Prøv avisen

Religiøsiteten findes i Johannes V. Jensens digte

KRONIK: I dag udkommer for første gang en samlet udgave af Johannes V. Jensens digte. Det kan være anledning til at se forfatterskabet i et nyt lys

Johannes V. Jensen var en forfatter, som med stor iver forsøgte at styre modtagelsen af sine kunstneriske frembringelser. I forbavsende høj grad fik han held med sit forehavende. Faktisk er forskningen først i de senere år begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den fremstilling, forfatteren selv gjorde ukrænkelig. Jensens påberåbte darwinisme forekommer bestemt ikke at være noget dækkende udtryk for hele forfatterskabets mening, og trods alle ateistiske erklæringer var Jensen et religiøst indstillet menneske.

Det livssyn, som kommer frem i

Jensens første digtsamling, "Digte", 1906, harmonerer således dårligt med forfatterens officielle program. Et eksempel er det berømte prosadigt "Interferens", hvor forudsætningen for jegets egentlige eksistens formuleres således:

"Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,/ da lever jeg". Når indbildningskraft mødes med fornuft, og det højeste udtryk for liv mødes med dødsbevidstheden, da lever jeget, altså som resultat af interferensen.

Nu er denne fundamentale interferens udtrykt som jegets forestilling om underet, der mødes med jegets overbevisning om endeligheden. Betingelsen for jegets egentlige eksistens er med andre ord ikke i første række sammenstød i den ydre verden, men inde i jeget selv. Som det nogle få verslinjer senere udtrykkes: "Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder/ er mit Indres gennemtrængende Tonart".

Digtet udsiger egentlig ikke noget om den ydre, fysiske verden, men er en indadskuen, en beskrivelse af en bevidstheds disharmoniske oplevelsesmåde og beskaffenhed. Jegets selvrefleksion er en dissekerende sønderdeler, der destruerer og relativerer alt til intet: "jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa saare jeg tænker./ Min Bevidsthed arbejder skærende./ Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv./ Intet er sandt. Intet er Umagen værd." Det omgivende rum er en sjælstilstand, idet refleksionen har tømt verden for andet end sig selv. De eneste rester af ydre virkelighed, digtet rummer, afskrives da også som en triviel og åndsfortærende fiktion. Hvormed interferensen mellem forestillingen om underet og overbevisningen om endeligheden samtidig må forstås som den egentlige eksistens i modsætning til det trivielle ikke-liv.

Hvis nemlig længslen udelukkende retter sig imod evighedsperspektivet, i en smerte forvoldt af den tanke, at tiden udsletter jeget, er jeget ikke blot i verden, men søgende bort fra verden. Og interferensens ene element, overbevisningen om altings endelighed, har ganske udryddet det andet, verdens underfuldhed. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for jeget med dødsbevidstheden som vilkår at kunne opfatte den ydre verden som topmålt under?

Jeget når omsider hinsides sin stamfader, Columbus, som forliste i sin ulægelige længsel. Den skæbne vil angiveligt ikke blive jegets, for kan længslen ikke læges eller indfries, så kan man i det mindste frigøre sig fra den ved intet at vente sig. Samlingen rummer et helt digt om denne stamfader, "Columbus". Som årene går, alderen begynder at trykke, og verden ikke bibringer det forventede, men viser sig at være et øde, gribes Columbus af en længsel efter noget, der hverken er begrænset af tiden eller indholdstomt, nemlig den evige lykke. Columbus' rejse drejer sig således ikke om at udforske og kortlægge den ydre verden, finde nye sammenhænge og rejseruter i den eller gøre den kendt og befærdelig. Nej, Columbus rejser ud for at finde evigheden på Jorden: Paradiset, den lykkelige ø, hvor tid og død ikke findes.

Men da Columbus finder en ny verden, skuffes længslen, da den uventet materialiserer sig i det jordiske: "For da han fandt den frelsende Ø, / forgik hans Drøm." Den dybeste årsag til skuffelsen er Columbus' opdagelse af, at Jorden er rund, for dermed kan der ikke rejses til længslens land. Paradis findes ikke på Jorden: uanset i hvilken retning, man rejser, ender man dog altid med at komme tilbage til det sted, hvorfra rejsen begyndte. Altså lader det sig ikke gøre på Jorden at komme uden for tiden – her findes kun én evighed, nemlig den evige verdenssmerte, smerten over at verden, den ydre virkelighed, ikke kan indfri længslen. Længslen er blevet hjemløs på Jorden, og har da kun én retning at tage, nemlig opad, ud af den ydre verden, overskridende alt jordisk.

Columbus får dermed en evighed, ja, bliver selv til et evigt billede, nemlig den udødelige afdøde, gengangeren, den ulegemlige og hjemløse længsel, som altid må besejle den øde verden: "Usalig er den hvis Ve og Begær / kan aldrig dø. [...]/ Dér staar han lænket den flyvende Skipper / paa Spøgelsesskibet og fører de Døde [...]/ Der er ingen Gud i de rasende Bølger,/ der er Christofer Columbus' Hjærte, / som skabte en ny Verden/ ud af sin Verdenssmærte." På en anden måde end han forestillede sig, fandt Columbus en ny verden, og blev en ny tids symbol: den øde, tømte verden, hvori Gud ikke længere findes, men hvor længslen efter evigheden, og smerten over ikke at få del i den, ikke er død, men lever videre som vé, i en usalig, dæmoniseret skikkelse.

Altså er det alternativ, som "Digte", 1906, opstiller, at man enten ligesom Columbus i evig længselssmerte over den tabte evighed kan rejse videre som spøgelse, eller at man ligesom jeget i prosadigtene evindeligt kan forsøge at rejse væk fra bindingen til den ydre virkelighed og sin egen dødsbevidsthed. I begge tilfælde er Jorden rund, hvorfor man ender dér, hvor man begyndte. Med andre ord er længslen i sandhed ulægelig.

Men i Jensens forfatterskab findes også en tredje formation, nemlig en længsel, der er opfattet og udtrykt som noget positivt, idet den hæver sig op over Jordens cirkel og transcenderer den fysiske virkelighed. Eksempelvis i romanen "Christofer Columbus", 1921, sidste bind i romanrækken "Den lange Rejse". Denne darwinistiske evolutionsberetning skulle angiveligt demonstrere, hvorledes den moderne tid har genvundet virkeligheden og tilværelsen fra de metafysiske og religiøse eskapismer. Men romanrækken afsluttes med et poetisk billede af en kosmisk kvinde, det egentlige liv, som kun den i højeste betydning positive længsel kan nå: "det sande Liv, Kærlighedens Ophav, hvorom vi ikke kan vide andet end hvad vi ved i en Længsel."

En opfattelse af sandt liv, som ikke just kan hævdes at harmonere med den gængse litteraturhistoriske omtale af Jensen som en kendsgerningernes beskriver. Og en længsel, som man – hvis det ikke var for forfatterens indædte erklæringer om det modsatte – uden videre ville kalde religiøs.

Denne religiøse længsel dukker også frem i Jensens digte. For eksempel i "Tøbrudet" fra 1929, hvor det kvindelige, kosmiske væsen genfindes, en fødende og skabende metafysisk kraft, som erkendes midt i og bagved forårsunderet, stigende op fra og ovenud af den jordiske virkelighed. Og derved

bliver kilden til jegets glæde: "Der gaar en Kvinde i Verden, [...]/ Der gaar et Fruentimmer oppe i Verdensrummet. / Der opstaar Latter i mit Hjerte, / Kilder af Sang, / Kilder af Glæde."

Eller i digtet "De vilde Blomster" fra 1922: "Nu vokser Is i Hav og Sund. / Hvor er den sommergrønne Stund, / da Blomst og Vej og Gud og du / var i mit Nu?"

Med andre ord findes i Johannes V. Jensens lyrik privilegerede øjeblikke, der på samme tid indbefatter og transcenderer det immanente. Som på én gang rummer den jordiske tilværelse, medmennesket og et religiøst perspektiv.

Anders Thyrring Andersen, mag.art. i litteraturhistorie, tekstudgiver. Medudgiver af Johannes V. Jensen: Samlede Digte, bind 1-2, som i dag udkommer på Gyldendal. Anders Thyrring Andersen er også medarrangør af udstillingen "Jorden og Lyset", som i øjeblikket vises på Statsbiblioteket i Århus

Læs kronikken i morgen:

"Johannesevangeliet – en

guddommelig odyssé" af Kasper Bro Larsen, forskningsassistent ved

Teologisk Fakultet, Aarhus Universitet