatio de homine” på den måde, at først i opstandelsen bliver vi til det, Gud har tænkt os som, sit billede. Det sker ved en proces, hvor hele vores menneskeliv er det materiale, Gud nyskaber os af i opstandelsen.
Denne synsvinkel svarer til, at den tidlige, græsksprogede oldkirkes teologer så dommen som en afgørelse, der ligger tæt på vores brug af ordet diagnose, en afgørelse med henblik på helbredelse.
I vestlig tradition, efter indførelse af et latinsk kirkesprog, drejedes forståelsen i juridisk retning, gudsforholdet fik præg af et retsforhold, og dommen fik et truende præg.
Men særlig klart i Johannesevangeliet ses dén anderledes forståelse, som den tidligste oldkirkes teologer førte videre:
I sin afskedstale til disciplene definerer Jesus dommen som det, at ”denne verdens fyrste er dømt”, hvor der med ”denne verdens fyrste” menes de kræfter, der truer, forvrider og formørker livet.
Denne forståelse fratager ikke dommen dens alvor. Den må indebære, at vi konfronteres med meget i vores liv, som det er hårdt at se i øjnene, og som vi må gøre op med og angre, men der er ikke desto mindre tale om en gavnlig begivenhed: Mørkets og dødens kræfter får ikke frit løb, men dømmes bort, så mennesket frelses.
På den baggrund taler kirkefaderen Irenæus (cirka 130-200) om et forløb efter døden, hvor mennesket trinvist fuldendes. Gregor af Nyssa (cirka 335-394) kalder den dom, der er efter døden, ”en renselse og terapi”.
I det hele taget er der i den tidlige, kristne tradition ikke en juridisk, men en medicinsk vinkel på det, der sker efter døden – i pagt med, at Jesus i evangelierne omtaler sig selv som læge, og hans virke som helbreder spiller en fremtrædende rolle i fortællingerne om ham.
Når reinkarnationstanken kan forekomme mange mere attraktiv end det, de forstår ved den kristne opstandelsestro, kan noget af grunden være, at man i daglig tale – som tilsyneladende i Den Danske Værdiundersøgelse – betjener sig af kliché-sprog om ”Paradis” og ”Helvede”.
Man bliver ikke hjulpet til at forstå, at i forhold til det, der er efter døden, må vi tænke på en virkelighed i andre dimensioner og på andre præmisser end i det jordiske.
Derfor forudsætter det forvandling at indtræde i Guds rige, som Paulus understregede. Og der kan ikke kun være tale om den enkeltes forvandling, men om forvandling af vores fællesskab.
Der er en udbredt tale om ”gensyn med vore kære” i det himmelske. Hvad med de ukære? Til den forvandling, vi må gennemgå, hører, at vi hver for sig i opstandelsen møder det lys i Kristus, der afslører os, men også fører til helbredelse, så vi ikke længere ser de andre og os selv med splinter og bjælker i øjnene, men møder hinanden rent.
Guds rige er et helbredt fællesskab, hvor de jordiske rangordner er sat ud af kraft, og hvor en skelnen mellem gode og onde ikke er mulig (Jesus fortæller i lignelsesform, at til Guds rige nødes både onde og gode, Matt. 22, 10). Dér bliver det muligt at elske sin fjende.
Et helbredt fællesskab. Her er et alternativt perspektiv i forhold til reinkarnation. Og så er det vel at mærke en virkelighed, det ufærdige menneske kan få et begyndende forhold til allerede i det jordiske.