BISKOP KRESTEN DREJERGAARD har i forbindelse med udleveringssagen omkring Knud den Hellige hævdet, at folkekirken er blevet præget af en "rekatolisering". Synspunktet er blevet bakket op af Søren Krarup og Jesper Langballe i et indlæg her i avisen den 18. august. Her fylder de lidt mere kød på skelet-sagen og nævner natkirkearrangementer og pilgrimsvandringer som eksempler på denne rekatolisering.
Jeg har beskæftiget mig med pilgrimsvandringer og andre af disse rekatoliseringstendenser og vil derfor gerne kommentere påstandene.
Umiddelbart har de tre ret. Imidlertid vil jeg hævde, at de kirkelige pilgrims vandringer, som jeg her vil holde mig til, rummer en mulighed for kirkelig fornyelse, der er en revitalisering – egentlig ikke af noget specielt katolsk, men af vores egen evangelisk-lutherske tradition.
På en sådan vandring er det evangeliet, der står i centrum. Bibellæsning, andagter og kirkebesøg hører med og er hele grundlaget. Der er altså tale om en anderledes tilgang til det, der hører enhver gudstjeneste til. Men hvorfor så tage på pilgrimsvandring?
En grundlæggende årsag, tror jeg, er, at vi har undladt at reformulere vores egen evangeliske arv. Det er et efterslæb, som man blandt andet kan se i menneskesynet. Den evangelisk-lutherske teologi – og al anden teologi – forudsætter og kvalificerer mennesket som skyldig og synder over for Gud og næsten.
Man kan imidlertid ikke foretage denne kvalificering umiddelbart og på samme måde, som man gjorde på Luthers tid. For da var den nært forbundet med et patriarkalsk og feudalt samfund. Lydigheden over for Gud havde sin parallel i forholdet til andre autoriteter, og begge forhold spejledes i den bibelske lovforståelse. Den lutherske tradition har i den forbindelse lagt vægt på, at loven måtte forstås som "opdrager" – eller "tugtemester" – til evangeliet om Jesus Kristus (jf. Gal. 3, 23).
VI HAR I VORES sammenhæng holdt fast i denne dialektik mellem lov og evangelium; men vi har undladt at tage hensyn til de ændrede vilkår for menneske- og samfundssyn. Det har betydet, at dialektikken mellem lov og evangelium er faldet fra hinanden. Der er sket en dæmonisering af lov-siden i dette forhold. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en dæmonisering, som der er tilløb til hos Luther, men sikkert er det, at sekularisering, oplysning og demokrati har været med til at underminere autoriteten i denne lovforståelse.
Og den evangelisk-lutherske teologi har undladt at genfinde den på disse ændrede vilkår. Det er fatalt for en teologi, der også rummer en lovforståelse. Resultatet er, at evangeliets tilsagn om nådestilgivelse i Kristus svæver frit i luften. Den menings- og retningssammenhæng, hvori det hører til, og som luthersk set er forbundet med loven, er ganske enkelt borte.
En teologisk holdning, der vil formidle sit budskab om syndernes forladelse ud i denne forvirring, har mistet sin troværdighed. Den mener ganske vist selv, at den er svaret på et påtrængende spørgsmål, mens den nok snarere er et svar på et spørgsmål, der ikke mere stilles.
En sådan kristendomsforståelse, hvor mennesket er blevet befriet fra lovens opdragerfunktion under ændrede vilkår, vil, når den alligevel gennemføres, føre til udskejelser, der har mere lighed med den senmiddelalderlige afladslære og -praksis end med evangelisk- luthersk teologi. Den er blevet en frihedsideologi, der har mistet jordforbindelsen, en dualistisk-gnostisk forløsningsreligion.
I den forbindelse kan man blot se på den seneste hede debat om "at lov er lov, og lov skal holdes". Visse teologer, præster og andet godtfolk vil vogte over lovoverholdelsen. Især når det gælder andre. Det er imidlertid påfaldende, at der i andre situationer kan udgå helt andre signaler fra de selvsamme kredse. For eksempel, at kristendommen ikke er en lovreligion – i modsætning til islam, forstås!
Det er en temmelig skamferet lovforståelse, der hermed står tilbage: Loven er til for at holde de andre (muslimerne, katolikkerne med videre) fra livet, mens vi selv kan boltre os i friheden. Dette er for mig at se den kritiske horisont for en evangelisk-luthersk pilgrimsvandring.
På en pilgrimsvandring viser det sig imidlertid, at det er muligt at genopdage og revitalisere en grundlæggende dialektik mellem lov og evangelium på ændrede vilkår. Det vil sige i en sammenhæng, der ikke slæber et skamferet patriarkalsk-feudalt menneskesyn med sig.
DEN ONDSKAB og ulydighed, som Luther på sin tid kvalificerede som syndens og skyldens kendetegn, viser sig jo i dag ikke umiddelbart på samme måde. Vi er snarere nogle forvirrede og orienteringsløse skabninger. Vi er ikke onde, egoistiske og ulydige syndere, der kender det gode, vi vil, men gør det onde, vi ikke vil, som Paulus kunne sige på sin tid. Det er alt for stor en (van)ære at tillægge os.
"Simul justus et peccator"(samtidig retfærdig og synder) hedder det hos Luther. En pilgrimsvandring er en erfaring af denne dobbelthed, som både rummer evangeliet og loven. Lovdimensionen bliver på en sådan vandring ikke et tomt postulat. Den er en elementær erfaring, som følger af, at pilgrimsvandring også byder på modstand og grænser. De postuleres ikke. De erfares. De er en naturlig del af selve vandringen. Men de skal altså også overvindes. For vandringen har en retning og et mål.
På et helt anderledes fundamentalt erfaringsplan, som både omfatter legeme og sjæl, afdækker en sådan vandring altså en lovdimension, der er forbundet med det at leve. Det doms- og lydighedsaspekt, som er bibelsk og ligeledes centralt hos Luther, genfindes altså et andet sted. Man kunne sige: Det genfindes på et før-kulturelt plan.
Vandringen har imidlertid ikke blot et mål. Den har også et forløb, og undervejs gør man sig uvægerligt den erfaring, at "vejen er målet", som det er blevet sagt. Vandringen er ikke kun forbundet med at nå målet. Den har også en mening i sig selv undervejs. Der er en friheds- og tilgivelsesdimension undervejs, som således er nært knyttet til vandringens bundne lovmæssighed.
En evangelisk pilgrimsvandring er en rituel vandring, hvor vi ser de elementer, som vandringen indeholder, i lyset af Bibelen og evangeliet. Men i princippet er vandringens grundtræk åben også for andre mulige forståelser, det være sig af ateistisk eller agnostisk art. Med inspiration fra K.E. Løgstrup kunne man sige, at en sådan vandring lægger op til en religiøs tydning. Endog en religiøs tydning i luthersk retning.
Det, der imidlertid er afgørende i denne sammenhæng, er påvisningen af, at en pilgrimsvandring åbner både for en lov- og evangeliedimension. De er ikke adskilte og uforenelige og heller ikke blot korrekte teologiske påstande, der lever deres eget blege skyggeliv som paradokse modsætninger. De er tilstede i samtidighed og dermed i en mulig erfaring af aktuel og nødvendig forsoning. De er tilstede både legemligt og sjæleligt som lov og som evangelium. De er tilstede i den enhed, der kaldes ånd.
For min skyld kan man godt kalde pilgrimsvandring med videre for re katoliseringstendenser. I så fald er disse tendenser nødvendige for at revitalisere vores egen lutherske tradition og befri den for den knogleskørhed, den lider af.
Jeg kan derfor kun anbefale biskop Drejergaard og hans to meningsfæller at tage på en sådan pilgrimsvandring for at modvirke lidelsen.
Peter Grønlykke er sognepræst