Rejsebrev fra den gamle verden

Tilliden til Europas styrke og modstandskraft er forsvundet. Populisterne stormer frem, sammenhængskraften er truet, og globalismens blændværk om et grænseløst menneskefællesskab står for fald, skriver Marie Høgh i dagens kronik

Marie Høgh.
Marie Høgh. . Foto: Leif Tuxen.

NAPOLI. Båden sejler ud på det solglitrende Middelhav, der favner himlen i sit spejl, hvor alle tider sammenføjes. I historiens bølgende bevægelse ruller de ind mod land, for at trække sig tilbage igen i evig gentagelse. En altid ny, aldrig afsluttet bevægelse. ”Så blåt, at man er overbevist om, at hvis man tog det i sin hule hånd, ville det ikke miste sin dybe, skønne farve,” skrev den unge litterat Mogens Klitgaard i en rejsekronik fra Italien i 1939, før skæbnen fire år senere bragte ham til Sverige i sikkerhed for den tyske værnemagt. Før verden vidste, at den sidste lille rest af illusion, der ikke var faldet i Den Store Krigs menneskeskabte helvede, snart skulle briste.

DEN HVIDE KØLVANDSSTRIBE forbinder os ikke længere med havnekajen. Napoli er et storblomstrende, farverigt virvar af små butikker, mondæne damer og taxachauffører, der råber ud ad nedrullede vinduer, mens scootere stryger forbi i de smalle gader. Samtidig er det Italiens baggård.

I sin dagbog skriver H.C. Andersen, at ”Neapel er farligere end Paris, thi der fryser man, men her brænder Blodet”.

Napoli er centrum for den skånsels løse mafia og ankomstby for illegale migranter, der hænger på gaderne og bidrager til kriminalitetsstatistikkerne – et spejl af den nye verden efter ”historiens afslutning”, som politologen Francis Fukuyama proklamerede i 1990’erne. Udrejseby for den, der længes efter den gamle verdens skønhed.

Over byen står Vesuv indhyllet i varmedis. Sælsomt dampende. Med et strejf af gådefuld undergangsnostalgi stiger en rygende søjle og truer den underskønne egn med Pompejis skæbne. Fra vinduet i en raslende togkupé betragtede i sin tid Klitgaard vulkanen og funderede over den umiskendelige fornemmelse af dødens nærhed og intethedens susen: ”Over hele sletten ligger lysene spredt, og i horisonten går de i ét med stjernerne; vil bombemaskinerne gennemføre det ødelæggelsesværk, Vesuv forsøgte for to tusinde år siden?”, som han skrev fra toget ned igennem 1930’ernes Europa.

DET ER IKKE undergangsstemning, der trykker de andre turister på båden. De sidder i skyggen, masserer solcreme ind i vinterhuden og tager selfies, mens vi glider forbi underverdenens skorsten, forrevne bjerge og ud på det mytologiske Middelhav, hvor orange gummibåde søger land, og sirenerne synger i Salernobugten i syd. Samtidigheden mellem den gamle verdens åndrighed og skønhed og den nye verdens åndelige forfald og grimhed mødes i et sløret øjeblik – i et ”Efter Europa”, som er titlen på den bulgarske samfundstænker Ivan Krastevs lille bog, jeg har stukket i tasken. Det blå hav har båret os til Amalfi kysten, hvor pastelfarvede huse ligger klistret op ad bjergskråningerne.

1359 skæve og stejle trappetrin, generationers slidsomme arbejde, fører os op til den lille søvnig bjerglandsby Scala. På vej op dufter det af overmodne figner, firbenene rasler i det tørre løv og piler hen over trappen. Tavse muldyr transporterer citroner, plasticaffald og alt muligt andet op og ned mellem de små samfund på bjerget. På utilgængelige bjergskrænter ligger borgtårne, kupler og ruinhuse fra dengang, Amalfikysten havde sin storhedstid, og sørøvere hærgede i Middelhavet. Med mørke tomme øjenhuler kigger ruinerne ud i nutidens solskin og fremtiden, der dukker af diset på det tindrende hav.

KLITGAARD VAR PÅ VEJ HERTIL. Igennem 100 år har utallige skrivende, tænkende, tegnende, syngende og spillende danskere opholdt sig på det forladte nonnekloster San Cataldo for at få tid til fordybelse. Klostervinduet står åbent ud mod verden. Samme udsigt havde Klitgaard.

På den anden side af bjerget ligger Vesuv og trækker vejret. Ude af syne, men alligevel havde digteren fra San Cataldos vinduer fornemmelsen af en forestående undergang: ”På søndag skal Mussolini tale, og bjerglandsbyens mandlige ungdom vil få besked om at tage den sorte skjorte på og stille sig foran højttaleren. Chaufføren sagde, den dag jeg kom, at der ville ikke blive krig, før Madrid var faldet.”

Madrid faldt. Europa er ikke faldet. Men det hele står og vakler i en brydningstid mellem den gamle og den nye verden, hvor vi dog kan ane en løfterigdom i undergangstonerne. I urolige tider blomstrer den fælles europæiske ånd. Vi lever i et ”efter Europa” – efter historiens afslutning.

Ideologien om den liberale verdensorden og den postkristne humanistiske tro på, at mennesket grundlæggende er godt, har vist sig at være en illusion. Det er aldrig problemfrit at vende tilbage til virkeligheden, når man har levet med et ideologisk slør for øjnene, som vi ser i Europas lande. Populisterne stormer frem, sammenhængskraften er truet, og globalismens blændværk om et grænseløst menneskefællesskab står for fald. Et ”efter Europa”.

De konventioner, som blev til i skyggerne af den krig, Klitgaard så optakten til, har siden vist deres manglende evne til at håndtere vore dages problemer, og som følge deraf er tilliden til Europas styrke og modstandskraft forsvundet: ”Opløsningstoget har forladt perronen i Bruxelles,” skriver Krastev. ”Måske vil det få nogle af de frie demokratier i Europas udkant til at bryde sammen.”

Fornemmelsen af at historiens bølgende gentagelse skyller ind over Europa, men denne gang er det ikke bare Østeuropa, der bryder sammen. Hele Europa lider af identitetskrise. Drømmen om et frit og forenet Europa er for længst gået under på Middelhavet.

DET SVÆVENDE AFTENBLÅ lukker sig om bjergsiderne. Vinden bærer den eksistentielle melankoli på Europas vegne med sig ind i klosteret, hvorfra jeg kigger ud på den gamle verden – omkranset af Middelhavets mørke og dybe farvesjæl, hvor alt endnu kan ske. ”Under bjerget dvæler bugtens vande/ I et skær af violet og græsgrønt/ Du ser ind i havgudindens øjne/ Og fortrylles af en trolddom,” skrev Otto Gelsted på San Cataldo. Det fortælles, køkkendamen ofte slæbte den fordrukne digter i seng, men i sprittågerne har han indfanget fornemmelsen af at være i en mytisk verden. Fornemmelsen af, at der er en verden af i går, der bærer os i dag. At der er en ånd fra det gamle Europa, der holder troen på den europæiske arv sammen.

Nu løfter lyden af kirkeklokker sig i Ravello på den anden side af den sagnomspundne Dragedal, der forstørrer klangrummet. Jeg kan høre dem fra vinduet, de kalder på klokkerne i Scala. De slår ikke bare dagens tid, men med dem lyder historiens efterklang.

På skrivebordet ligger Klitgaards rejsekronik fra tiden før historiens afslutning – før mørket for alvor faldt over Europa.

Napoli 1939: ”Ved slottet holdt en halv snes store transportbiler med nedrullede presenninger. Stopfuld med soldater, der trak sejldugen til side for at se på pigerne. Med ansigtet vendt mod døden blusser livet op.”

Det sande, det gode og det skønne er vel, hvad kunstnere og skribenter til enhver tid opholder sig ved – også på San Cataldo. Trods al verdens grusomhed og alle tiders illusions- og ideologisammenbrud. For hjertets øjne er også hos brunøjede italienske skønheder oprindeligt blå. Himmelvendte, havspejlende længes de efter at se skønheden. Sådan overlever en kultur de værste trængselstider, hvis vi i tide tør trække sløret til side og se virkeligheden, som den er. Og se skønheden.