Retspsykiatri hellere behandling end straf

En tidligere skolepsykolog beskriver et smertefuldt forløb omkring sit skizofrene barnebarn, som forårsagede en brand. Og hun fortæller, hvad det indebærer af glæde og optimisme, når patient og familie mødes med behandlersystemet som ligeværdige med fælles ønsker om en behandling, der fokuserer på helbredelse frem for straf

Skilt med de forskellige afdelinger på Psykiatrisk Hospital ved Aarhus. Psykiatri.
Skilt med de forskellige afdelinger på Psykiatrisk Hospital ved Aarhus. Psykiatri. Foto: Morten Rasmussen/ Denmark.

I december 2011 fik mit dengang 20 år gamle barnebarn stillet diagnosen skizofreni. Det, der skulle have været indgangen til et bedre liv, endte i stedet som et mareridt: En efterfølgende mangelfuld og uopmærksom behandling førte til, at han den 11. juli 2012 i et psykotisk anfald forårsagede, at der udbrød en brand i hans lejlighed.

Det blev indgangen til vores families opslidende møde med retspsykiatrien.

Til trods for alvoren (en ildspåsættelse er farlig, nogen kunne være kommet til skade) og bekymringen over mit barnebarns situation, var vi i udgangspunktet optimistiske. Der var fokus ikke på straf men på hans behov som psykisk syg.

Til vores lettelse fik han da også den 26. september 2012 en ambulant behandlingsdom for uforvarende brandstiftelse uden hverken forsæt eller for egen vinding. Flere forlængelser af varetægtsfængslingen i surrogat, godkendelse af mentalerklæring og domsafsigelse havde imidlertid taget 78 dage.

Men det ambulante forløb, som dommeren havde stillet ham i udsigt, forsvandt dog som dug for solen. Det møde, som skulle tilrettelægge hans videre forløb, blev først endeligt berammet 54 dage senere, den 19. november 2012.

Det blev de 54 dage, som væltede læsset.

Ved juletid sad han og ventede på en ny indlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling. Straffriheden var endt som den største straf, du kan få.

Vi følte et desperat behov for at finde ud af, hvad vi var oppe imod. Forældrene bad i december 2012 om et møde med ledende overlæge, relevante læger i psykiatrien, Kriminalforsorgen og bistandsværgen (min søn).

Som oplæg til mødet skrev vi sammen (patient, forældre, bedstemor) et bekymringsbrev. I brevet beskrev vi vores oplevelse af misforhold mellem muligheder og faktiske hændelser i forløbet. Meningen var, at det skulle bane vejen for en fælles forståelse af mit barnebarns situation.

Vi modtog ingen bekræftelse på, at den ledende overlæge havde modtaget brevet. Mødet blev først holdt den 25. januar 2013. Brevet indgik ikke som en del af mødet, som vedkommende i øvrigt heller ikke deltog i.

Det fik os til at bede om aktindsigt. I alt 800 sider dækkende de 13 måneder fra juli 2012 til august 2013, før han omsider flyttede til et bosted for psykisk sårbare, og den ambulante behandling tog sin begyndelse.

Ud over journalmaterialet fik jeg fat i rapporten Retspsykiatri. Kvalitet og sikkerhed fra Danske Regioner (marts 2011). Rapporten blev en øjenåbner. Den havde fokus på meget af det, vi pegede på i vores bekymringsbrev: flugt/udeblivelse, tidsfaktoren, behandling og straf.

Arbejdet med rapporten var igangsat på baggrund af de mange flugter og udeblivelser i retspsykiatrien, hvor antallet af patienter var firdoblet i perioden mellem 1990 og 2010. Men hovedkonklusionen Mere kvalitet giver helt sikkert færre absenteringer var med formanden for Danske Regioner, Bent Hansens, ord til at forstå.

Med rapporten i hånden forstod jeg bedre, at lægerne reagerede voldsomt på, at der undervejs, også i mit barnebarns forløb, blev tale om både udeblivelse og flugt fra hospitalet.

For mit barnebarn, der aldrig tidligere havde været indlagt eller været i konflikt med straffeloven, blev mødet med det psykiatriske system skræmmende. Den første flugt varede under et halvt døgn, fordi han næste formiddag ringede til sine forældre, der bragte ham tilbage. Den fandt sted en måned efter indlæggelsen, mens han stadigvæk var varetægtsfængslet i surrogat. Han havde om natten overværet en ydmygende behandling af en anden patient og firede sig i fortvivlelse over sin situation ned fra tredje sal.

Udeblivelse og flugt er naturligvis uacceptabelt og bør have konsekvenser. Men det er skræmmende, at det, der nok er uoverlagt og dumt, men ikke helt uforståeligt set i en sammenhæng, straffes ved at gøre det til en del af sygdomsbilledet.

Tidsfaktoren blev som tidligere nævnt den faktor, der væltede læsset. Af journalmaterialet fremgår det, at det er i de 54 dage efter dommen, at misforståelser og frustrationer hober sig op.

Om tidsfaktoren står der i regionsrapporten: Hurtig domsfældelse skal efterstræbes med henblik på snarlig iværksættelse af behandling. Det var præcis, hvad vi havde set frem til, men ikke fik.

Rapporten anbefaler, at man gennem et gradueret sikkerhedsniveau sikrer, at patienten fortsat kan behandles af det samme personale, og at man undgår uhensigtsmæssige flytninger af patienter til andre afdelinger. Med det in mente bliver det helt uforståeligt, at man lader mit barnebarn flytte mellem to afdelinger på hver sin etage i samme hus som led i en adfærdsregulering/straf med restriktioner i form af skærmning og 0-stue, der fratager patienten det meste af det, der ellers er med til at gøre livet udholdeligt. Så hjælper det kun lidt, at man kan se, at han har mødt personale, som han har kunnet profitere at være sammen med.

Han straffes på tre måder: Først skrottes den første behandlingsplan, som er udarbejdet til mødet den 19. november 2012. Dernæst ignoreres vores bekymringsbrev. Endelig er henvisningen til retspsykiatrisk afdeling fra den 26. november 2012 så fejlbehæftet, at der med rette kan sås tvivl om grundlaget.

At beskrive ham som både personfarlig og meget syg var der simpelt hen ikke belæg for. Men det er det billede, der tegnes af ham, da han efter endnu to måneders frugtesløs venten den 1. februar 2013 får plads på den retspsykiatriske afdeling.

Formålet skulle være behandling, men der er stadigvæk ingen behandlingsplan at forholde sig til. Opholdet er præget af afdelingens restriktive og lukkede karakter. Som i hele forløbet fylder medicineringen meget. Vi kan ikke få at vide, hvad der skal ske.

Det får i april måned min søn og svigerdatter til at kontakte formanden for landsforeningen Sind, Knud Kristensen. Med ham som mellemmand bliver der i slutningen af maj 2013 aftalt et samarbejdsmøde som en mere konstruktiv vej ud af miseren end klagevejen, som ellers lå lige for. Det blev et skæringspunkt. På det store samarbejdsmøde valgte man at se fremad. Vi fokuserede ikke på, hvad der var sket, men på, hvad der skulle ske. Der blev lagt en plan, og den holdt.

At domstolene ved en behandlingsdom overlader ansvaret til to instanser, psykiatrien og Kriminalforsorgen, sker som vi ser det med risiko for ansvarsforflygtigelse. Også det har rapporten fra Danske Regioner blik for. Der står: Retspsykiatrien befinder sig i endnu højere grad end tidligere i spændingsfeltet mellem fængsel og hospital mellem jura og medicin.

Som det fremgår af min beskrivelse, ville der ikke have været noget til hinder for at patienten og familien havde kendt og forstået en overordnet behandlingsplan og de nære og de mere langsigtede mål. Det kunne have sikret gensidig forståelse og styrket samarbejdet til gavn for alle. Lige nu mærker vi tydeligt, hvad det indebærer af glæde og optimisme, når patient og familie mødes med behandlersystemet (for tiden klinik for retspsykiatri og bostedet) som ligeværdige med fælles ønsker om en behandling, der fokuserer på helbredelse frem for straf.

Jeg håber, at jeg ved at dele vores erfaringer og forståelse med andre kan bidrage til holdnings- og praksisændringer for alle i det retspsykiatriske system.

Det kan og skal ikke være meningen, at retspsykiatriske patienter skal kæmpe for, at de muligheder, der allerede findes for bedre kvalitet i behandlingen, faktisk bliver brugt.

Vibeke Lyngsø er pensioneret skolepsykolog