Prøv avisen

Rekviem for Maarup Kirke

Den står der, og når havet kommer, styrter den med sin kirkegård ned i sand og jord og brænding i et virvar af teglsten, spær, blytag, kister, knogler og bænkerader. Men indtil da bliver den på sin post og styrter ned sammen med sine, for den tjener en idé, som ikke kan dø

NÆSTEN SKRUTRYGGET står den der, lav og sammenbidt for vejr og vind: Maarup Kirke i Vendsyssel. Bølgerne æder sig ind i klinten år for år den styrter sammen og forsvinder i havet. Og som havet rykker nærmere kirken, ædes også kirkegården. Havet kalder på sit vestjyder ved det bedre end de fleste. Det giver og tager.

Så blev de omsider lagt her på Maarup kirkegård, både de, som var på havet og de, som ventede hjemme, alle blev de lagt her i ly af kirken. Og der var trøst i den lille kirke, som blev pisket ligesom de, men som alligevel holdt ud, holdt udkig og trodsede.

Jovist, her havde de levet, og kirken havde altid været rammen om deres liv: stedet, hvor de blev døbt, giftede sig, bar deres børn til dåben og blev begravet. Kirken var der altid, havde altid været der, og skulle stå der, længe efter at de var blevet ét med den sandede jord. Kirketaarnet staar saa hult og husker for dem alle, skrev Johs. V. Jensen om kirken i Farsø det kunne selv uden tårn have været Maarup, kunne have været hvilken som helst af de gamle landsbykirker.

De søgte kirken, de gamle, blev lagt rundt omkring den, så tæt på som muligt, og derfor forlader den heller ikke sin menighed, hverken levende eller døde. Yderst mod klinten står den og ved, hvad som skal komme. Det er ingen hemmelighed, de kloge kan regne det ud næsten på året, det er uafvendeligt, ingen tvivl om det. Havet æder og gnaver, ustandseligt, utrætteligt, leger med landskabet og med kirken som en kat med musen: hvidskummet og sortgråt hugger den kloen i, så en solskinsdag med vindstille, snart hvidskummet igen, afløst af stille, indtil det omsider bider til og gør en ende på legen. Nej, ingen tvivl om, hvad der skal ske. Kirken vender gavlen mod skumsprøjtet dernede, mod vinden, som hyler over den og sliber buske og træer skrå. Den ligger der og venter, med gavlen mod vinden, gennemheglet, men urokkelig.

Den ved, hvad der kommer, men viger ikke en tomme, forlader ikke sine døde, søger ikke at sikre sig, trække sig tilbage, indgå aftaler og ordne pæne kompromiser. Den står der, og når havet kommer, bliver den stående, stædig indtil det forrykte og ufornuftige, indtil den må dø med sin kirkegård styrte ned i sand og jord og brænding i et virvar af teglsten, spær, blytag, kister, knogler og bænkerader. Men indtil da bliver den på sin post og styrter ned sammen med sine, for den tjener en idé, som ikke kan dø, ikke gå under, ikke drukne, ikke forsvinde i havet.

Trofastheden ligger ikke i overlevelsen, men i vidnesbyrdet. Maarup Kirke har lært af sin Herre og mester, lært at være hyrde, en god hyrde, trofast, som ikke flygter fra stedet, hvor den blev sat for at tjene sin menighed. Så kirken bliver stående, ansigt til ansigt med vinden. Nu står den selv som de gamle i sin tid og spejder ud over havet, holder udkig efter Ham, som skal komme. Og den viger ikke en tomme, usentimental, jysk til roden, venter den på døden, men også på forløsningens time. Denne gang kommer han ikke som en stille susen, men i stormen og et frådende hav. Kirken holder vagt, og den venter viger ikke en tomme.

ER MAARUP KIRKE, eller rettere kunne Maarup kirke da ikke i sit liv og i sin død være, det, som drømme bliver til af, for nu at parafrasere Shakespeares Prospero i Stormen: Når alt bliver til intet, selv stolte borge og strålende templer, som de jo må, så forbliver digtet, fortællingen, dramaet og drømmen for evigt. Kunne ikke alle vi, som holder af den gamle kirke rundet af os selv, synes vi jo, dansk, en del af os følge den til det sidste, knæle ved dens dødsleje, sørge over den, savne den, men netop derfor også huske den? Man kan køre dens sten væk på en vogn eller give den en død i værdighed, på post.

Er det mulig at tænke sig, at Maarup Kirke netop ved at dø kunne blive en fortælling og dermed leve? Hvad er det, vi redder ved at flytte den? Og redder vi den som fortælling, drøm, erfaring og historie knyttet til sit sted på Jorden ved netop ikke at flytte den? Svaret er ikke givet, men vi har mange middelalderlige landsbykirker i dette land, og det er i hvert fald værd at tænke over, hvad vi mister, og hvad vi får.

Naturligvis kan man rive den ned sten for sten, nummerere stenene og bygge den op et andet sted. Men hvad er det da, som overlever? Stenene, bygningsmaterialerne og rummet, javist, men musealt, uden liv, eller i hvert fald et andet liv uden det levede liv, som den skulle stå og huske så hult. Kan kirken alligevel miste sit liv, selv om den reddes ind på tryg grund? Man må have stor respekt for Maarup Kirkes Venner, for antikvariske myndigheder og for alle gode kræfter, som ønsker, at kirken bevares, men måske er det sådan, som Antoine de Saint-Exupéry formulerede det og efterlod sig i Citadellet, at det er ikke materialerne, som betyder noget, men den idé, som føjede dem sammen og gjorde dem til en bygning, som blev bærer af idéen, dens udtryk.

Måske vil man sige, at det jo dog er fornuftigt at tage vare på kirkebygningen. Hvem, spørger Saint-Exupéry imidlertid, har nogensinde bygget menneskets hjem på fornuft? () Således fik den, der skilte sit hjem ad med sit krav om at vide, hvad det var, ikke andet ud af det end en samling sten, murbrokker og teglfliser, og han finder hverken den skygge, den tavshed eller den inderlighed, de skulle bringe ham, og han ved ikke, hvad han skal stille op med denne samling murbrokker, sten og teglfliser, thi de savner den drøm, der skulle beherske dem, de savner bygmesterens sjæl og hjerte. I stenene selv finder du ikke menneskets sjæl og hjerte.

FOR SÅLEDES ER DET, måske netop i kraft af inkarnationens mysterium, at kirken rummer en idé og en vilje uløselig knyttet til tid og sted. Ingen kristendom lever som ren ånd, men blander sig med vor eksistens og bliver form og fællesskab, inkarneret, håndgribelig som Gud selv blev det. Er placeringen yderst på kanten i Vendsyssels forblæste landskab ikke en helt afgørende del af Maarup Kirke, dens historie, væsen og samliv med sin menighed gennem 800 år?

Jeg ser godt, at man kan tænke anderledes om alt dette, og med god grund selv om vi for så vidt endnu har de fleste af middelalderens kirker iblandt os. Men skulle det dog være muligt at tænke sig, at kirken netop ved at styrte i havet overlever og giver os en fortælling som er vigtig, en kristendomshistorie af betydning? At dødslejet omgives med respekt, at sorgen bæres, og tabet genvindes et uventet sted? Ejer en sådan død en skønhed, en poetisk kvalitet, en værdighed? Har kirkens endeligt, fulgt af os til det sidste i al sin ubønhørlighed og urokkelighed, trofast indtil undergangen, vendt mod havet og stormen, en historiefortællende evne langt hinsides det, vi kunne opnå ved en dygtig og omhyggelig rekonstruktion et andet sted? Kunne Maarup Kirke være fortællingen om hvedekornet, som jo må lægges i jorden og dø, før livet kan spire? Hvad er Højerup Kirke på Stevns dybest set kendt for i dag om ikke for det overhvælvede kor, som i 1928 skred i havet?

Det er, som om Maarup Kirke rækker sin gavl den sidste storm i møde, men netop derved forbliver os evigt nær. For kunne det ikke være om denne kirke, Paul la Cour skrev sit digt om det egetræ, døende, fordi klippen, som det stod på, var styrtet ned: og jeg har skjult mig i mit eget løv / jeg rækker det den sidste storm i møde / selv gemt bag fjerne horisonters lys / ydmyg og stille, næsten ikke til / O du som lænker levende og døde / til dette underlige store spil / ske som du vil / Lad luften hele bagved mig sin sti / men lad mig synge før end jeg skal falde / skænk mig en gang i sangens evighed / at være trofast, leve nær jer alle / bundet for sidste gang. Helt fri .

Så ville den stå der, den lille kirke, på sin post gennem 800 år. Uden at vige, uden at købslå, ville den falde på sin post, når klinten forsvandt under den, og følge sin menighed i dybet, trofast til det sidste. Den ville ikke længere huske så hult for os alle, men derimod huskes af os. Nu fri som fortælling, erindring, som det stof, drømme væves af. Og Maarup Kirke ville da måske på denne måde berette om troen herhjemme, om livets kår og måske også på en eller anden forunderlig vis med ord, vi knap kender eller har lært, synge for os om hvedekornets hemmelighed.

Henrik von Achen er dr.art. og professor i kunsthistorie ved Universitetsmuseet i Bergen