I DEN HEFTIGE DEBAT om præsten Annette Bergs åbning for reinkarnation bortdømmes både hun og reinkarnationstanken, helt som forventet. Ifølge Sørine Gotfredsen er udsagnet ”teologisk håbløst”, og valgmenighedspræst Nana Hauge kunne ikke engang høre det til ende, fordi hendes ”nerver ikke kunne klare det”.
Der er flere ting at undre sig over i den sammenhæng. For eksempel hvor skråsikkert teologer kan føre sig frem, i betragtning af hvor udogmatisk Jesus var.
Kristne teologer udviser desværre indimellem en uklædelig selvtilfredshed - som om det afgørende ved troen er, om den er i overensstemmelse med nogle mere eller mindre tilfældige (bekendelses)skrifter.
Det må man selvfølgelig gerne mene, at den skal være - og så kan man sidde derinde i sit lukkede rum og være kristen, mens befolkningen stille, men sikkert begynder at tro på noget andet.
Men det afgørende ved troen er selvfølgelig, om den er sand. Om det, man tror, svarer til sådan, som virkeligheden er.
Hvis kristendommen - eller hvilken som helst anden tro - vil tages alvorligt som et bud på verdens indretning, altså vil hævde at sige noget om virkeligheden, så må den acceptere ikke at være hævet over den.
Det må tværtimod være sandheden og virkeligheden, der er hævet over troen. Det egentlige spørgsmål til reinkarnationstanken er derfor ikke, om det er en kristen idé eller ej. Det egentlige spørgsmål er: Er det en bedre teori?
Er forestillingen om, at vi er udødelige sjæle, der under en eller anden form inkarneres i et fysisk legeme, et mere tilfredsstillende svar på de religiøse erfaringer og længsler, mennesker har, end kristendommen er? Og det enkle svar er: Ja! Det er simpelthen en bedre teori!
Det er det, der er attraktionen ved reinkarnation, eller mere præcist: ved det dualistiske verdensbillede, som reinkarnationstanken forudsætter. Hvorfor det i sin bedste version er en bedre teori, får man en, synes jeg, klar fornemmelse af, når man stiller dualismen og kristendommen op over for hinanden - også bare i skitseform, som er det, der er plads til her:
TAG FOR EKSEMPEL håbet om det evige liv. I kristendommen er svaret på den troendes evighedshåb, at Gud vil rejse os efter døden. Vi vil ”stå op af graven” ligesom Jesus, i en eller anden form for legemlig skikkelse.
Problemet er bare, at fordi kristendommen ikke accepterer, at sjæl og legeme tilhører selvstændige, substantielle værenssfærer, der eksisterer uafhængigt af hinanden, er det evige liv, den stiller os i udsigt, et liv, der leves ”i kød”. Altså en kødets opstandelse.
Men påstanden om, at vi genopstår i kød er helt utrolig svær at få rationelle mennesker til at acceptere. Folk tror simpelthen ikke på det, herunder en hel del teologer.
De svarer så typisk, at det legeme, vi opstår i, er et ”lutret legeme” af en art, og taler om ”opstandelseslegemet”, som er noget andet end det fysiske legeme, som vi kender det. Og da det så heller ikke er et åndeligt (substantielt) legeme, må det være noget helt tredje. Men hvad det er, er der ingen der ved.
Og det er så svaret fra kristendommen: ”Vi aner ikke, hvordan vi kan være i et udødeligt legeme, som ikke er åndeligt og ikke er fysisk. Opstandelsen i dette lutrede legeme er et mysterium - men det er sådan, det er”. Hvilket reelt er at indrømme, at man simpelthen ikke har noget svar på evighedshåbet.
Dualismen, derimod, kan sagtens give en troværdig beskrivelse af det evige livs mulighed, fordi den grundlæggende hævder eksistensen af to stofformer, som gennem tiden er blevet kaldt blandt andet ”Lys og Mørke”, ”Ånd og Materie”, ”Kærlighed og Strid” (filosoffen Empedokles).
Betegnelserne er ikke vigtige, for pointen er nemlig, at vores jeg - sjælen - er et åndeligt jeg, som findes som en selvstændig, immateriel, udødelig substans. Dette åndelige jeg knyttes ved inkarnationen til et fysisk legeme, og når legemet dør, er det ikke os, der dør.
Legemet som sådan tilhører en anden værenssfære end det åndelige jeg. Det er et redskab i jegets tjeneste, som giver os mulighed for at træde ind i den fysiske verden og konfrontere og bearbejde det mørke, der befinder sig her.
Og fordi dualismen opererer med en immateriel, udødelig form for substantialitet (eller legemlighed), har den ikke samme problem som kristendommen med at forklare evighedslivet. Og derfor er den på dette punkt en bedre teori.
At dualismen er en bedre teori, afslører sig også i forhold til det ondes problem. Eftersom kristendommen anser Gud for altings ophav, støder man ind i det klassiske problem med at forklare, hvor det onde kommer fra.
Hvorfor findes det, når nu Gud er god? Hvorfor dør børn for eksempel af kræft? De er om nogen uskyldige. Ja, hvorfor findes der overhovedet død i verden?
Det traditionelle kristne svar er, at verden i tidernes morgen blev korrumperet af et syndefald, hvor mennesket i sin frihed satte sig op mod Gud.
Men kristendommen har utroligt svært ved at forklare, hvordan synden helt konkret videregives fra forældre til børn. Og hvorfor Gud synes, det er rimeligt, at børn dør af kræft, fordi nogen andre engang tissede på hans sukkermad.
Det giver ingen mening for et moderne menneske, og som kristen ender man uvægerligt der, hvor for eksempel teologen Jakob Wolf er: Det onde er ubegribeligt, og det eneste, vi kan stille op over for det, er at være vrede (på Gud).
Men i dualismen findes det ondes problem (stort set) ikke. Det onde - Mørket, Striden - er en urkraft i verden, som Gud ikke er ansvarlig for, fordi den er en del af en oprindelig orden.
Den fysiske verden, herunder menneskelegemet, er således ikke noget, Gud har skabt. Han har givetvis gjort sig til herre over dette Mørke, men grundlæggende er legemet ikke hans idé, men resultatet af Demiurgens (Djævelens) virke.
DER KUNNE NÆVNES mange andre eksempler, og selvsagt gås meget mere i dybden med dem, men det sidste, jeg vil nævne, er det oplagte, nemlig frelsen.
I kristendommen frelses mennesket i kraft af (eventuelt troen på) Jesu soningsdød på korset, ikke af gerninger. Problemet er til at begynde med, at kristendommen har svært ved at give et klart svar på, om alle bliver frelst. Nogle fortabes tilsyneladende, men det er uforståeligt, hvordan en Gud, der har ”skabt os af kærlighed”, kan lade nogen være afskåret fra hans kærlighed i al evighed.
Det forekommer indlysende ukærligt. Men selv hvis man som kristen siger, at alle frelses, er det stadig helt uforståeligt for de fleste, hvorfor det, at Jesus døde på korset skulle udfri os fra vore onde handlinger? Det giver ingen mening og sker desuden på bekostning af en retfærdig Gud.
Dualismens svar er meget klarere: At frelses - det vil sige at etablere det rette forhold til Gud og sig selv - kræver, at man tilegner sig en forståelse af forskellen på godt (Gud) og ondt. Og det kan man kun selv.
Gud hjælper selvfølgelig, men man er nødt til selv at konfrontere det onde og vælge det fra. Inkarnationerne opbygger vores jeg (og ikke som egern!), og når vi har lært, hvad der er at lære her, skal vi videre og lære noget andet.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg ønsker kristendommen hen, hvor peberet gror, for der er mange ting i kristendommen, jeg holder virkelig meget af. Men jeg holder mere af sandheden, og set i det lys står dualismen altså bare stærkere som forklaring på verden.
Men uanset hvem der så har ret, er denne her debat om reinkarnation måske en mulighed for at få løsnet op for folkekirkens dogmatiske selvbevidsthed. Som en, der tror på reinkarnation, men også er utrolig glad for at gå i kirke, ville jeg finde det befriende. Folkekirken er trods alt også min kirke.
Lau Sander Esbensen er historiker og ph.d.