Næppe noget andet spørgsmål i den offentlige debat er så følsomt som Israel-Palæstina-spørgsmålet. Følelser, skyld, teologi, historie, fortrængninger, fordomme og ganske profane interesser er blandet sammen, så man måske burde gå i en stor bue uden om netop denne debat.
Jeg husker meget tydeligt følelserne i forbindelse med Seksdageskrigen i juni 1967, også mine egne. Jeg glædede mig over Israels sejr og også over, at det gik så hurtigt og ikke kostede flere liv. Jeg var på det tidspunkt 16 og redaktør af et skoleblad med det hebræiske navn Tohu wa bohu. Jeg skrev entusiastisk om Israels ret til at eksistere, men bad tillige den på det tidspunkt omtrent eneste muslim i Danmark, lærer A.S. Madsen, Højby, svare på nogle spørgsmål om krigen, hvad han gjorde pænt og ordentligt, men dog kritisk over for Israel. Det skulle jeg ikke have gjort - der kom vrede indlæg, flere forlangte, at jeg skulle træde tilbage for at have givet plads til disse »anti-israelske synspunkter«.
Det er, som om man ikke kan ytre sig om problemet uden at såre mennesker. Det har jeg ikke noget ønske om, og jeg vil gerne prøve at formulere mig så upolemisk som muligt. Men selvsagt rummer det følgende også en personlig og på personlige erfaringer bygget stillingtagen til konflikten.
Allerførst: Hvem har retten til et givet land (hvis man overhovedet kan tale om nogen sådan »ret«)? I denne sag argumenteres der både historisk og religiøst for jødernes ret til landet. Jeg finder begge argumenter særdeles vanskelige at håndtere. Og følgelig uegnede til at træffe aktuelle politiske afgørelser ud fra. Hvis man har en historisk ret til et landområde, hvor mange år skal man så have besiddet landet for at hævde denne ret? Og hvor længe består den? Ingen vil vel i dag hævde, at Danmark har en historisk ret til Sydslesvig, selvom det faktisk i århundreder var det danske folks land. Har jøderne en historisk ret til Israel, har f.eks. serberne også en ret til Solsortesletten/Kosovo. Og så videre.
Religiøst begrundes jødernes ret til Israel med Guds løfte om dette land til Abraham og hans slægt til evig tid. Men dette løfte giver kun mening i en religiøs jødisk kontekst. Ud fra min kristne baggrund vil jeg hævde, at alle Guds løfter har fået deres endegyldige opfyldelse i Jesus Kristus, og den opfattelse kan vel gøres gældende med lige så megen ret (eller lige så lidt, når det drejer sig om det politiske). Des-uden: Hvem er Abrahams efterkommere? Den palæstinensiske befolkning er, i hvert fald delvis, efterkommere af de jøder, som ikke gik i eksil i det første århundrede. Men de er ikke længere jøder, vil man sige - nej, de skiftede sprog og religion og blev kristne og muslimer på et tidspunkt. Og hvad så - utroligt mange jøder er heller ikke Jahve-troende. Det går ikke at trække et religiøs skrift ud af sin egen kontekst ind i det fælles debatrum. I så fald må man i hvert fald give afkald på at have en særlig fortolkningsret.
Det vil være vanvittigt at bestride, at det jødiske folk har et både historisk og religiøst forhold til denne landstribe ved Middelhavets østkyst, og jeg mener afgjort, at historie og religion spiller en betydningsfuld rolle i vores selvforståelse, men at gøre dem gældende i en politisk konflikt fører et utal af problemer med sig.
Der er kristne, der ud fra en bestemt bibelopfattelse fremfører en sådan religiøs forståelse af staten Israel. De hævder at have Skriftens syn på Guds folk og Israel. Men Bibelens syn på Israel er ikke entydigt - set i lyset af Ny Testamente er det nærliggende at opfatte Guds udvalgte folk og Abrahams børn ikke blot som jøderne, men som de Kristus-troende af alle folkeslag igennem jøden Jesus. Nogle kalder afvisende dette for »erstatnings-teologi« - jeg vil kalde det for »opfyldelses-teologi«. Jeg forventer ikke, at en jøde vil dele denne forståelse; men jeg hævder den ikke desto mindre som en skrifttro udlægning af f.eks. Hebræerbrevet.
Der kan således efter min mening ikke laves et direkte »remtræk« imellem teologien og vor tids politiske begivenheder. At oprettelsen af staten Israel i eksklusiv forstand var et udtryk for Guds indgreb, kan kun gøres gældende som én mulig fortolkning af historien - og jeg deler den ikke. Der var alle mulige jordiske motiver forbundet med begivenheden - samt blodsudgydelse og uretfærdighed. Den hændelse har den samme tvetydighed over sig som alle andre politiske begivenheder. At Gud kan handle også igennem den begivenhed, er en anden sag.
Når spørgsmålet er om retten til landet, kan der derfor i den fælles offentlige diskurs efter min mening kun gøres ét rimeligt synspunkt gældende: Retten til landet har de, der bor der. Eller med andre ord: folkenes selvbestemmelsesret. At man i 1947 valgte at oprette staten Israel, kunne begrundes med, at i dette britiske mandatområde boede nu engang også en del jøder. Men man forsømte ved den lejlighed at forholde sig til dem, der tillige boede der i forvejen. Staten Israel blev desuden oprettet som en bodshandling fra de europæiske lande, der i de foregående år ubarmhjertigt havde lukket deres grænser for jødiske flygtninge. Derfor hviler for mig at se ansvaret i dag på de samme lande for endelig at fremhjælpe en anstændig løsning på konflikten.
Ud fra denne opfattelse har israelerne hævd på landet Israel i dag. Men de har ikke ret til at tage mere land fra palæstinenserne. Og palæstinenserne har endnu ikke fået deres ret.
Det er blevet hævdet, at palæstinenserne historisk set aldrig har været et folk, men først er blevet det efter Israels oprettelse. Det er muligvis rigtigt. Men så skabte Israel dette folk - med en folkelig selvforståelse, som har nøjagtig samme krav på respekt som enhver anden. Og én ting er givet: Længe før staten Israel fandtes der hos disse mennesker en dyb, dyb forbundethed med den jord, der var deres. Det overses, når man undertiden henviser dem til bare at slå sig ned i de arabiske lande, blot fordi de deler sprog med disse landes beboere. I øvrigt burde det jødiske folk frem for noget kunne forstå, hvad det vil sige at mangle eller miste en hjemstavn.
Om det seneste års konflikt er der sagt utrolig meget. Lad mig berette om to oplevelser, som har gjort dybt indtryk på mig. For et år siden besøgte vi Jerusalem-forstaden Gilo (der i øvrigt ligger på den anden side af »den grønne linje.«) Dagen før havde vi besøgt den overfor liggende kristne palæstinensiske landsby Beit Jala, hvor ødelæggelserne efter den israelske hærs beskydninger var massive. I Gilo så vi skudmærker i murene og sandsække for vinduerne, og kvantitativt kunne skaderne ikke sammenlignes. Men angst og forfærdelse kan ikke kvantificeres, og angsten i Gilo gjorde stort indtryk.
Vi talte længe med den jødiske »Community Centre«-leder i Gilo, som faktisk havde arbejdet for fælles aktiviteter for de to byer. Det arbejde lå nu også i ruiner. For ham var de jødiske bosættelser den store anstødssten, som han følte sig taget som gidsel for. Med dyb vemod sagde han: »Vi troede engang, vi kunne være en venlig besættelsesmagt.« Det er jo præcis problemet: Venlig er kun den besættelse, der hører op. En vedvarende besættelse er næsten forudbestemt til at blive mere og mere brutal, sådan som det desværre er gået.
Den anden oplevelse er såmænd blot en indskrift på ydermuren af en af de kristne kirker i Østjerusalem, lurvet graffiti. »Død over araberne«, stod der med hebræiske bogstaver. Et sådant etnisk had er jo set før. Men det virkede voldsommere på mig her.
Overrabbiner Bent Lexner har på et tidspunkt i en kommentar spurgt, om der skal stilles større krav til jøderne end til deres naboer. Og han tilføjede lidt ironisk: »Man skulle måske sige tak for tilliden.« Jeg vedgår, at jeg møder med de højeste krav til jøderne. De har en arv, der i særlig grad forpligter - lad mig blot nævne de chassidiske fortællinger, Martin Buber, Chagall, Viktor Frankl, alt det i den jødiske kultur, jeg selv sætter så højt.
Det er slemt, hvad der går for sig - det er det for begge parter. Jeg vil ikke et sekund forsvare det vilkårlige vanvid i terrorhandlingerne i de israelske byer. Det er hinsides enhver menneskelighed. Men hvad skal man mene om den israelske hærs systematiske holden den palæstinensiske civilbefolkning ansvarlig herfor? Brutaliteten over for gravide kvinder og syge børn ved checkpointene ?
Dette har jeg ikke fra en palæstinensisk propagandacentral - jeg har det fra den israelske menneskerettigheds-organisation B'tselem (»I Guds billede«), som med største omhu med hensyn til troværdighed skildrer sådanne overgreb mod civilbefolkningen. At der findes en sådan organisation, og at der i det hele taget gang på gang løfter sig jødiske stemmer til forsvar for palæstinenserne, er noget af det, der trods alt lader et håb om forsoning bestå.
Tragedien i konflikten er, at det er to folk, der på mange måder står hinanden nær, der nu har hinanden ved struben. Næppe noget andet af de arabisktalende folk har et uddannelsesniveau som det palæstinensiske eller tilsvarende forudsætninger for et demokrati. Hvad kunne ikke en forbundsstat, bestående af en israelsk og en palæstinensisk stat, få ud af denne stribe land, og hvad kunne det ikke betyde for hele regionen! Undertiden forekommer dog en sådan visions virkeliggørelse at ligge helt hinsides historiens horisont.
Lad os frem for alt ikke dæmonisere nogen af parterne. Vi har alle brug for at lytte til ordene af den viise rabbi fra Ger: »Har du gjort uret? Gør ret til gengæld!«
Dette er den femte kronik i en serie kronikker om synet på Israel, som Kristeligt Dagblad bringer. De første blev bragt den 6., 8., 12. og 15. februar.