Ingen tænkende danskere kommer uden om Søren Kierkegaard, selvom de fleste går uden om ham. Han er nemlig svær og ikke lige at gå til. Man kender nogle sætninger. Man kender hans særheder: buksebenet, spadserestokken, forlovelseshistorien. Så ham kunne man sagtens lave en god film om.
Men når det ikke sker, skyldes det, at han levede som enspænder og var for svær at få hold på rent tankemæssigt. Tankerne vælder ud over siderne som en malstrøm, man suges ned og ned af, for den holder aldrig op. Hans tænkning er en sag for filosoffer, og kun få danske digtere har i virkeligheden inkorporeret den: Ernesto Dalgas, Kaj Munk, Henrik Stangerup. Og dét skønt alle moderne mennesker på en eller anden måde er kierkegaardianere.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard gjorde alt for at være upopulær
Vi er kierkegaardianere, fordi den moderne dansker er fri og ubundet. Vi kan selv vælge alt. Og Kierkegaard stiller præcist valget frem foran os. Men når vi vælger, aner vi ikke, om vi har valgt forkert. Som Kierkegaard kan vi vælge at tro, men for at valget skal være ægte, skal det være forpligtende.
Vi må tro helt ud og tage konsekvensen af valget. Vi stedes på det åbne hav. Dér driver vi rundt, og på land kommer vi aldrig. For der er ingen vished i troen. Derfor er det tro og ikke viden. Vi er dømt til at være frie, som den kierke-gaard-inspirerede filosof Jean-Paul Sartre udlagde det.
Er valget konsekvent, har det følger, man må tage på sig. Såsom pligten til kærlighed, for kærlighed kommer fra Gud. Og næstekærligheden gælder enhver, ubetinget enhver, som Kierkegaard foreholder os. Den fordrer, at vi handler, for Jesu kærlighed var idel Handlen, og hvad Jesus fordrede af mennesket, var alene for det andet Menneskes Skyld .
Heraf drog kierkegaardianeren Kaj Munk den konsekvens, at kærlighed til næsten ikke er ægte, hvis man lader næsten slå ned af bøller. I en sådan situation må man gribe til forsvar for enken og den faderløse. Derfor skrev han under krigen til Elisabeth Kieler: Så lær dog at slå ihjel i Jesu navn. Lader man dem derimod slå næsten ihjel, fordi man ikke selv må ihjelslå, har man svigtet kærligheden og foretrukket ligegyldigheden. Man er som biskop Cramer i Munks skuespil Cant blevet passiv i det gode. Man er hverken varm eller kold, men lunken og skal derfor spyttes ud.
LÆS OGSÅ: Forfatter: Oprøreren Kierkegaard er blevet danefæ
For Kierkegaard er valget og troens yderste konsekvens derfor martyriet. Men man kan ikke søge martyriet, understreger han. Kun én var af Gud udset til martyriet, og det var Jesus. Gud havde sat ham i verden, for at han skulle blive martyr. Alle andre kan som følge af deres valg ende som martyrer, men de kan ikke søge det, for det er ikke deres bestemmelse. Det Paradoxale er, at Christus er kommen til Verden for at lide Men Martyrernes Bestemmelse, da de kom ind i Verden, var ikke at lide; deres Bestemmelse var den og den, og i at fuldbyrde denne maatte de lide, bære Lidelse, gaae i Døden. Men Lidelsen er ikke telos.
For os, som er vokset op med eksistentialismen og absurdismen, med Sartre og Camus, er Søren Kierkegaard tydeligvis en afgørende tænker. Han har bud til os og får os til at tænke igennem. Han kan pirre, fange, men også irritere og tabe os. Man er ved at falde i svime eller i søvn. Man bliver svimmel af de mange tankerækker, hvor den ene griber den anden, som griber den næste, der modsiges i den fjerde og rettes op i den femte.
Man befinder sig på det dybe hav og aner ikke, om man nogensinde kommer i land. Men han holder fast i tanken, vender og drejer den, så den får alle de skruer, som ligger i den. Dette kan trætte et moderne menneske, der er vænnet til korte sætninger, mange punktummer og nye afsnit samt hyppige holdepladser. Hos Kierkegaard er der ingen holdeplads, før han holder op.
I Kierkegaards tænkning er der også fobier, som vi moderne mennesker ikke kan følge ham i og heller ikke skal. Hans apostolske kristendom vendt mod folkekirken er selvfølgelig meget munter og har sin brod; thi folkekirkepræsterne har jo netop deres på det tørre, selvom de i deres valg af tro egentlig skulle befinde sig ude på det åbne hav. Men folkekirken giver nu engang os hverdagsmennesker et forhold til og tilbud om kristendommen, vi næppe havde uden denne.
Vi kan heller ikke dele hans kraftige undsigelse af demokratiet. Pjat kaldte han det, og pjattet er det da også ind imellem. Vi har bare ingen bedre metode til i al fordragelighed at nå frem til fælles beslutninger. Og i grunden optræder Kierkegaard med sin dialektik ganske demokratisk. Han dikterer ikke slutresultatet, men kommer frem til det gennem en grundig samtale med sig selv.
Hans afvisning af demokratiet og tillid til kongemagten kan vi ikke bruge til noget, men hans advarsler om, hvad demokratiet kunne og kan føre til, bør vi lytte til. Det er jo ikke skabt én gang for alle, men er en fortsat proces.
Som Alexis de Tocqueville i Demokratiet i Amerika advarede han mod den nivellering, det fører med sig. I sine dagbøger for 1848 skriver han fortvivlet mod det demokratiske Danmark, der var på vej: See dette er Danmarks Ulykke eller dette er Straffen over Danmark, et Folk, uden sand Gudsfrygt, et Folk der kun har Bysnak til National-Bevidsthed, et Folk, der forguder det at være Ingenting, et Folk, hvor Skole-Drenge ere Dommere, et Folk, hvor de, der skulde styre ere bange og de, der skulle lyde ere frække, et Folk, hvor man hver Dag kan faae et nyt Bevis paa, at der ingen offentlig Sædelighed er i Landet et Folk, der enten maa frelses ved en Tyran, eller ved et par Martyrer Af alle Tyrannier er en Folkeregjering den qvalfuldeste, den aandløseste, ubetinget alt Storts og Ophøiets Undergang Men i en Folke-Regjering hvo er Herskeren? Et X eller det evindelige Pjat: hvad der i ethvert Øieblik er eller har Majoriteten den afsindigste af alle Bestemmelser. Naar man veed hvorledes det gaaer til med at faae Majoritet og hvorledes det kan fluctuere, at saa dette Nonsens er det Regjerende. Og dét, må man erkende, er ikke helt forkert.
Han afviste, at alt kunne være lige godt og lige fornuftigt, for nok er subjektiviteten sandheden, men den kan også være galskab. Derfor skriver han i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift: At være geraadet i en fornuftig og speculativ Samtale med en Spadserestok det er næsten til at blive gal over. Det bliver man jo ikke klogere af, fordi al væsentlig Erkjenden væsentlig forholder sig til Existents og til det at existere. Kun den ethiske og ethisk-religieuse Erkjenden er derfor væsentlig Erkjenden. Men al ethisk og al ethisk-religieus Erkjenden er væsentlig sig forholdende til, at den Erkjendende existerer Det gjelder især om, at man ikke polemiserer paa urette Sted, og altsaa ikke selv phantastisk-objektiv begynder pro og contra, om der er Mediation eller ikke, men at man holder fast ved hvad det er at være Menneske hvis De ellers kan følge mig og Kierkegaard. At han foretrækker tyrannen, fordi man i det mindste kan gemme sig bort fra denne, mens man i et demokrati ikke kan gemme sig bort fra sin nabo, er en tidlig advarsel mod overvågningssamfundet.
Men Kierkegaard overser, at tyranner har det med at slå ned, som det passer dem, og ødelægge efter forgodtbefindende. Vor tids tyranner har så langtfra optrådt som Kierkegaards Christian den Ottende, med hvem han såmænd førte forstandige samtaler. Men eftersom demokrati er samtale, må vi have mod til at skelne vrøvl fra det væsentlige, hvilket det moderne medietempo desværre gør stadig vanskeligere.
Heller ikke kan vi bruge den negative Søren Kierkegaard fra Øieblikket med hans krav om askese og knægtelse af naturen, fordi der ved slægtens forplantelse øses som gjennem et Overflødighedshorn Fortabte ud, thi christeligt er det den høieste Grad af Egoisme, fordi en Mand og en Qvinde ikke kan styre deres Brynde, at derfor skal saa et andet Væsen maaskee 70 Aar sukke i denne Jammerdal og Straffe-Anstalt, og maaskee evigt fortabes. Her smuttede kærligheden fra Gud vist ud med rensevæsken! Bortset herfra, fru Kammerherreinde, er og forbliver Søren Kierkegaards skrifter en udfordrende renselsesproces for tanken.
Per Stig Møller (K) er dr.phil., forhenværende minister og medlem af Folketinget. Kronikken er en redigeret version af Møllers bidrag til bogen Kierkegaard når han er bedst og værst, der udkommer i dag på Kristeligt Dagblads forlag