Far til handicappet søn: Retssikkerheden halter for mennesker med handicap

Selv når jeg på et sølvfad fremlagde den paragraf og den principmeddelelse, som viste vores ret, blev vi afvist af kommunen. Hvorfor? Fordi den intet risikerer ved at overtræde loven. Retsstillingen for danskere med handicap er utroligt svag, skriver kronikøren

I kølvandet på, at kommunerne overtog handicapområdet fra regionerne med kommunalreformen i 2007, har de år efter år fået omgjort og hjemvist en betragtelig andel af deres klagesager på området, skriver Lars Lønstrup, der er far til en handicappet søn. Genrebillede.
I kølvandet på, at kommunerne overtog handicapområdet fra regionerne med kommunalreformen i 2007, har de år efter år fået omgjort og hjemvist en betragtelig andel af deres klagesager på området, skriver Lars Lønstrup, der er far til en handicappet søn. Genrebillede. Foto: Rüdiger Rebmann/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Socialminister Astrid Krag (S) skal svare på kritiske spørgsmål om danske kommuners måde at administrere handicapområdet på i hele to samråd i denne uge. I dag, den 13. august, spørger SF og Dansk Folkeparti blandt andet om, hvorfor kommunerne bliver ved med at lave så mange fejl i deres afgørelser om hjælp og støtte til personer med handicap og deres pårørende. I det andet, tirsdag den 11. august, spurgte Radikale Venstre, hvorfor regeringen tilsyneladende bakker Kommunernes Landsforening op i, at der er behov for et udvalg, som skal se kritisk på den måde, Ankestyrelsen regulerer handicapområdet på.

En kerne i begge samråd er, hvorfor halvdelen af alle klager over kommunernes sagsbehandling fra personer med handicap og deres pårørende får medhold i Ankestyrelsen. Enten i form af en ændret afgørelse eller en hjemvisning, som betyder, at kommunerne skal behandle klagen på ny.

Er det kommunernes ansvar, fordi de i deres iver efter at spare penge på det udgiftstunge handicapområde taber borgernes retssikkerhed af syne? Eller er det Ankestyrelsens afgørelser og principmeddelelser, som er så komplicerede, at de er svære at administrere?

Diskussionen er ikke ny. I kølvandet på, at kommunerne overtog handicapområdet fra regionerne med kommunalreformen i 2007, har de år efter år fået omgjort og hjemvist en betragtelig andel af deres klagesager på området.

Men uden at det har ført til ændringer af praksis eller bare kommunal selvransagelse, for den sags skyld. Kommunerne har for eksempel sat spørgsmålstegn ved, om antallet af omgørelser og hjemvisninger egentlig er særlig højt, når man tænker på alle de afgørelser på handicapområdet, som borgerne ikke klager over.

Modsat hævder mennesker med handicap og deres pårørende, at klagesagerne blot er toppen af isbjerget. De fleste familier, som rammes af handicap, har ikke overskud til i deres fritid at kæmpe imod kommunens fastansatte jurister. Som medlem af forskellige Facebook-grupper for personer med handicap og deres pårørende kan jeg se, at problemerne og frustrationerne findes landet over.

Den nyeste Facebook-gruppe hedder ”En million stemmer” og har i løbet af kort tid fået over 20.000 medlemmer. Og mange af dem fortæller om store kommunale svigt i deres liv og familie.

Det har vi også oplevet – og specielt efter at vi for snart to år siden indledte en dialog med vores hjemkommune i København om, at vores søn skal flytte hjemmefra og på bosted.

Hvis vi ikke havde fået hjælp af Ankestyrelsen og Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet havde vores familie befundet sig i et dybt sort hul lige nu.

Den Uvildige Konsulentordning rådgiver handicapforældre, og her stillede konsulenten det spørgsmål, som Københavns Kommune burde have stillet fra begyndelsen: Hvad er det, jeres søn har behov for hjælp til? Skriv det ned, og giv os beskrivelsen. Så enkelt, men åbenbart alligevel så svært et spørgsmål for vores kommunale sagsbehandler at stille. Det skete i hvert fald ikke. Måske fordi kommunen ikke har lyst til at høre svaret, der uundgåeligt vil koste mange penge i personalestøtte og de rette fysiske rammer på min søns fremtidige bosted? ”Vi skal heller ikke overoplyse en sag. Det har vi ikke ret til,” svarede en medarbejder, da jeg i begyndelsen af visitationsprocessen efterlyste en grundig beskrivelse af min søns støttebehov.

Allerede der begyndte mine advarselslamper at blinke, og da vi nogle måneder senere med overfladiske, salgsagtige argumenter blev præsenteret for to underdimensionerede botilbud, hvad både personalestøtte og fysiske rammer angår, lyste de ildrødt. Da vi besøgte det første sted, sagde den daglige leder, at han ikke mente, tilbuddet passede til vores søn. Og da det andet botilbud tre måneder senere blev lukket ned af Socialtilsynet på grund af ”bekymring for beboernes ve og vel”, som tilsynets formand sagde til B.T., blev vi bekræftet i, at vores søn ikke havde kunnet trives der.

Forvaltningen forholdt sig ikke til vores spørgsmål og senere vores klage over afgørelsen. Den blev bare fastholdt, og vores klage blev sendt videre til Ankestyrelsen.

I Ankestyrelsen er sagsbehandlingstiden mindst et halvt år, så nu indstillede vi os på, at vores søn stadig skulle bo hjemme efter sin 18-årsfødselsdag. Jeg ringede til vores sagsbehandler for at høre om støtte til hjemmeboende voksne; blandt andet hjælp til at passe og ledsage ham i det offentlige rum.

Hun lovede at vende tilbage. Jeg forventede en opringning, men fik til min overraskelse et skriftligt afslag på ledsagelse efter paragraf 97 i serviceloven, som jeg aldrig havde ansøgt endsige hørt om.

Heller ikke senere i processen, som siden er gået sin skæve gang, har kommunen vejledt og rådgivet os om de muligheder for støtte i eget hjem, som den ifølge paragraf 5 i lov om retssikkerhed på det sociale område er forpligtet til. Da jeg klagede over det, blev det afvist med, at klagen var ugyldig på grund af overskredet klagefrist. Men afleveringen var rettidig, og kommunen kunne ikke undslå sig for at behandle klagen, afgjorde Ankestyrelsen senere.

Kommunens afgørelse om, at min søn ikke har ret til ledsagelse og socialpædagogisk støtte efter paragraf 85 i serviceloven, omgjorde Ankestyrelsen også. Og det med henvisning til nøjagtig den samme principmeddelelse fra Ankestyrelsen, som vi et halvt år forinden havde givet kommunen.

Vi havde også selv fundet paragraffen i serviceloven og spurgt vores sagsbehandler, om den gav vores søn ret til støtte. Nej, lød svaret.

Med andre ord: Selv når jeg på et sølvfad fremlagde den relevante paragraf og den relevante principmeddelelse, blev vi afvist af kommunen, som derved sparede et halvt års udgifter til ledsagelse af vores søn i det offentlige rum. Og hvorfor? Fordi den intet risikerer ved at overtræde loven, som jurist og tidligere chefredaktør Erik Frodelund for nylig skrev i et debatindlæg i Lokalavisen. Han er selv i en moden alder blevet ramt af handicap, og som han skriver, ”(…) er der ingen konsekvenser overhovedet over for de kommuner, der snyder syge og borgere med handicap ved at overtræde lov om retssikkerhed på det sociale område og serviceloven”.

Ankestyrelsen endte i øvrigt også med at underkende visiteringen af vores søn til de førnævnte botilbud, hjemviste afgørelsen og bad Københavns Kommune om en ny og mere grundig visitering baseret på faktuelle oplysninger.

Hvad den nye behandling ender med, er ikke godt at vide, men vi er ikke i tvivl om, hvor vores søn ville være endt uden Ankestyrelsen – nemlig på herrens mark uden retssikkerhed.

Og det er her, jeg bliver nervøs for, hvad Kommunernes Landsforenings lobbyarbejde i regeringen egentlig går ud på. Hvis det handler om at udhule Ankestyrelsens indflydelse, er det ikke kun borgere med handicap, det går ud over. Det er den danske retsstat.

Der er behov for det stik modsatte. Retssikkerheden for borgere med handicap skal hæves, for den ”er blevet væsentligt forringet de seneste år”, som Advokatrådet fastslår i en ny og meget kritisk rapport om emnet i juni i år. Her peges der på, at kommunernes incitament til at træffe de rigtige afgørelser måske kunne øges, hvis de blev straffet økonomisk, når de begår fejl.

For eksempel gennem en fond, hvor kommunerne skal aflevere de besparelser, som de hvert år indkasserer, når de træffer forkerte afgørelser på handicapområdet.