Det kan virke meget skræmmende og intellektuelt helt uforståeligt, at nogle i forbindelse med den netop overståede folketingsvalg kunne spille religion og demokrati ud mod hinanden, som om man for eksempel i ældgamle skrifter kunne finde svar på moderne politiske udfordringer.
Der er visdom i alle religiøse skrifter og mange gode leveregler, ja, mere end det. I Det Nye Testamente findes jo det evangelium, som mennesker skal frelses ved, hvis de tror, Jesus har gjort fyldest for vore synder.
Men emner som miljøforurening, sundhedsvæsen, infrastruktur, lønpolitik, flygtningekvoter og meget andet, som hører vor tid til, og som der skal tages politisk stilling til, kan ikke besvares ved hjælp af nok så dybsindige tolkninger af de hellige bøger.
Vi må debattere og agere på baggrund af analyser, viden, fakta og lignende og ikke bilde os ind, at vi kan finde svarene i svundne tiders religiøse tankesæt. Og det ikke bare, fordi det er forestillinger formuleret i en helt anden kulturel og historisk kontekst, hvor for eksempel mennesket endnu ikke havde teknik til at ødelægge naturen, men især fordi det teologisk-filosofisk er direkte forkert at blande religion og politik. De to sfærer handler nemlig om to principielt forskellige områder. Dette sidste er i hvert fald i den lutherske teologi indiskutabelt.
Op igennem middelalderen havde kirken i høj grad blandet sig i politik og kæmpet med både kejsere og fyrster om magten, men måske netop derfor formulerede Martin Luther læren om de to regimenter - det verdslige og det åndelige.
Det verdslige styre skal regulere samfundet og sørge for lov og orden, mens kirkens gebet er menneskers forhold til Gud og vice versa - mennesket coram Deo.
I Luthers optik var den verdslige øvrighed ligesom kirken en del af Guds gode ordning og skulle derfor også agere med Gud for øje. Men det kirkelig embede er ifølge Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 indstiftet til at lære evangeliet og meddele sakramenterne, så Helligånden, når og hvor det behager Gud, kan virke tro på nåden. Bibelen er ikke en politisk håndbog, og hverken præster eller biskopper har politik som deres opgave. Kirken passer sit og politikerne deres.
Denne skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente er i vor del af verden ikke bare teologisk børnelærdom, den praktiseres rent faktisk, og hver gang fromme mennesker forsøger at slå sig op på en særlig kristelig politik, afsløres det, at de reelt ikke kan levere varen.
Det bliver kun til almindelig familiepolitik, traditionel ægteskabsidyllisering, socialpolitik, modstand mod fri abort og lignende, som ikke har ret megen fagteologisk baggrund, mens andre tungere politiske emner ikke optræder som kristne mærkesager.
Det moderne samfund er en uhyre kompleks affære, hvor ikke mindst økonomien spiller en enorm rolle, og hvor mennesket har opnået en ufattelig magt. I dag er politik nærmest for eksperter, for de skal kunne orientere sig i de mekanismer, der driver det enkelte land, og have overblik over den globale sammenhæng.
Det står der ikke noget om i de hellige bøger, og det er ikke den slags indsigter, præster forsynes med på det teologiske studium. Teokrati er derfor absolut intet alternativ til demokrati, og samfundet ville uden tvivl ret hurtigt køres ud over afgrunden, hvis gejstligheden skulle være politiske ledere, uanset om de selv måtte føle sig kompetente på grund af deres tro. Omvendt afslører dilettanteri sig også, når politikere forsøger at blande sig i kirkens lære og praksis. Teologisk indsigt kan ikke bruges i realpolitik, og politisk talent ikke i teologi.
Når det er sagt, vil må jeg indrømme, at jeg i en vis forstand kan godt forstå visse religiøse gruppers frygt for flertallets magt. Både Sokrates og Søren Kierkegaard var også temmelig skeptiske overfor demokratiet, fordi de ikke mente, at flertallet pr. automatik er garanti for sandhed. Og som enhver ved, fører pøbelvælde i hvert fald ikke til noget godt.
Men styres skal der jo, og i dag kommer man ikke udenom, at der ikke er er simple og entydig løsninger på problemerne, og kun fantaster kan drømme om at give diktatorisk magt til en eller ganske få personer.
Politisk skal der balanceres mellem det sociale ansvar og individets frihed, og man må til stadighed drøfte, hvordan den gordiske knude skal løses. Og det at politik er fortsat drøftelse må tage sig meget besynderlig ud, hvis man har rod i et religiøst traditions- og autoritetssamfund, hvor både de politiske og de religiøse svar pr. definition er givet, før spørgsmålene er stillet, og hvor individet er sat under religiøs administration.
Konstrueres virkeligheden mere simpel og entydig, end den faktisk er, må demokrati nærmest ligne ragnarok og ugudelighed, for her er jo enhver ifølge spillereglerne principielt sin egen gud og lovgiver, idet vi selv vælger målene, og hvem der skal styre os.
Og i den mere filosofiske boldgade kan man da også abstrakt spørge, om flertallet virkelig kan bestemme hvad som helst og således i en vis forstand gøre sig til Herre og Gud over rigtigt og forkert. Ifølge lutherdommen skal man adlyde den verdslige øvrighed, for den er faktisk indsat af Gud, men omvendt har man ”clausula Petri”, hvilket betyder, at man må gøre oprør mod øvrigheden, hvis den styrer ugudeligt. Der er altså trods alt ”religiøse grænser” for magten, hvilket ikke betyder, at der skal styres religiøst.
At argumentere ud fra en hellig bog betyder politisk refleksionsstop. Men samtidig må man gøre sig klart, at al politik bevidst eller ubevidst bygger på en særlig menneskeopfattelse og livsfilosofi. Skulle man nu bruge de religiøse udmeldinger i forbindelse med det næste valg konstruktivt, kunne man måske anmode politikerne om at formulere, hvilken ”filosofi” der ligger til grund for deres programmer.
Alle ville de naturligvis straks råbe: ”humanisme”. Men det er for billigt, for hvilken form for humanisme, menes der? Opfattes mennesket alene som en begærsmaskine? Eller er der bag de smukke ord om velfærd faktisk tale om gold materialisme, utilitarisme og vitalisme?
Hvordan opfattes historien og naturen, ja, det univers, vi er en del af? Som råstof, omgivelse eller ophav? Jeg er sikker på, der er mere underforstået filosofi på spil, ja, måske ligefrem en form for tro og metafysik, end politikerne selv er klar over.
Skønt der er en vis nærmest formel forbindelse mellem staten og folkekirken, er religion og politik adskilt, hvilket imidlertid ikke betyder, at der i de politiske programmer ikke er mere på færde end ”rent politisk” og sekulære anskuelser.
Der ligger i hvert fald livstydning til grund for de forskellige programmer, men netop det med livstydning, spiller nærmest slet ingen rolle hverken i den politiske dagligdag eller i den forgangne valgkamp. Man nøjes med at gå fra emne til emne og drøfte særlige mærkesager.
Men måske er det netop den skjulte ”tro” i moderne vestlig politik, nogle religiøse grupper har så svært ved at sluge, og som de derfor på deres måde protesterer imod. Er det rigtigt, og hvis politik skal være mere end ”øjeblikkets instrumentalisme”, kan man kun appellere til, at de forskellige partier får udredt deres dybereliggende ”metafysiske” anskuelser frem mod næste valg.
Måske det kunne være begyndelsen på en demokratisk dialog med de metafysikere, der ønsker at sammenblande religion og politik. Måske ville det ligefrem kunne betyde et løft, hvis vi i fællesskab i højere grad drøftede, hvad vi mener, livet går ud på - sådan konkret og fundamentalt. I en sådan samtale kunne religiøse indsigter udmærket komme til orde.
Peter Holm er tidligere provst for Frederiksberg i København