Religiøs pluralisme i en pluralistisk tidsalder

Interessen for religion har aldrig været større, end den er dag. Verdens forskellige religioner udfordres alle af en moderne, liberal verden, hvor der i stigende grad spørges til individets religiøse præferencer

Valget af pave Benedikt XVI og den globale krig mod terror har rettet en hidtil uset opmærksomhed mod religionenes rolle i vor verden. Interessen har især samlet sig om (særligt angående islam), hvorvidt specifikke religiøse traditioner stemmer overens med institutionerne og værdierne i et liberalt demokrati. Men fokuserer man stramt på spørgsmålet om, hvad der tros og praktieres, overser man et potentielt langt vigtigere spørgsmål: Hvordan religiøse forskrifter tros og praktiseres.

Trods massive beviser på det modsatte frygter mange mennesker – ikke mindst teologer - at vi lever i en verdslig tidsalder. Men i stedet for langt fra at kunne karakteriseres ved sekularisering, har vor tidsalder bevidnet umådelige frembrud af religiøs lidenskab. Den moderne tid er lige så religiøs som enhver tidligere historisk periode, og på nogle områder endda endnu mere.

Én undtagelse knytter sig til geografien: Vest- og Centraleuropa har virkelig oplevet en signifikant tilbagegang for religionen, hvilket er blevet en vigtig del af europæisk kulturel identitet. Den anden undtagelse er sociologisk og indbefatter en relativt lille, men indflydelsesrig international intelligentsia, for hvem sekularisering ikke kun er et faktum, men i hvert fald for nogle af dens medlemmer, er blevet et ideologisk engagement.

Dette er undtagelser. Det, modernitet mere eller mindre uundgåeligt bringer med sig, er ikke sekularisering men pluralisme – den fredelige sameksistens mellem forskellige racemæssige, etniske eller religiøse grupper i det samme samfund.

Modernitet undergraver et samfunds traditionelle ensartethed, fordi insidere og outsidere konstant gnubber sig op ad hinanden, enten fysisk (gennem urbanisering og rejser) eller "virtuelt" (gennem boglig massedannelse og massekommunikation). Pluralisme, som accelereres, udvides og intensiveres af globaliseringen, er blevet en almen del af det sociale liv og individers bevidsthed.

På det institutionelle niveau betyder pluralismen, at etablerede religioner ikke længere kan tage for givet, at en bestemt befolkning vil lægge sig under for dens autoritet. Hvis der garanteres religionsfrihed - hvad der typisk sker i liberale demokratier – kan religiøse institutioner ikke regne med, at staten fylder kirkestolene.

I stedet for må folk overtales til at acceptere en sådan autoritet, hvilket giver anledning til skabelsen af et slags religiøst marked. Uanset om en religiøs tradition vedholdende påberåber sig tilslutning fra størstedelen af en befolkning, kan individer stadig vælge at løsrive sig fra institutionen, der præsenterer den tradition (som i de overvejende katolske lande i Europa).

På det individuelle bevidsthedsniveau betyder dette, at religiøs vished nu er svær at komme uden om. En religiøs beslutning kan nu være et spørgsmål om lidenskabeligt engagement (som i Kierkegaards trosspring) eller, hvad der er mere almindeligt, en følelsesmæssig lavintensitiv forbrugsmulighed (udtrykt i det sigende amerikanske udtryk "religiøs præference").

I begge tilfælde overgives individet til sig selv for at reflektere og affinde sig med sin medfødte religiøse tradition. Selv hvis et individ beslutter at tilslutte sig en meget konservativ version af en tradition, kan denne beslutning – i hvert fald principielt – omstødes på et tidspunkt i fremtiden.

Som resultat heraf presser pluralismen kirkerne til at slutte sig til sekter. En sekt bærer samme kendetegn som en kirke, som man fødes ind i, men individer tilslutter sig den frivilligt, og den anerkender andre sekters ret til at eksistere.

I betragtning af deres forenelighed med et moderne, liberalt demokrati er

accept af pluralismen muligvis det,

snarere end overholdelse af bestemte praksisser eller en bestemt tro, der adskiller religioner fra hinanden. Inden for kristendommen har protestantismen af velkendte historiske årsager haft en konkurrencefordel, hvad angår det at tilpasse sig pluralismen. Den

romersk-katolske kirke har - efter en lang periode med skarp modstand også formået at tilpasse sig den pluralistiske konkurrence, hvilket blev teologisk legitimeret i deklarationerne om religiøs frihed, der begyndte med Det andet Vatikankoncil. Det er gået langsommere med accepten af markedsøkonomien, men også det er begyndt siden Johannes Paul II's pavelige rundskrivelse Centesimus Annus.

Det forholder sig imidlertid helt anderledes med østeuropæisk ortodoks kristendom. Forholdet mellem gejstlige og verdslige skruer op for debatten i hele den islamiske verden og i Israel, men den ortodokse ide om sinfonia - den harmoniske enhed mellem samfund, stat og kirke - udgør en betyde-lig udfordring til accepten af liberale demokratier. Og sammenlignelige ideer om fælles solidaritet (russisk sobornost) gør det svært at acceptere kapitalismen, fordi konkurrence og liberale iværksættere betragtes som et moralsk frastødende udtryk for ubarmhjertighed og grådighed.

Reaktionerne på den globale pluralismes udfordringer vil antage forskellige former i de forskellige dele af den ortodokse verden. Der kan ske bestræbelser på at reetablere noget lignende; den traditionelle ide om sinfonia, som vi har set det i Rusland; tilslutning til "Euro-verdslighed" som i Grækenland, Cypern og andre lande på vej ind i EU (snart Rumænien og Bulgarien, senere Armenien og Georgien); eller bevægelser mod frivillig tilknytning som i USA.

Men den udfordring, der venter ortodoksien, viser tre muligheder, som alle nulevende religionssamfund nu står over for: at yde pluralismen modstand, trække sig tilbage fra den eller indlade sig på den. Ingen af mulighederne er uden vanskeligheder eller risici, men det er kun foreningen, der passer sammen med et liberalt demokrati. At indlade sig på pluralismen betyder, at traditionen bæres ud i kulturens åbne samtale (diskurs), og at dem, der repræsenterer traditionen, gør krav på sandheden uden at virke undskyldende.

Dette vil uundgåeligt medføre anklager om forsøg på "omvendelse", et ord, der har fået en nedsættende betydning. Men at omvende betyder blot, at man forsøger at overbevise andre om de sandheder, man selv sværger til. Et selvsikkert trossamfund vil som regel gøre netop det. For at sige det ligefremt: I stedet for at bekymre sig om, at romersk-katolske vil "stjæle" ortodokse sjæle, skulle de ortodokse prøve at stjæle katolske sjæle.

Bortset fra det må de stadig "omvende" inden for samfundet og udpege sandheden, værdierne og skønheden i traditionen, uanset om de afstår fra at gøre det uden for samfundet. Det er de nødt til i en tidsalder, hvor religioner må overtale. Ellers mister de deres børn.

Peter Berger er universitetsprofessor i sociologi og teologi samt leder af Institute on Culture, Religion and World Affairs på Boston University. Han har skrevet utallige bøger om sociologisk teori, religionssociologi og udviklingen i Den Tredje Verden.

Oversat af Helga Heyn
(C) Project Syndicate 2005