Søren Elmerdahl Hemmingsen er cand.mag. i historie og medforfatter til en række historiebøger (Klar, parat, historie!) i folkeskolen
DET KAN VÆRE VANSKELIGT ikke at føle sig modløs, hvis man ser tilbage på det 20. århundredes voldsomme historie. Altødelæggende krige, sult, mennesker på flugt og truende miljøkatastrofer er blot nogle af de overskrifter, som nærmest dukker op af sig selv.
Og dog findes der en anden side af historien. Det er den side, der fortæller om hidtil usete landvindinger på det videnskabelige og økonomiske felt. Det er i dag for eksempel muligt ved teknologiens hjælp at brødføde hele klodens befolkning og udrydde en række sygdomme som malaria, mæslinger og kolera.
Men hvilken fortælling er den sande? Den negative eller den positive? Det er formålet med denne kronik at pege på en tredje vej til en forståelse af planetens sande tilstand, som hverken forfalder til overdrevent sortsyn eller perspektivløs optimisme.
Anden Verdenskrig, 1939-1945, vil altid fremstå som et af de mørkeste kapitler i menneskehedens lange historie, først og fremmest på grund af nazisternes folkedrab på de cirka seks millioner europæiske jøder. Men alligevel indeholder dens efterspil lyspunkter i form af Nürnberg-processen og FNs verdenserklæring om Menneskerettigheder.
Under den første af retssagerne i Nürnberg, som sluttede den 1. oktober 1946, var 22 af det nazistiske styres absolutte topfolk blevet tiltalt for nedenstående forbrydelser mod international lov: Forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Det sidste af anklagepunkterne er også det mest interessante. Punktet omfattede mord, tilintetgørelse, slaveri, deportering og forfølgelse på grund af race, religion og politisk overbevisning. Der faldt som bekendt 12 dødsdomme i den første retssag, hvorimod kun tre af de anklagede blev frifundet.
FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget den 10. december 1948. Erklæringen blev vedtaget med 48 ja-stemmer, mens otte lande undlod at stemme. Dengang havde FN 56 medlemslande. Erklæringen består af 30 artikler om de rettigheder, som burde gælde for ethvert menneske på Jorden. Disse rettigheder gælder for eksempel retten til liv, retten til ytringsfrihed og retten til gode arbejdsvilkår. Desuden indeholder erklæringen også et forbud mod tortur.
LÆS OGSÅ: Nazi-kunstskatte river op i Belgiens sår
NÜRNBERG-PROCESSEN og FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder afspejler et opgør med de dårlige erfaringer efter Første Verdenskrig. I stedet for at påtvinge tyskerne en ydmygende, uretfærdig og byrdefuld fredsaftale, som det var sket med Versailles-traktaten, indeholdt Nürnberg-processen også et videre perspektiv. Nürnberg-processen udsendte nemlig et klart signal om, at formålet med krigen ikke havde været at bekæmpe Tyskland eller det tyske folk, men derimod at fjerne et forbryderisk regime fra magten i landet.
Ligeledes viste oprettelsen af det nye og livskraftige FN allerede i efteråret 1945, at denne gang var verden fast besluttet på at undgå en ny ødelæggende storkrig. Oprettelsen af FNs Sikkerhedsråd med de permanente medlemmer USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina gav den nye organisation en pondus, som det tidligere Folke-forbund aldrig havde kendt.
Men ser vi for alvor i den historiske kikkert, opdager vi, at Nürnberg-processen langt fra er det første eksempel i verdenshistorien på, at loven er blevet udnyttet til alle menneskers fordel. Og at FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder føjer sig ind i lang og stolt tradition for sådanne politiske erklæringer med rod tilbage i 1700-tallets oplysningstid.
I det sidste århundrede før Kristus holdt advokaten og politikeren Marcus Tullius Cicero en lang række juridiske taler imod det magtmisbrug, der herskede blandt Roms ofte korrupte og talentløse embedsmænd. Bedst kendt er nok de fire catilinariske taler, men nævnes bør også hans partsindlæg på vegne af den udplyndrede provins Sicilien mod den grådige guvernør Verres.
Med disse taler indstiftede Cicero en sidenhen ubrudt tradition for at benytte juraen som en løftestang i retfærdighedens tjeneste. Det er denne tradition som næsten 2000 år senere fik et så fornemt udtryk i Nürnberg-processen. Heri blev det også slået fast, at man har et personligt ansvar for de handlinger, man er blevet beordret til at udføre. Soldater kunne altså ikke undskylde forbrydelser med, at de blot havde handlet efter ordre.
På samme måde kan vi følge den etik, som gennemsyrer FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder tilbage til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der begynder med ordene: Vi betragter det som en indlysende sandhed, at alle mennesker er født lige; at de af Gud er udstyret med visse umistelige rettigheder, at blandt disse rettigheder er livet, friheden, og retten til at stræbe efter lykke.
Og har man sagt Uafhængighedserklæringen, har man i samme åndedrag sagt Thomas Jefferson. Jefferson formulerede tankerne om menneskets naturlige ret til selvbestemmelse i forlængelse af den engelske filosof John Lockes moralfilosofi fra 1600-tallet, men det særlige ligger netop i, at med Uafhængighedserklæringen får disse tanker og denne moralfilosofi et praktisk udtryk af direkte politisk betydning.
Vi kan i dag tydeligt se Jeffersons fingeraftryk, når vi anskuer FN som et overstatsligt organ med respekt for de enkelte medlemsnationers historiske og politiske særpræg. I modsætning til så mange andre af sin samtids amerikanske politikere var Thomas Jefferson nemlig imod at give regeringen i Washington en alt for stor magt i forhold til de enkelte delstater. Også Jeffersons idéer om en adskillelse af kirke og stat ser vi udfoldet i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheders artikel om enhvers ret til fri udøvelse af sin religion.
DET SPÆNDENDE ligger dog ikke kun i at efterspore sådanne institutioners historiske og filosofiske forudsætninger. Rigtig spændende bliver det først, når vi ser, hvordan disse forudsætninger i dag sætter sig stadigt nye blomster. Man kan blot tænke på den internationale domstol i Haag, der i løbet af de sidste par år har afsagt en række domme over internationale krigsforbrydere som for eks-empel Charles Taylor, der i 2012 blev idømt 50 års fængsel for krigsforbrydelser. Eller det faktum, at der i dag eksisterer flere demokratier i verden end på noget tidligere tidspunkt i historien.
Og så udgør Cicero og Thomas Jefferson blot et par af navnene i den vestlige humanistiske kanon. Vi kunne også nævne Montaigne, Darwin og Sokrates. Eller hvad med Freud og Albert Einstein? Listen er uendelig. Fælles for dem alle er, at de som sande humanister aldrig tabte det enkelte menneskes egen umistelige værdi og værdighed af syne.
Der er igennem historien blevet nedlagt så mange kim til retfærdighed, som mere eller mindre skjult har fået lov at udfolde sig i det 20. århundrede: Den moderne pædagogik (Rousseau), idéen om en retfærdighed magtfordeling (Montesquieu) og så videre.
I langt de fleste tilfælde kan disse kim ikke adskilles fra det menneskesyn, vi møder hos Jesus fra Nazaret. I evangelierne møder vi igen og igen Jesus som den store humanist, der nægter at gøre forskel.
Det er ofte blevet sagt, at alle de store fortællinger er døde. Men måske åbner deres død for den lille fortælling, som rummer os alle: Fortællingen om ethvert menneskes værdi i Guds øjne.
Langt de fleste af de store humanisters tanker er blevet til på baggrund af et kristent livssyn, om end dette langtfra altid har været tydeligt for humanisterne selv. Endnu er mulighederne for en lysende fremtid strålende.