Poul Nielsen er civilingeniør
I EN LÆREBOG FRA 1991 skrev teologiprofessor Bent Noack: Jesu død var for hans disciple og tilhængere slutstregen under et mislykket foretagende. Det var den også for Jesus selv.
Men hvad var egentlig formålet med Jesu og disciplenes påskerejse til Jerusalem, som jo endte med Jesu tragiske død på korset?
Vi ved stort set kun, hvad evangelisterne Markus, Matthæus og Lukas fortæller i Det Nye Testamente. Men disse beretninger er religiøse skrifter, som er stærkt farvet af de tolkninger af Jesu død, som hans tilhængere var kommet frem til.
Herved blev Jesus gjort til det fuldbragte sonoffer, som gav sit liv som løsesum for mange. Men intet tyder på, at Jesus selv søgte martyriet.
En grundtanke i kristendommen er, at Jesus var både Gud og menneske. Det er imidlertid den guddommelige Kristus, der normalt får al vor opmærksomhed. Men inspireret af bogen Jesus of Nazareth, skrevet af den jødiske historiker Joseph Klausner, vil jeg her undtagelsesvis beskrive den menneskelige Jesus sidste rejse til Jerusalem.
I et gammelt syrisk evangelium hedder det: Josef, som var forlovet med en jomfru ved navn Maria, avlede Jesus, som blev kaldt Messias. Jesus var altså jødisk af fødsel og voksede op som den ældste af flere søskende. I den jødiske skriftsamling Talmud omtales han som: En tømrer og søn af en tømrer. Fra barnsben var han således fortrolig med håndens arbejde.
Talmud fortæller også, at i jødiske familier var det skik, at faderen eller en præst i den lokale synagoge oplærte en søn i de jødiske skikke og vigtigste afsnit i den jødiske bibel. Denne oplæring bidrog til at præge Jesus, men også opvæksten i Galilæa var afgørende, for Nazaret var i både fortid og nutid et af de mest idylliske områder i Israel. Denne opvækst kan meget vel have bidraget til at gøre Jesus til en visionær reformator.
Motivationen var klar, for Galilæa led alvorligt under hård beskatning. Der var stor fattigdom, udbredte sygdomme og social nød. Befolkningen klyngede sig til et eneste håb: En dag ville oprinde, hvor Messias, den forjættede frelser, ville vise sig i pragt og vælde for at gøre en ende på alle sorger og ulykker og genrejse Israel. Profeten Esajas havde jo skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der ville altså komme en forløber for Messias. Det var i denne atmosfære, at Jesus voksede op.
Johannes Døber var denne forløber. Han prædikede dåb til syndernes forladelse og døbte Judæas indbyggere i Jordanfloden. Den almindelige opfattelse var, at den sidste tid var nær, men at Gudsriget kun ville bryde frem, hvis Israels folk i stort tal omvendte sig og angrede sine synder.
Det samme prædikede Jesus, som kom fra Nazaret for at blive døbt af Johannes i Jordan. Markus skriver: Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlen: Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.
Selvom ordene er legendariske, er der grund til at tro, at Jesu dåb hos Johannes var en afgørende begivenhed i hans liv, en kaldelse. Jesus blev stærkt grebet af dåbshandlingen, og som i et lynglimt slog den tanke ned i ham, at Johannes var forløberen, og han selv den ventede Messias. Men denne oplevelse holdt Jesus foreløbig for sig selv, for han vidste, at messiasprætendenter var jaget vildt under den romerske besættelse.
LÆS OGSÅ: Er Guds kærlighed nu blevet til medlidenhed?
NÆSTE SKELSÆTTENDE BEGIVENHED i Jesu liv udspandt sig ved Cæsarea Filippi i det nordlige Israel, hvor han følte sig i sikkerhed for myndighederne. Her spurgte han disciplene: Hvem siger folk, at jeg er?... Men hvem siger I, at jeg er?. Hos Markus svarede Peter: Du er Kristus. Matthæus har samme ordlyd, men tilføjede den levende Guds søn. Hos Lukas svarede Peter: Guds salvede. Trods forskellige ord er meningen den samme: Du er Messias!.
Imidlertid blev Jesus så opmuntret af disciplenes tillid og anerkendelse, at han besluttede at rejse til Jerusalem og her proklamere sig som messias. Peter frarådede, det ville være for farligt, men Jesus var fast besluttet på at rejse.
Fra Cæsarea vandrede Jesus og disciplene mod Jerusalem. Markus beretter: De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Ved Jeriko har vi episoden med den blinde tigger ved vejen, som råbte: Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig. Davids søn var den almindeligste titel på Messias.
Længere fremme standsede gruppen ved Betania tæt ved Jerusalem. Her sendte Jesus bud efter et æsel at ride på, for han ønskede, at indtoget i Jerusalem som Messias skulle være festligt. Skarerne bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, og alle råbte: Hosiana, Davids søn!.
I Jerusalem gik han straks til templet, og om aftenen vendte han tilbage til Betania med de 12 for at overnatte. Det samme gjorde han i de følgende dage for at være i sikkerhed. Han ville stå frem med myndighed som Messias og få folket til at angre, for han var overbevist om, at dette ville få den jødiske gud til at fremskynde Gudsrigets komme og Israels genrejsning. Denne overbevisning havde dybe rødder i den antikke jødedom og var udbredt i samtiden.
Der manglede nu blot, at Jesus markerede sig offentligt med en spektakulær handling, som ville få folket til at tro på ham og angre som foreskrevet. Han besluttede derfor at gennemføre det, vi kalder tempelrensningen, en bevidst provokation. Herved vandt han folkets sympati, men antændte samtidig præsteskabets fjendtlighed.
Dagen efter spurgte farisæerne og de skriftkloge ham, om det var tilladt at give kejseren skat. Men Jesus undveg deres fælde ved at sige: Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Jesus kunne umuligt afvise at betale skat, for det havde straks stemplet ham som en farlig oprører. Optrinnet sluttede ifølge Markus med, at de undrede sig meget over ham. Heri ligger, at hans diplomatiske svar i folkets øjne havde afsløret, at de ikke kunne forvente nogen religiøs eller national genrejsning gennem denne tilrejsende Messias fra Galilæa. Jesus mistede her folkets tillid, og det medførte, at de tre dage senere intet gjorde for at redde ham fra døden.
LÆS OGSÅ: Kristendommen var tidligt en modstandsbevægelse
I evangelierne fortælles, at ypperstepræsterne og de skriftkloge ønskede at gribe Jesus med list og slå ham ihjel. De afventede kun påskens afslutning. Lukas tilføjede: Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot. Han gik til ypperstepræsterne og aftalte med dem, hvordan han kunne forråde Jesus. Vi ved ikke, hvilke overvejelser Judas havde gjort sig. Men han kan være kommet til det resultat, at Jesus var en falsk Messias, som det var hans religiøse pligt at anmelde. Det fortrød han dog senere, men for sent.
DER VAR I JØDEDOMMEN ganske bestemte regler for påskemåltidet. Det kunne kun afholdes påskeaften og kun i Jerusalem, og det var deltagernes pligt at forblive i Jerusalem natten over. Derfor overnattede Jesus og disciplene undtagelsesvis i Jerusalem.
Efter påskemåltidet gik selskabet ud til det fjerntliggende Getsemane. Jesus var dybt deprimeret. Han følte, at han havde fejlet, at han havde skaffet sig mange fjender, men kun få venner. Og disciplene kunne han ikke rigtigt regne med. Til de nærmeste sagde han ifølge Markus: Min sjæl er fortvivlet til døden. Jesus anede endnu intet om Judas forræderi.
Lukas fortæller, at Jesus havde bedt sine disciple om at købe nogle sværd, for han ville ikke vige tilbage for væbnet modstand, hvis tempelvagterne kom for at arrestere ham. Og det gjorde de. Optrinnet sluttede ifølge Markus således: Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.
Joseph Klausner har denne kommentar til tragedien i Getsemane have: Denne ensomme Menneskesøns sorg og lidelser, dybfølte som de var, gør et sådant indtryk på ethvert medfølende menneske, troende som ikke-troende, at det aldrig glemmes.