Retskrivning og retsregel

Det siges om retskrivningsordbogen, at den er et monument over forkert sprog og stavemåde. Sagen er nemlig den, at den bygger på den pudsige filosofi, at der ikke er noget, som hedder »korrekt« sprog, men kun faktisk sprogbrug, som så er den, der registreres. Når en stavefejl derfor bliver vidt udbredt, finder den sin naturlige plads i retskrivningsordbogen. For en tid siden ålede jeg nemlig en journalist, fordi han i en artikel havde skrevet »indkasseret«, selvom det jo er afledt af inkasso (uden d), som er et bankjuridisk begreb af italiensk oprindelse, ligesom konto, folio osv. og næsten alle andre bank(o)ord, som blev til med bankvæsenet i middelalderens norditalienske handelsbyer. Kort tid senere ringede han og henviste til retskrivningsordbogen, der tillader begge stavemåder. Så bliv, hvor du er, for lystre det skal du! På den ene side forekommer det underligt at tale om »retskrivning«, hvis man ikke går ud fra, at der findes et rigtigt sprog, på den anden side går man da også ud fra, at der findes en korrekt sprogbrug, idet der til al overflødighed findes en lov (nr. 332 af 14/5 1997) om dansk retskrivning. I lovens paragraf 1, stk. 1 siges, at dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog, medens stk. 2 kort siger, at nævnet skal følge de regler, der er fastsat i tilslutning til Lov om Dansk Sprognævn (nr. 320 af 14/5 1997). traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet. Ifølge det første skal man følge den praksis, som har været gældende siden den første bekendtgørelse om retskrivning i 1892, og som har fundet udtryk i de udgivne retskrivningsordbøger, og ifølge det andet skal man følge den praksis, »som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug«. Principielle og systematiske ændringer skal dog godkendes af kulturministeren. Vi husker sikkert alle den ståhej, der opstod i forbindelse med nævnets ændring af stavemåden fra »mayonnaise« til »majonæse«, medens f.eks. en systematisk ændring af endelserne i »gymnasium« og »studium« til »gymnasie« og »studie« ville kræve godkendelse, fordi et studie allerede eksisterer i form af et »radiostudie« eller et andet rum til kunstnerisk udøvelse. Men hvad nu, hvis vi må konstatere, at »gode og sikre sprogbrugere« ikke længere har det rudimentære kendskab til latin, som fortæller dem, at endelser som »-um« og »-us« samt »-a« er henholdsvis entals- og flertalsendelser i forskellige køn og kasus på latin, og derfor begynder at skrive »media« eller »medie« (om et medium) for at virke enten interessante eller ligefremme. For sagen er jo den, at det store flertal af studenter hverken har den store eller den lille latinprøve. Måske skulle vi derfor ligesom nordmændene gå over til at skrive »sjokolade« og »stasjon«, eller som amerikanerne, der mange steder skriver »nite« og »brite« i stedet for night og bright, for at bringe Muhammed til bjerget, når nu bjerget ikke kan eller vil komme til Muhammed. Jeg ved ikke, om nordmændene og amerikanerne har en retskrivningslov, som tillader dem at foretage så drastiske ændringer i retskrivningen, at man ændrer hele sprogstrukturen og ophæver forståelsen for tradition, sammenhæng og konsekvens. Ved den store retskrivningsreform i efterkrigstiden sløjfede man de store bogstaver og »d« i »kunne«, »skulle« og »ville« og indførte »bolleået«, hvoraf den sidste var harmløs, medens især den med »d«erne greb dybt ind i den grammatiske forståelse af modalverbernes funktion, og afskaffelsen af de store bogstaver ikke blot var et æstetisk og overskuelighedsforringende tilbageskridt, men samtidig gjorde identifikationen af substantivformer over for andre ordformer vanskeligere. Læsehastigheden blev derfor givetvis nedsat, og ministeren skal som sagt sanktionere den slags reformer. Svagheden i systemet ligger imidlertid i de »ikke-systematiske« ændringer, der ikke skal godkendes, idet mange tilsyneladende uskyldige kasuistiske ændringer alligevel får konsekvenser, f.eks. når man som indledningsvis bemærket ændrer en traditionel udenlandsk staveform til en dansk, når man ikke gør det konsekvent. Det kræver en principiel drøftelse i et politisk sammensat organ, hvilken betydning det skal have for retskrivningen, at selv ikke alle med den »almindelige dannelse« har kendskab til de klassiske sprog, som har aflejret lag på lag i modersmålet, hvorfor »den sikre sprogbruger« måske ikke længere eksisterer i tilstrækkeligt omfang. I samme anledning kunne man til almindelig overvejelse optage det logiske paradoks, at der eksisterer et formelt normativt grundlag for retskrivningen i form af en lov, der overlader afgørelserne til et nævn, som principielt afviser et materielt begreb som »korrekt sprogbrug«, allerede fordi man jo foretager en karakterbedømmelse af skoleelevernes sprogbrug. Det ville sikkert vække bifald i vide kredse, hvis man ved en sådan lejlighed besindede sig på den sondring, som juristerne anerkender mellem retsdogmatik på den ene side og retshistorie og retssociologi på den anden. Juristerne arbejder på den ene side med den »gældende ret«, der opfattes som gyldig og forpligtende, når den er blevet til på den anerkendte måde (især lovgivning), samtidig med at man er fuldt på det rene med, at retsreglerne forandrer indhold med ændrede samfundsforhold (allerede fordi sædvanen var tidligere tiders vigtigste retskilde). I retshistorien sammenligner man oplysninger om fortidens regler med den gældende retstilstand, medens man i retssociologien interesserer sig for forholdet mellem regel og faktisk adfærd, for juristerne har altid vidst, at de to ting ikke behøver at være sammenfaldende, selvom det altid har været en tilstræbt situation. Alligevel må man konstatere, at lovovertrædelser forekommer i vidt omfang, og at de kan blive så massive på grund af en ændret retsopfattelse, at man må »lovliggøre« den faktiske adfærd eller acceptere, at reglerne er »ændret« gennem sædvane. Dette fintmaskede net af teser og antiteser, der er udviklet i den juridiske videnskab gennem århundreder eller årtusinder, understreger betydningen af gyldige og forpligtende regler, samtidig med at man erkender den lige så vigtige sammenhæng mellem virkelighed og regel. Retssikkerhed og orden er nødvendig for et civiliseret samfund, men smidighed og billighed er lige så vigtige for det, vi kalder retfærdighed. At det er den ydre sociologiske sammenhæng, der alene er genstand for videnskaben, medens den traditionelle humanistiske og juridiske fortolknings- og gyldighedsteori var sat uden for døren i videnskabernes selskab. Juristerne mener ikke (længere), at »retten« kan identificeres med befolkningens eller dommernes faktiske adfærd, men anerkender den traditionelle opfattelse af retten som et her og nu eksisterende normativt system, der ganske vist er underkastet udviklingen i det virkelige liv. Vi kan heller ikke overlade sproget til en svindende gruppe af »sikre sprogbrugere« og et organ, som ikke anerkender forskellen på »rigtig« og »forkert« sprogbrug. n dr.jur.