Prøv avisen

Religionsfrihed og religionslighed - en blandet arv

Folkekirken indtager en grundlovssikret fortrinsstilling i forhold til andre religioner. Men en ud af fem danskere er føler sig ikke som en del af folkekirken. Er det religionsfrihed, spørger dagens kronikør.Her et foto fra Rye Kirke. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Særstatus I dag sikres mennesker og institutioner lighed for loven. Men folkekirken indtager en grundlovssikret fortrinsstilling, der går tilbage til det sene Romerrige. Kirkens position indebærer, at dansk selvforståelse hviler på en type kristendom, som én ud af fem danskere ikke accepterer og ikke føler sig som en del af

Religionsfriheden kan betragtes som ophav til alle de menneskerettigheder, som i dag danner grundlag for ikke alene de europæiske frihedsrettigheder, men også de globale. Vi kan være glade for, at vore forfædre i 1800-tallet mente, at det enkelte menneske skulle have lov til, som det står i Grundloven, at "forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning".

Desværre har de forskellige europæiske landes førende kristne kirker ikke stillet sig i front for at sikre denne religionsfrihed. Det er for eksempel velkendt, at biskopper i vores evangelisk-lutherske kirke inden forfatningen af 1849 tvang baptister til at døbe deres børn. I dag betragter mange i det danske establishment det som en selvfølge, at det er i orden, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed her til lands. Med andre ord: Den evangelisk-lutherske kirke har en fortrinsret som "den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten" (Grundlovens paragraf 4).

Fra Grundloven af 1849 til den af 1953 forblev folkekirkens status den samme, og dette får mange danskere, der ikke er medlemmer af denne kirke, til at føle sig forskelsbehandlet. De 80 procent af befolkningen, som tilhører folkekirken, nyder en fortrinsret i forhold til de 20 procent, som står udenfor. Et indlysende eksempel herpå er, når Folketinget samles efter sommerferien i oktober og markerer begivenheden ved at holde en luthersk gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke med en folkekirkepræst som prædikant. Det ville være utænkeligt, sådan som Kaj Bollmann har foreslået, i stedet at invitere en rabbiner, en katolsk præst eller en baptistpastor til at prædike ved denne lejlighed. For ikke at tale om en imam.

Denne "naturlige" ordning med en etableret statskirke/folkekirke rummer oplagte fordele: blandt andet statsstøtte til kirkebygningers vedligeholdelse, præsteansættelser i tyndtbefolkede områder og en teologisk uddannelse, som har bevaret sit kvalitetsniveau på trods af politikeres ulyksalige trang til at blande sig i universitetsfagenes udformning. Men på trods af disse fordele er præster til syvende og sidst tjenestemænd og underlagt staten, selvom enkelte en gang imellem siger fra.

Jeg ønsker på ingen måde at forklejne folkekirkens betydning, men som historiker er jeg nødt til at se den danske kirke i lyset af en længere udvikling, der går tilbage til 300-tallet og Konstantin den Store. Den romerske kejser, der omvendte sig til en slags kristendom, mente, at han havde ret til at afgøre spørgsmål om kirkens læresætninger. Derfor var han til stede under kirkemødet i Nikæa i 325, og hans fjerne efterfølger, Karl den Store (død 814) deltog ligeledes i kirkemøder i Aachen og påberåbte sig, at han var kirkens øverste instans. 1000-tallets tysk-romerske kejsere delte denne opfattelse og mente, at de sad inde med magten og retten til at ordne kirkelige forhold, og at de blandt andet kunne afsætte paver og vælge bisper efter forgodtbefindende.

Kejsernes overhøjhed over kirken var givetvis velment, specielt på en tid, hvor den var svag og udsat for overgreb, for eksempel fra vikingerne, men det var problematisk med verdslige autoriteter, der følte, at de "ejede" kirken og kunne anvende den til egne formål. I anden halvdel af 1000-tallet opstod der en reaktion på disse forhold, en reformationsbevægelse i kirken, med centrum i Italien, hvor nogle unge gejstlige sagde fra over for kejseren og drog til forsvar for libertas ecclesiae: kirkens frihed. Det lykkedes i en vis udstrækning at etablere en forløber for den moderne religionsfrihed, som ikke alene drejer sig om den enkeltes samvittighed, men også om kirkens samvittighed og ret til at handle på egne præmisser.

Middelalderkirkens første reformation satte sig varige spor, men lykkedes næsten for godt. Specielt i 1200-tallet forsøgte paver således ikke alene at sætte sig på den åndelige, men også den verdslige magt i Europa. Det fik i århundredets slutning den franske konge, Filip IV, til at reagere. Han vendte ryggen til Rom og omdannede som den første konge den internationale kristne kirke til en statskirke i sit eget rige.

Andre middelalderkonger fulgte trop og gjorde, hvad de kunne for at overtage kirken. Kirkens mænd og kvinder, som for eksempel Birgitta af Vadstena, gjorde modstand, men slaget var tabt. Den kristne kirke havde mistet sin selvstændighed og frihed. 1500-tallets reformatorer fulgte den samme linje: De accepterede, at det enkelte lands hersker havde ret til at afgøre, hvilken tro hans folk antog. Kongen blev ejer af kirken, en position, han fastholdt frem til 1700-tallet.

Dette royale herredømme var til stor skade for de kristne kirker. Tænkt blot på Henrik VIII af Englands skalten og valten med først den romerske og siden den anglikanske kirke for at få hans talrige ægteskabskabaler til at gå op! I Danmark foregik den protestantiske reformation mere stilfærdigt, men kun kongens kirke, den evangelisk-lutherske, blev tilladt.

I Nordamerika blev De Forenede Stater grundlagt på princippet om religionsfrihed for alle. I The Bill of Rights, den første tilføjelse til forfatningen af 1791, udtrykkes det således: "Kongressen skal ikke vedtage love, der etablerer en form for religion, eller som forhindrer dens frie udøvelse." Selvom enkelte af de tidligere britiske kolonier faktisk havde oprettet "statskirker", blev det nye land skabt med, hvad Thomas Jefferson senere kaldte "en mur af adskillelse mellem stat og kirke".

På denne måde sikrede man sig, at lovgivningen ikke begunstigede en bestemt religiøs retning. Alle kunne udøve deres foretrukne tro. Siden 1954, hvor ordene "under God" blev tilføjet til loyalitetserklæringen til flaget, er der dog regelmæssigt opstået situationer, hvor ikke-religiøse amerikanere har følt sig diskrimineret.

Forholdet mellem stat og kirke i USA er dog forholdsvis afklaret: Den bibel, som anvendes, når en ny præsident tages i ed, kan uden besvær en dag afløses af en torarulle eller en koran, hvis en jøde eller muslim vælges til embedet. Amerikanerne er som bekendt et temmelig religiøst folkefærd, og adskillelsen af kirke og stat har på ingen måde undergravet troens udfoldelsesmuligheder. Næsten tværtimod.

Tilbage i Danmark lever vi med en rest af middelalderens statskirke, selvom vi kalder den folkekirke. Den evangelisk-lutherske kirkes fortrinsplacering i forhold til andre kirkelige samfund betyder, at vi fastholder den model, som opstod med Konstantin og blev genoptaget af Karl den Store og de danske reformationskonger. I vor tid er vi begunstiget med en regent, som personligt går meget op i religiøse spørgsmål, og dette er en gevinst for folkekirken. Men kirkens position indebærer, at den danske selvforståelse hviler på en type kristendom, som én ud af fem danskere ikke accepterer og ikke føler sig som en del af.

I en klumme i denne avis den 25. september sidste år skrev den nuværende kirkeminister, at der er "et påtrængende behov (...) for at oplyse nogle muslimer om, at det med religionsfriheden i Danmark er sikret, at ethvert trossamfund kan bygge sit eget bedehus". Fru Hornbech taler om "statens neutralitet". Men staten er ikke neutral. Staten begunstiger folkekirkens kristne og folkekirkens bedehuse.

I dag sikres mennesker og institutioner lighed for loven. Men folkekirken indtager en grundlovssikret fortrinsstilling, der går tilbage til det sene Romerrige. Jeg mener, at luthersk kristendom ville have gavn af at stå på egne ben uden statens favorisering. Netop fordi jeg holder af kirken og dens budskab, ønsker jeg, at den skal frigøre sig fra staten og dermed muliggøre religionernes retslige lighed og dermed frihed.

Brian Patrick McGuire er professor i historie ved Roskilde Universitet