LANGSKÆGGEDE IMAMER buldrer løs med frådende retorik. Mord, trusler, boykot og had. Kunstudstillinger og teaterperformances aflyses. Krænkelser og offermentalitet, stolthed og sakral selvbevidsthed. Bomber i turbanen og i basaren, burkaklædte dommere og skinger retorik, der taler til den indre hattedame. Det er vist noget farligt noget, det der religion.
Vi havde ellers vænnet os til sekulariseringsprofetien, men præsident Bush, araberne og Dansk Folkeparti har mindet os om, at Gud og Satan bestemt ikke er døde. I den globale verden giver de sig til kende på nye, forunderlige måder, også når de er med i bagagen hos migranter eller bliver genopfundet af disses børn.
Mens man i USA kan berette, at religion og etnicitet kan være med til bedre og lette integration, er det en anden sag i Europa og Danmark. Her er det ofte underforstået, at graden af religiøsitet automatisk er omvendt proportional med muligheden for god integration. Mange indvandrere følger idealerne om assimilation i første fase, i håbet om at blive "en god dansker", men ender med at vende sig bort, når de ikke føler sig velkomne.
For nogle er religion en ressource, et stykke kulturel kapital, der hjælper til at klistre sig fast i sammenhængskraften. For andre er det et panser mod omgivelserne, en uniform, man tager på for at signalere afstand.
Religion har altid været et følsomt emne, fyldt med magtpotentiale. Derfor har særlige rettigheder for de religiøse altid været en del af den politiske dagsorden. I Danmark har vi stadig en fritagelsesparagraf for religionsundervisning.
Vi har set protester mod Jesus-film og Jesus-badesandaler, og i udlandet mod Buddha-barer og hindubadetøj. I USA er Darwin i flere skoler taget af skemaet på grund af konservative kristnes insisteren på Bibelens skabelsesberetning som overordnet princip for sandheden.
Der er krav om særlige baderum for muslimer, Grislingen tages ud af Peter Plys-bøger, sparegrisen fjernes fra britiske banker. Bedst kendt er de groteske mordtrusler mod karikaturtegnere, forfattere og instruktører og mod skolelærere, der kalder deres bamse for Muhammed. Ikke mærkeligt, at der er forvirrede og angste pædagoger, skolelærere, socialarbejdere, erhvervsledere og politikere: Hvad skal vi dog gøre for ikke at træde på dem?
NU HAR DET JO VÆRET påpeget, at ikke alle ulykker kan reduceres til religion. Trods referencer til Muhammed-tegninger var containerbrande og brostenskast mest udtryk for sociale problemer, for kampen om narkopenge, for ressourcesvage forældre med bevidstheden parkeret i fortiden, påtaget modkultur, uterlige hormoner eller rendyrket egoisme.
I Mellemøsten er Muhammed-karikaturerne, påberåbelse af krænkelse og anklager om vestlig islamofobi en ligeså kærkommen lejlighed til at spille med musklerne, som når militante jøder bruger Vestens holocaust-skyldfølelse som undskyldning til at gøre hvad som helst.
Der er gode grunde til at lytte til de gale politikere og sure religiøse ledere i diplomatiets tjeneste. Men der er ingen som helst grund til at tale dem efter munden. Der skal ikke megen analyse til for at gennemskue spillet for galleriet og iscenesættelsen af den religiøse facade som en magt- og identitetskamp mod (et iscenesat) "Vesten".
MAN KAN SÅ SØGE ind til sagens kerne. Hvad står der i Koranen, Bibelen og Vedaerne? For vi må vel kunne isolere og definere det "rigtige", den uforanderlige essens i religion? Den holder bare ikke. For selvom religiøse skrifter og doktriner er yderst vigtige i religionsforståelsen, er de ikke identiske med religion; tekster får deres eget liv og kan bruges til (næsten) hvad som helst. I det hele taget er dét i sig selv ganske religiøst og mest et projekt for fundamentalister og autenticitetsromantikere.
Religion er nemlig også en konstruktion. At "finde sig selv" er også en iscenesættelse, at finde traditionen lige så meget en opfindelse, og når medier og politikere tager del i religionsdiskursen, er de selv med til at konstruere den.
For religionsforskere er religion et analytisk begreb til at forstå virkeligheden med, inklusive de mange udtryk og praksisformer, de religiøse selv tillægger det. Og der er rigeligt med eksempler på, at der igennem historien er masser af krig, vold og magt, ja, selv de rare buddhister har været med på barrikaderne.
At udelukke alt det, vi ikke kan lide, som ikke-religion eller "misbrug" af religion, er idealisering, og det bliver ikke mindre mudret, når islamister og højrefløjskristne islamkritikere hver især forsøger at repræsentere sig selv med rene idealer og de andre med fæle realiteter.
Og omvendt: Når muslimer selv bruger argumenter med, at tørklædebrug og pigeomskæring er religiøse påbud, når kristne tror på reinkarnation, ja, så er det religion, ligesom det også er religion, når muslimske børn mobber jøder og (i Muhammeds navn) kaster sten mod bøsser, brandbiler og børnehaver. Eller når den ene part påberåber sig retten til hellig krig, hvad enten dette er al-Qaedas terror eller Bushs argumenter for at have fået grønt lys direkte oppefra til sin krig i Irak.
Før man lader religion og kultur forblive som urørlige, autonome argumenter, bør man spørge det alt for sjældent spurgte: Hvad er det, begreberne står for, og hvem er det, de repræsenterer? Ofte kun sig selv og den magtelite, der har interesse i at kaste brænde på bålet.
Den norske antropolog Unni Wikan gik i 1990'erne i clinch med kulturfetichismen. Hun påpegede, at æresdrab og vold "i kulturens navn" var en skamplet på demokratiet og menneskerettighederne. Hendes argument var: Hvem andre end de patriarkalske fædre og brødre og fætre fra før-moderne samfund, der insisterer på fortsat undertrykkelse og fastlåsning af en selvskabt "kultur" og "tradition", er det, man hjælper, når man i kulturens navn holder hånden over de kriminelle handlinger? I hvert fald ikke dem, der forsøger at tilpasse sig andre tider og steder.
I dag skamrides kulturbegrebet ikke længere helt på samme måde som tidligere, selvom man indimellem hører forsvarere argumentere for, at deres klienter jo bare handlede, som de gjorde, fordi det jo var "del af deres kultur". Disse og andre med tendenser til at falde i kulturessens-fælden burde læse nobelpristageren Amartya Sen.
Han har påpeget, at mange af alverdens ulykker kan føres tilbage til fastfrysning af én identitet, som andre eller én selv har en strategisk interesse i udelukkende at kategorisere og identificere ud fra. Gør man "kultur" og "religion" til statiske dna-koder, hjælper man ofte de højestråbende, der ligesom de skingre stemmer på højrefløjen har interesse i at identificere religion med etnicitet og kultur.
MAN KUNNE SPØRGE sig selv, om "religion" i dag ikke ofte fra politikere, medier og religiøse selv har fået tilskrevet samme endimensionelle essens, som "kultur" og "race". Det er let at lade sig forblinde af at forstå religion som en hellig ko, man uanset hvad bør behandle med respekt. Måske derfor har den længe accepterede model til håndtering af problemer med de andre været fortielsen eller den velmente forvrængning af forskellene. Tabuiseringen af visse indvandrergruppers racisme og overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, kulturmasochistisk identificering af alverdens problemer med henvisning til islamisering/hedengangen vestlig kolonialisering eller særbehandling uanset hvad af religiøse og kulturelle træk i et multikulturelt og -religiøst samfund kan have sine forståelige baggrunde.
Men at gå til benet og få videre analyseret hvem, hvad og hvorfor bør være kursen for at undgå den essentialisering, som mange af herboende muslimer, indvandrere og den generelle debat ganske givet lider under.
Det er der herhjemme forskere, der er godt i gang med, og det er nødvendigt med meget mere forskning på hele området. Det er så politikernes ansvar at tage analyserne til sig og bedømme derudfra, frem for at lade sig manipulere af populisme og skinger retorik.
Hvad er det, vi vil tillade, uanset religion og kultur? Hvad kan vi bruge religion og kultur til? Ikke bare analyser, men også mediers dækning og politikeres beslutninger bør have med, at religion og kultur i høj grad også er et spørgsmål om magt og kamp om repræsentativitet. Og at religion og kultur også er iscenesættelse.
Jørn Borup er ph.d. og adjunkt på Afdeling for Religionsvidenskab ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet