Prøv avisen

Religion som politisk medium i Burma

KRONIK: Burmas generaler slog for nylig hårdt til mod den munkeinspirerede opstand i landet, men Burma har også store kristne og muslimske befolkningsgrupper, der lider under militærjuntaens luner

ER GENERALERNE rigtige buddhister? Det diskuteres efter drabet på måske flere end 100 munke og andre demonstranter og arrestation af 2000-3000. Selv om generalerne igen giver mad- og pengegaver til nogle munke, har de demonstreret voldelige intentioner, som er antitesen til et moralsk retfærdigt styre ifølge buddhismen.

Når magthavere påfører folket så store lidelser, har de mistet den sidste rest af legitimitet. Generalerne har brugt buddhismen som politisk instrument efter den voldelige nedkæmpning af demonstrationerne for demokrati i 1988-1990.

De har restaureret og bygget mange pagoder, og deres tv har vist dem på knæ foran munke og i færd med at sætte den forgyldte krone på pagoderne. Pagodekronen er også et gammelt symbol på kongelig magt. Samtidig har de sendt buddhistiske missionærmunke ud til kristne blandt de etniske mindretal chin, kachin og karener.

Chin-folket lever i bjergene mellem Bangladesh, Indien og Burma. Godt 80 procent af cirka en million chin i Burma menes at være kristne. De første baptistmissionærer fra USA blev mødt med modstand, og briterne måtte nedkæmpe modstanden og "pacificere" området fra slutningen af 1890'erne.

I dag er de 40-50 forskellige chin- grupper og -klaner forenet og definerer sig selv som en etnisk nationalitet baseret på en fælles kristen identitet. Flertallet er baptister, men næsten alle kristne retninger i alt cirka 25! er repræsenteret. Militæret har standset kirkebyggeri, ødelagt kirker, revet kors ned fra bjergtoppe og tvunget børn af kristne i buddhistiske klosterskoler, ifølge chin-folkets repræsentanter i eksil. Missionsmunkene arbejder under militærets slogan: "én race, ét sprog, én religion'. Militæret tvangsudskriver kristne chin til at bygge buddhistiske klostre, og munkene skal kritisere Gud og kristendommen for at være egoistisk og for at diskriminere mellem folk. Missionen skabte et chin-alfabet i 1907, men chin må ikke lære deres eget sprog i skolerne.

Denne proces, hvor regimet søger at ensrette mindretallene kulturelt, omtales af kritikere som "myanmarisering" altså at mindretallene skal underlægges en fælles Myanmar-identitet. Det gælder alle mindretal, som udgør cirka 33 procent af landets 52 millioner og er fordelt på syv større grupper og et utal af mindre. Der tales flere end 100 sprog og dialekter. Militæret taler om "136 nationale racer".

ET AF DE STØRSTE mindretal er Karen-folket, som består af cirka 11 undergrupper og skønnes at være på fire-fem millioner. Karenerne var de første, som blev omvendt i 1830'erne af amerikanske baptistmissionærer, der blev meget begejstrede for karenernes myter, blandt andet om den tabte bog, som Yuah, skaberguden, gav til sine sønner. Burmeseren, europæeren og kineseren beholdt deres bøger, mens den ældre karen-bror glemte sin i marken, hvor den brændte. Karenerne bruger myten til at illustrere, at de mistede skrivekunst og viden, som gør andre folk stærke.

Missionærer brugte termen Yuah som Gud i bibeloversættelser, selv om Yuah ikke var genstand for karenernes tilbedelse, men en mytisk figur. Mange karener mødte op hos missionærerne med bøger, som de mente kunne være den tabte bog, og langtfra alle var tilfredse med Bibelen. Ofte blev den afvist med begrundelsen, at den manglede moderne viden. En del karener konverterede til kristendommen i håb om at opnå den tabte viden og mente, at Helligånden ville bringe den. At konvertere hedder "at tage et nyt ritual". Mange var derfor bange for at konvertere, hvis ikke hele familien eller landsbyen var med, ellers risikerer man at stå uden for et rituelt fællesskab.

At stå uden ritual kunne også give sygdom og ulykke. Åndetro var og er ofte kombineret med buddhisme. Og flertallet af karenerne var buddhister og havde lært denne religion hos Mon-folket, hvis kongedømme dominerede den sydlige del af Burma til 1760 og formentlig indførte buddhismen til Sydøstasien fra Sri Lanka.

Den kristne omvendelse af en del karener fik politiske konsekvenser. Kristne karener deltog i briternes erobring af det centrale Burma i 1852. Mange blev tortureret og dræbt af burmeserne. Den burmesiske konge mente, at missionærerne ikke bare ville omvende karenerne til en anden religion, men til vestlig kultur og identitet.

"Kristendommen vil ødelægge alle andre religioner" sagde den burmesiske guvernør i Rangoon og brændte Bibelen. At være buddhist var ensbetydende med at være kongelig undersåt. Religion blev synonym med politisk alliance. Da briterne erobrede resten af Burma i 1886 og sendte kong Thibaw i et ydmygende eksil i Calcutta, måtte koloniherrerne nedkæmpe et oprør ledet af munke.

NOGLE KRISTNE KARENER blev opildnet til at deltage af militante missionærer, som proklamerede, "at dette er krig mellem kristne og buddhister". Karenerne fik 25 rapier for hovederne af oprørske munke! Allerede i 1881 havde de kristne karener, med missionærernes hjælp, dannet Karen National Association, forløberen for den nuværende Karen National Union (KNU), som siden 1948 har kæmpet for en selvstændig stat.

En tilsvarende buddhistisk organisation, Burma Karen National Association, ønskede også en stat, men som en del af Burma. Omkring 20-25 procent af alle karener skønnes at være kristne, så denne uenighed splittede karenerne. Under forhandlinger i London i 1946 henviste den kristne karen-delegation til, at frihedshelten Aung Sans hær sammen med japanerne i 1942 havde dræbt flere end 2000 kristne karener. Juleaften i selvstændighedsåret blev en kristen karener dræbt i en kirke i Moulmein, og oprøret indledtes efter nytår.

Under militærdiktaturet har mange buddhister kæmpet i KNU's hær, de fleste fattige karener. I 1994 følte de sig diskriminerede af den kristne ledelse af KNU, som ofte levede et luksusliv i Bangkok. De ønskede at bygge pagoder i KNU's territorium, ledet af en karismatisk munk, U Thuzana. Han hævdede, at der endelig ville komme fred, når de havde bygget 50 hvide pagoder. Han dannede Democratic Karen Buddhist Organization, brød ud af KNU og fik støtte af det burmesiske militær til at bekæmpe KNU. Kristne præster blev bortført, og landsbyer afbrændt af DKBO-soldater med gule bånd om hovedet med buddhistisk inskriptioner som hellige krigere. Denne splid og enkelte KNU-officerers aftaler med militæret har vanskeliggjort forhandlinger om en våbenhvile.

Men i Burma findes nye organisationer med både buddhistiske og kristne medlemmer. Lederne er baptistpræster, den anglikanske biskop, buddhistiske munke, læger, og andre med høj status blandt karenerne. Karen Development Network (KDN) er den vigtigste organisation, og den mobiliserer karenerne, som er trætte af konflikten, til at forhandle om en fredelig løsning og forsoning. Den driver et hospital og flere klinikker og arrangerer moderne uddannelse, mens generalerne har lukket universiteterne og ensretter uddannelserne. KDN's program har emner som konfliktløsning, fred, forsoning og heling, bevidsthedsskabelse og social rehabilitering alle gloser hentet fra det globale NGO-vokabular. De har fået generalerne i tale og nyder respekt hos KNU.

KDN søger nu at mediere mellem KNU og generalerne for at sikre våbenhvile og beskyttelse af de hundredtusinder af fordrevne karener. I Karen-staten som ikke er selvstændig findes en del muslimer. Deres moskéer er blevet brændt af hæren, og mange er dræbt under kampene med KNU.

I Arakan-provinsen ved grænsen til Bangladesh lever cirka en million muslimer, som enten er flygtet eller lever kummerligt. Muslimer lægges for had af militæret, som mener, de vil gifte sig med burmesere, omvende folket og overtage landet. Religion og "myanmarisering" er en del af generalernes nationalistiske paranoia.

I deres vokabular skal demokrati være bundet af burmesisk kultur og tradition og hedder "disciplin-blomstrende demokrati". Men munkenes demonstrationer, hvor også kristne og muslimer deltog, samt de ny tværreligiøse organisationer er vigtige tegn og et håb om, at stærke kræfter er til stede i bestræbelserne for fremtidig forsoning og forhandling.

Mikael Gravers er lektor i antropologi ved Aarhus Universitet. Han har redigeret bogen Exploring Ethnic Diversity in Burma. (NIAS Press 2007).